image image image image

LEF 5

image REGLER

ALGUNDUR
KONG KONSTANTIN III
GRUNDLAGT 221
FOLK | Hirikkere
RELIGION | Pagtisme
SPROG | Hirikkisk
PENGE | Rigsdaler

Et kongedømme med højteknologisk industri og en bred bemidlet borgerstand. Kongen styrer staten sammen med en regering fra slottet i hovedstaden Kalamar. Kongen udpeger selv regeringens medlemmer blandt rigets mest driftige samt vise mænd og kvinder. Algundur var den første stat, der udpegede en kvindelig minister, Ada Eli-Baz, der blev finansminister i 1118. Algundur huser tredive millioner indbygger og er kendt for sin velstand, sin industrielle kvalitetsprodukter samt i særdeleshed sin store købmandsstand, der er baseret på en tusind år gammel sø- og sejlkunst. Af samme grund har Algundur en særlig piratjægerenhed i sine militære styrker. Det er en gennemsyret pagtistisk stat, der har sit hellige hovedsæde i Hammergård. Staten har en årtusinde gammel historie med nabostaten Rolgornia og er tilmed en lille stat i den sammenligning. Derfor har Algundur og Rolgornia en hemmelig men nødvendig diplomatisk forbindelse til hinanden. Det er en udbredt kultur at gamle kloge mænd og koner i skovene, hekse af Efnizir, gennem tiden har helbredt og hjulpet befolkningen i krisetider. Selvom Algundur er medlem af DIO og har tilsluttet sig kætterkonventionen, har man lokalt besluttet at regne skovenes kloge mænd og koner uden for den. Hekse af Efnizir er velkomne, hvis de er diskrete. Politi findes i alle større byer, mens oplandet passes af domsmænd. Algundurs tætteste handelspartnere er Noxius, Rolgornia og Rumanoth.

ARKAD
KONG BASTIAN LAJULIE
GRUNDLAGT 1213
FOLK | Kurgisere
RELIGION | Drudisk
SPROG | Regiansk
PENGE | Runkler

Den unge Bastian LaJulie valgte allerede tidligt, at forlade sin adelige familie. Han drog til Hazarden, der på den tid var ødelagt og ufrugtbargjort ved gilgatomnedsmeltningerne af de gamle karnumindustrier. Sammen med nordlændingen Harald Nordklinge og saltsamleren Rask tog han kampen op mod de mange lokale røverbaroner og saltherrer, nedkæmpede deres våbenmagt og skabte sig allierde blandt de faldne. De fandt tilmed bioalkymist Mariannes hemmelige projekt, der skulle redde Hazarden fra ufrugtbarheden med en bombe ved navn Gaia. Det var med denne bombe det lykkedes at besejre de sidste modstandere af det gamle monarkis tilbagekomst og samtidig reddede Hazarden fra den golde ufrugtbare jord. Langsomt er ARKAD ved at vokse op ad det gamle ødeland og et nyligt kongedomme er atter sat i gamle VallerieN. Øvre og nedre Arkad er atter samlet og det siges, at kong Bastian LaJulie sidder på den sagnomspundne trone, HLIDSKJALF og overvåger sit rige med sine to ravne. På hovedet bærer han kronen GRISKNIR og med den rigdom den giver bygger han roligt sit rige op. Som det eneste land i Valhel er ARKAD drudisk, hvilket vil sige, at det ikke er tilknyttet en religion og det byerne springer åndetempler op, side om side med kirker og moskeer. Grundet Valhels tilstand og fjenden fra Forgwaidh, har kirkerne ikke haft det fornødne overskud til at øge deres pres og påvirkning, hvilket har gjort landet til en magnet for alternative spritister og åndemanere.

ASIT DUR
HANDELSFYRSTE ANDRÉ LIBERTÍ
GRUNDLAGT 169
FOLK | Noxmannere
RELIGION | Monopatisme
SPROG | Vana
PENGE | Vaimark

Bystaten Asit Dur er et centrum for penge, handel og kultur, et kraftcenter med banker og børser og en metropol med en befolkning på seks millioner indbyggere. Alle veje fører til Asit Dur, der har ikke mindre end to af verdenens vidundere, Den monopatiske Ubertino katedral og marmorpalæet Asitol, hvor handelsrådet og handelsfyrsten har til huse. Det er også i Asit Dur man finder Anti Dæmon Agenturet, der har til huse i den ældgamle borg, Justis Mortis, der rejser sig over byen på ryggen af Lovklippen. Ikke langt derfra ligger Kapitalen, hvorfra værdien af den gyldne Krisos varetages med bogførerens sikkerhed og rundt om samme torv ligger filialer af Valhels største banker. Vaibanken, der administrerer Vaimarken, Statsbanken, der beskytter den stærke rigsdaler, og Kuria Banka med dens magtfulde Sølv Runkel. I den nordlige del af byen findes Plakanaden, verdens største marked for småhandlende og for enden af den aflange plads ligger banegården, hvorfra Den transvalleriske jernbane har sit udspring. Hver måned offentliggør Kapitalen navnene på de statsborgere, der har haft størst omsætning. De hundrede med højest omsætning, får en plads i handelsrådet, hvilket betyder en hyppig udskiftning af de fleste medlemmer. En række handelsmænd har så sikre og store forretninger, at de i flere generationer har været blandt dem med mest omsætning og derfor opfattes som at have faste pladser i handelsrådet. Hvert femte år vælger handelsrådet bystatens handelsfyrste, mens borgerne i distrikterne vælger sine politimestre. Diplomaternes Hus er navnet på DIO’s hovedkvarter og ligger ved Fredspladsen foran Dronning Katrines Bro og hotellet Royal Kommerce. Asit Dur er medlem af DIO og en monopatisk bystat.

ARKENVAL
FYRST SEPTURIEL DEVIR
GRUNDLAGT 23
KULTUR | Arkaner
RELIGION | Ingen
SPROG | Arkansk
PENGE | Thaler

Et sært tilbagestående land, der har levet meget isoleret fra sin omverden. I hele landets historie, har det været styret af en vampyr-adel, der har holdt udviklingen tilbage og befolkningen uvidende om omverdenens samfund. Denne vampyrledelse har gennem hele historien været en torn i øjet på Valhels øvrige staten, først og fremmest fordi det ligger midt på vejen gennem vallerien. Vil man fra nordvalhel til sydvalhel over land, kan det kun gøres gennem Arkenval. Arkenval har særlige regler for rejsende gennem deres land, der forbyder fremmede at opsøge steder på egen hånd. Man må kun følge særligt markerede veje, herunder den del af den transvalleriske jernbane, der kører gennem landet. Det har naturligvis også været er problem, at staten blev styret af vampyrer, men angsten for den millitære magt vampyr-adlen kunne rejse i tilfælde af krig, har været et sikkert værn mod angreb fra omverdenen. I de sidste ti år, ser det ud til, at der er sket en forandring med Arkenval. Det er ikke blevet som omverdenen gerne ville, men dog er staten begyndt at åbne op for handel og har opgivet sin egen valuta til fordel for Kuriens stærke Runkel. I bestræbelserne på at deltage i det internationale diplomati, har de fået en midlertidig observatørpost i DIO. Det er dog stadig vampyr-adlen, der har magten i Arkenval og der er langt til en egentlig accept af staten fra omverdenen. Arkenval har ingen større import eller eksport, men lever selvforsynende som et gammeldags feudalt regime. Landet er opdelt i len, der hver bestyres af en vampyrfamilie. Det er vampyrfamilien, der fungerer som dommer og politi i sit len og har ansvaret for ro og orden. Religion er ikke forbudt, men der har aldrig været dyrket religion i kulturen, så det er ikke noget indbyggerne har interesse for. De har til gengæld en tro på ånder og alverdens overnaturlige fænomener, der er baggrund for deres ceremonielle skikke og ritualer.

GAMRADH
HESTEFYRSTEN OKAZIMA GORAN
GRUNDLAGT 590fR
FOLK | Raminere
RELIGION | Lovtro
SPROG | Raminsk
PENGE | Halvmåner

Den ældste stat i Valhel, der strækker sig fra skoven Murn i vest til Tåresøen i øst. Det er ikke en stat i almindelig forstand, egentlig består staten kun af byen Goran, hvor hestefyrsten holder til med sit folk. Lavlandet langs Lobomo-floden og Gamradh-sletten, der også har givet landet sit navn, har siden grundlæggelsen været hestefolkets jagtmarker og derfor anset som hestefyrstens ejendom. Ud over Goran, findes der to andre bystater, inden for Gamradhs grænse, universitetsbyen Borgran og slavehandlerbyen Omen. De ledes og styres uafhængigt af hestefyrsten, men anser alligevel hestefyrsten som deres legitime regent. Hestefyrsten opdrætter og træner sine verdensberømte heste i Vallar, der også er hestens navn. Først når hesten er et år gammel, gives den til en af hestefyrstens nye ryttere. Gamradh har ikke internationale forbindelser med nogen anden stat og har ingen nationaløkonomi, men modtager gaver fra de to bystater samt medicinselskabet Kronekompagniet, der driver Farmikadalen, midt på gamradh-sletten. Det var professor i bioalkymi Tessia Couronne og industriherren Paolo Montolivo, der byggede Farmikadalen, en hel by dedikeret til fremstilling og forskning i medicin. Gamradh er en primitivt stat, der kun producerer hvad de selv skal bruge. De har hverken industri eller nævneværdig landbrug uden teknologisk viden. De dyrker en sær og ukendt hestereligion og udvinder store mængder af kobber, som de bruger til at fremstille statuer. Statuerne er væsentlige elementer i en række af hestefolkets livstraditioner som fødsel, giftemål, voksendom og død. Gamradh er ikke medlem af DIO.

JERNODD
JERNOLIGARKEN NIKOLAI ANDRUS
GRUNDLAGT 1162
FOLK | Regianer
RELIGION | Alle
SPROG | Regiansk
PENGE | Runkler

En militaristisk bystat, baseret på lejesoldater og våbenproduktion af både let og tung industri. Alle våben er lovlige i Jernodd, herunder UDSTYR fra industrimagasinet og sælges både til borgere, gæster og turister. Jernodd har en befolkning på tre millioner indbygger, der alle er beskæftiget inden for våbenproduktion eller i et kompagni af lejesoldater. På den måde fremstår bystaten som en brostensbelagt klynge af befæstede fabrikker og kaserner, gasoplyst i den evige tåge fra den tunge industri. Jernodd er ikke medlem af DIO og opfattes af mange stater som en stor trussel for verdensfreden. For at undgå for mange diplomatiske problemer indgår ledelsen konstant enkeltstående aftale med Valhels stater. Jernodds ledelse består af jernoligarken, der vælges blandt medlemmer af lejesoldaterkompagniet Jernhögs ledelse. Alle borgere i Jernodd modtager et våben på sin 15 års fødselsdag, der kan repareres gratis så længe man har det. Jernodd ligger i de jernholdige troldebakker og leverer tredive procent af Valhels samlede salg af sølv. Derfor er mange stater også afhængig af bystatens sølvleverancer, hvilket bystyret i mange år på dygtig vis har draget diplomatisk fordel af. Jernodds nærmeste allierede er Wittgenval og har ingen officiel religion.

KURIEN
KEJSER IFRAHAM d. 17
GRUNDLAGT 1003
FOLK | Kurgisere
RELIGION | Pagtisme
SPROG | Regiansk
PENGE | Runkler

En liberal kejserstat, der er bygget på købmandsskab og industri. Landets leder er kejseren, med en regering bestående af repræsentanter fra industrien og forretningsverdenen. Kurien er en meget religiøs stat og er tæt knyttet til Det hellige bjerg, hvor pagtismen har sit hellige højsæde. Den pagtistiske kirke driver skattefri livs- og skadesforsikring til statens borgere og udgør således det eneste sociale sikkerhedsnet. Hovedstaden Anrar er en metropol og valhels største by med femten millioner indbyggere, ud af en befolkning på halvtreds millioner. Kurien er et højteknologisk samfund med udviklet infrastruktur og handel med alle stater i Valhel, undtaget deres ideologiske fjende Rolgornia, som de har været i krig med. Gennem landet løber Den transvalleriske jernbane, Valhels ældste og mest profitable jernbane, fra Anrar over Hazarden og hele vejen til Asit Dur. Kurien har tilmed Valhels største handelsflåde af himmelskibe og var den første stat, der indførte fribyttergrænsen, som gav skattefrihed til handelsfolk uden fast ejendom. Kurien er en meget rig stat, men kun en lille del af befolkningen sidder på værdierne. Der er stor forskel på fattig og rig, men som gode pagtister er det et kultur grundlag at være sin egen lykkes smed. Alle byer har politi og retssale, kun efterretningstjenesten har en Politerre-afdeling. Kurien er medlem af DIO.

MAGUS NARRE
PRÆSIDENT ELINOR FALDORF-ZELTAN
GRUNDLAGT 931
FOLK | Vanahin
RELIGION | Ingen
SPROG | Nyvalari

Magus Narre er en meget speciel bystat, hvor befolkningen består af utallige folkeslag og kulturer, men som har det til fælles, at de er vanahiner, det vil sige magikere. Det er en yderst kapitalistisk og liberal stat, med en befolkning på syv millioner, men har kun en lille handel med omverdenen, først og fremmest på grund af uenigheden om magii. Det er ifølge kætterkonventionen forbudt at arbejde med magii af enhver art, hvorfor det også er forbudt at handle med Magus Narre. Alligevel driver en lang række udenlandske selskaber hemmelig forskning i staten, fordi loven tillader en del forsøg, der ikke kan udføres i andre stater. Magus Narre er ikke medlem af DIO, men fører en intens international lobbyisme, for at få omverdenen til at ændre synet på magikere og magii. Styreformen er republikansk og præsidentens vælges hvert femte år af borgerne. Bystatens store stolthed er det flyvende universitet Magus Terra, hvor Magus Maximus leder uddannelsen af byens magikere. Alle borgere i Magus Narre kan magii, men langt fra dem alle bliver magikere af uddannelse. Magikerne uddannes til en industriel opfattelse af magiien og lærer at bruge den til produktion og forskning. På den måde er Magus Narre blevet et skattekammer af viden og ekspertise, som et vigtig våben i kampen mod kætterkonventionen. Da vampyrer ikke kan drikke vanahinblod, blev det allerede tidligt i byens historie en almindelig praksis at leje kælderrum ud til vampyrer. Det giver ikke bare en ekstra indtægt, men forøger ligefrem ejendommens værdi, på samme måde som hjemsøgte huse står i høj kurs. Der findes love om hvornår uhyrer må gå på gaderne og ugebladene udgiver hver uge nye praktiske pamflet-formularer til hjemmet.

NANDEL
KONG RAGNAR IIGRUNDLAGT 117
FOLK | Nordlænding
RELIGION | Pagtisme
SPROG | Nordlandsk
PENGE | Runkler

Et koldt og stort land, med kun tre måneders sommer og heftige snestorme om vinteren. Det er et kongedømme, styret fra hovedstaden Zanger. Der er kun byer i Nandel, Zanger, Gorfalon, Illumbar, Suruli og Danuin, hvor en tredjedel af befolkningen på tyve millioner bor, resten bor i langhuse i lavningerne spredt ud over landet. Kongen sætter lov for hele landet, men hver lavning har sin egen høvding, der bestemmer lokalt. Forholdet mellem kongen og høvdingene er generelt godt, men ikke problemløse. Gennem hele landet løber verdens længste jernbane, Frostbanen, der bringer resurser fra Nandels store mineindustri til industrihavnen i det fjerne Hvide Nord, hvor det sendes videre til resten af Valhel. Nandel lever hovedsageligt af mineindustri samt pelshandel og ligger tit i handelsstrid med Triptagon og Rolgornia om disse. Der findes kun politi i byerne og den mest berømte militære enhed fra Nandel er Wolfhird [Folkebogen/Specialenheder/Wolfhird]. Nandel har en krigerisk kultur, hvor ære og blodsbånd har stor betydning. Det er en pagtistisk stat, men ånderne dyrkes i stor stil af særligt landbefolkningen, ledet af kvindelige åndemanere. Teknologisk er Nandel bagud, undtaget hvad minebrug angår. Hovedstaden har som eneste by indbygget gasforsyning til husene og elektricitet bruges kun i minedriften. Nandel er medlem af DIO.

NOXIUS
KONG RIKARD
GRUNDLAGT 203
FOLK | Noxmanner
RELIGION | Monopatisme
SPROG | Vana
PENGE | Vaimark

Valhels kulturelle stormagt, kongedømmernes forbillede og den monopatiske kirkes vugge. Et folk med en stolt kultur og det sprog, vana, der tales af flest mennesker i Valhel. Kongens hjem er det smukke Chatolia i hovedstaden Vaihjain, der er blot er Valhels næststørste havneby, men også kærlighedens og romantikkens by. Noxius er opdelt i enogtyve provinser, der hver vælger en, to eller tre repræsentanter til senatet, alt efter befolkningens størrelse. Senatet er underlagt kongen og driver statens administration. Kongen kan afsætte senatet og udskrive nyt valg når han vil. Noxius har en moderne hær, råder over en slagkraftig flåde og verdens største luftarmada. Det tusind år gamle rige er en landbrugs- og industristat, verdensberømt for sine vine, det hvide brød og epokegørende malere. Det er en stærk monopatisk stat og kirkens ord har afgørende betydning i politik, altid til fordel for befolkningen. Adelen er stærk i flere provinser og udgør ofte problemer for kongen og regeringen, men de er samtidig gode skattebetalere som staten nødigt vil undvære. Noxius er en stat på tres millioner indbyggere, der beskyttes og overvåges af Valhels mest moderne politiorganisation samt efterretningstjenesten Konspirata.

NUDUN
KALIF UZMAN ZAFÉT
GRUNDLAGT 1102
FOLK | Raminsk
RELIGION | Lovtro
SPROG | Rumakansk
PENGE | Halvmåner

En sammensat stat af mange stammer og familier, der har boet omkring Tåresøen og Ligara-mosen i mere end et årtusind. Staten ledes af overhovedet af den mægtigste familie, der sidder som Kalif i hovedstaden Valsmirin. Lokalt er staten familiestyret i zapulkaer, der ikke blot er navnet på en bygning, men også navnet for en familiestruktur, hvor familien lever sammen hele livet med zapulka-pappa som familiens overhoved. Statens grundlag hviler på den stærke Kalif-familie, men også på lovtroen, da den første sultan af Rumanoth, Ababed, også var den første Kalif af Valsmirin. Selvom der findes mange byer i Nudun er det en stat med en udpræget nomadisk befolkning. Det vil sige, den største del af befolkningen, zapat-familierne, lever som omrejsende, mens byerne bebos af raminere. Zapat-familierne rejser også i stor omfang til Valhels øvrige stater, hvor de kaldes sigøjnere. Politimyndigheden er overlagt til familiens zapulka-pappa, undtaget i de største byer, hvor kaliffens soldater fungerer som politi. Mere end halvdelen af det salt, der sælges i Valhel, går gennem Nuduns saltbørser, hvilket gør det til en meget rig stat. Rigdommen går dog mest til kaliffen og landets saltbaroner, mens den store befolkning lever i fattigdom. Befolkningen består af tyve millioner indbygger, der samtidig med lovtroen opretholder en stor og udbredt tradition for åndedyrkelse. Nudun har et tæt og historisk forhold til Rumanoth, der af samme årsag betragter Nudun som en lillebror, man har ansvaret for. Utmir er statens sydligste by, der ligger på grænsen til ørkenen, hvor verdens største kamelløb tiltrække tilskuere fra hele det sydlige Valhel. Nudun er ikke medlem af DIO og har kun internationale relationer til Asit Dur og Noxius.

NYNUMNUR
PRÆSIDENT MUTTER PALANT
GRUNDLAGT 1204
FOLK | Numianere
RELIGION | Multireligiøs
SPROG | Regiansk, Vana
PENGE | Runkler. Vaimark

Den nyeste stat i Valhel, dannet af nybyggere, der i perioden 1140 til 1204 slog sig ned i det ubeboede landskab. Det er mulighedernes land, med en befolkning på fyrre millioner indbyggere og hvor alle børn modtager mindst fem års undervisning i såkaldte folkeskoler. Nynumnur er en republik med valg til senatet hvert femte år og alle borgere over atten har stemmeret. Staten består mest af en regiansk-talende befolkning, med et stort mindretal af vana-talende indbyggere. Nynumnur er den eneste stat i Valhel med erklæret religions- og ytringsfrihed, en stat der søger at oplyse og uddanne sin befolkning. ”Dygtighed og flid”, står der på regeringsbygningen i Kamrom, for at minde forbipasserende om den enkeltes frihed og pligt til at være sin egen lykkes smed. Det er en stat med værnepligt, statsradiofoni og nationallotteri, hvor overskuddet gives til værdigt trængende. Nynumnur er en multikulturel stat, hvor personlig frihed tages alvorligt, hvilket også skaber en del problemer, da staten ofte bruges som tilflugtssted for kriminelle, terrorister og dæmoner. Statsøkonomien er baseret på landbrug, en enorm konserves-industri, en voksende saltudvinding samt en storstilet kopivare-produktion af kendte produkter. Nyanumnur er kendt som lykkens land, et sted hvor alle har en chance til at blive noget, hvis man arbejder hårdt nok. Poltiet består af to institutioner. Civilgardisterne opstod ud af borgeroprøret under nationalkrigen og fungerer i dag som bevæbnede gade- og landbetjente. Efterforskningspolitiet findes kun i det større byer. Nynumnur er medlem af DIO.

REGIA
FORMAND WILLIAM GÜLDEN
GRUNDLAGT 1179
FOLK | Regianere
RELIGION | Monopatisme
SPROG | Regiansk
PENGE | Vaimark

En idealistisk arbejderstat, med en befolkning på tyve millioner, der styres af statspartiet og administreret gennem de stærke arvejderlav. Hvert femte år vælger arbejderne hvilke af arbejderlavenes talsmænd, der skal sidde i statsforsamlingen i hovedstaden Kilser. Talsmændene udpeger statens formand. Regia er et resurse- og landsbrugsland, der trods forståelse og diplomatiske forbindelser til Rolgornia, til en hvis grad støtter tanken om et frit marked. Regia er en udpræget nationalstat og det er en grundlæggende regiansk selvforståelse, at kulturen har sine rødder i Stor Regia og gerne ser det store rige samlet igen. Regia har vigtige handelsforbindelser med Asit Dur og Wittgenval, men de ideologiske forskelle gør samarbejdet vanskeligt. Regia er teknologisk moderne i sin landbrugs produktion og råvarefremstilling, byerne har gasbelysning men landet står meget tilbage for byerne. Bønderne står næsten magtesløse over for arbejderstanden og arbejderlavene, der opstod i slutningen af Stor Regias tid. Infrastrukturen til privatbrug er mangelfuld, mens havnebyerne hører til de mest industritunge byer langs Havkarmens kyster. Forureningen, skrald og spildvand flyder fra de pulserende fabriksbyer, hvor bearbejdelsen af råvarerne foregår. Alle byer er beskyttet og overvåget af statspolitiet, Politerre er forbudt ved lov. Regia er en monopatisk stat og medlem af DIO.

ROLGORNIA
STORKAMMERAT VALDEMAR KAKKEL
GRUNDLAGT 1114
FOLK | Hirikkere
RELIGION | Monopatisme
SPROG | HIRIKKISK
PENGE | KAKLER

Et kontrolleret statsregime, bygget på det nye samfunds grundlægger, Frigg Kakkelvilles, ideologi om kammeratismen. Den enkelte borger betragtes som en vigtig resurser for staten, derfor er det statens opgave at uddanne og holde borgeren sund. Borgerne ejer staten og staten ejer alt, som et ofte brugt ordsprog lyder. Privat forretning er forbudt, kun forretninger under statsstyrelsen kan drives efter et planøkonomisk forbillede. Statens leder er storkammeraten, der med de delegerede styrer nationen fra hovedstaden Berengrad. Staten er opdelt i femhundrede og ét distrikter, hvor borgerne stemmer hvert tiende år på en delegeret, der sendes til hovedstaden som distriktets talsmand. Det er også hvert tiende år, de delegerede udpeger storkammeraten. Rolgornia har Valhels største landbrugsproduktion og er den mest folkerige nation med over firs millioner indbyggere. Den rolgornske industri er stor og baseret på billige udviklinger af moderne produkter, men staten driver også fire af Valhels største og mest moderne saltboreplatforme, tre af dem i Dysterdalene og en enkelt i svovlsøerne. Rolgornia har sin egen møntfod kaldet kakler, der kun kan bruges i Rolgornia. Det er forbudt at tage kakler ud af landet og de anerkendes ikke af Kapitalen som en brugbar valuta. Rolgornia er ikke medlem af DIO og har kun diplomatiske forbindelser til Triptagon og Regia. Politi findes i alle byer, dertil findes Borgertjenesten, der har til opgave at passe på borgerne, samt politerre til større forræderisager. Rolgornias militær hedder ROLFOLKE og er Valhels største konventionelle hær på en halv million soldater.

RUMANOTH
SULTAN OBOBAR ZULUMAN
GRUNDLAGT 420fR
FOLK | Rumakanere
RELIGION | Lovtro
SPROG | Rumakansk
PENGE | Halvmåner

Solens imperium, sydens paradis og Guds udvalgte land. I Rumanoth ejer Sultanen alt og borgerne får retten til at administrere større eller mindre dele af ejendommen gennem bat-systemet. Det er dygtighed og flid, der får borgene op gennem bat-systemet, men også familiebånd og rigdom. Den som står uden for bat er prisgivet uden rettigheder eller ejendom. Sultanen sidder i Det Gyldne palads i hovedstaden Khan, hvor også hovedsædet for de lovtroendes hellige by Al’Batkaen ligger. I årtusind har Sultanen været suverænen over Suboriens riger gennem lovtroen, men da Helliginden Ahava tog magten i Al’Batkaen i 1212 og en kvinde for første gang blev Lovbringer, vendte de fleste af Suboriens riger ryggen til Al’Batkaen og dermed mistede sultanen sin magt. Det har kostet Rumanoth, men har også givet staten helt nye muligheder i form af en tiltrængt modernisering og en voksende handel med Valhel. Det er en stat på halvfjers millioner indbyggere, der elsker sin kultur og gerne viser sin rigdom og magt frem. Borgerens stilling samt placering i bat-systemet giver ikke bare retten, men også pligten til at gå med optog, når man viser sig i embedets medfør. Optog kan indeholde danser, musikanter, heste, tamburister, elefanter og meget mere og kan føre til imponerende og larmende scener i byernes gader. Rumanoth er berømt for sine krydderier, rom, cognac, cigarer og det var her man opfandt propelflyet. Det er et populært turistmål for Valhels borgere, der lokkes af den eksotiske mad, de hvide strande og den farverige natur. Det Rumankanske politi hedder Sho’Ta og findes i alle byer i Rumanoth under ledes af den lokale Zamindar. Det er et udpræget landsbrugsland med en voksende industri. Rumanoth er ikke medlem af DIO, men har et tæt samarbejde på flere områder og arbejder hårdt for at komme med.

TRIPTAGON
AUTARK STANISLAV KOLESNIKOV
GRUNDLAGT 608
FOLK | Svarkiner
RELIGION | Azmunisme
SPROG | Gorisk
PENGE | Stekler

Et teokratisk statsregime, under den månetilbedende religion azmunismen. Statens øverste leder er Autarken, der sidder i hovedstaden Goragadh. Autarken er den højeste religiøse skikkelse og det er efter sigende den samme, der har siddet som Autark siden statens grundlæggelse i 608. Autarken viser sig kun sjældent og styrer landet gennem overseeren, der også er tankepolitiets øverste leder og skiftes ud med jævne mellemrum. Triptagons befolkning er opdelt i en religiøs og en borgerlig del. Den borgerlige del er beskæftiget i det private erhvervsliv, mens de religiøse styrer statens embeder, herunder universitetet Nekropolen. Triptagon er kendt for deres højteknologiske finmekanik og i særdeleshed den moderne medicinproduktion. Det er kun borgerne i byerne, der er statsborgere af Triptagon og de udgør en befolkning på femogtredive millioner. Landbefolkningen er en ældre urbefolkning, på omkring ti millioner, der dyrker markerne og får gratis hjælp af Triptagon til udviklingen af landbruget. Til gengæld er markerne velsignet af månen, så en del af madproduktionen automatisk flyder til byerne gennem store kornucopia-horn af messing. På den måde brødfødes Triptagons befolkning og behøver ikke selv at fremstille mad. Triptagon har ingen hær, men beskyttes af deres helgener kaldet Profaner. Byernes politifolk kaldes Pivok og bærer røde dragter med stål-kyras og hjelme. Dertil findes politerre, der fungerer som efterretningstjeneste både indenfor og uden for statens grænser. Triptagon er delvist medlem af DIO, men forbyder brugen af magii, selvom de ikke har underskrevet kætterkonventionen. Deres tætteste handelsmæssige relationer er til Rolgornia og Nandel.

WITTGENVAL
KONG AUGUST VON NOBEL
GRUNDLAGT 1179
FOLK | Noxmanner
RELIGION | Monopatisme
SPROG | Vana
PENGE | Vaimark

En håndværkerstat med traditionelle lavforsamlinger, der i mange år udgjorde den politiske opposition til den konservative gammel-adel. Men i 1213 brød staten sammen af pres fra troldehorder og adlen flygtede. Det efterlod Wittgenval forsvarløs, men fire unge mænd, kaldet Giobaldo-gruppen, samlede folket til kamp og fordrev fjenderne. I vinteren 1215 blev August Von Nobel kronet til konge og deremd blev Wittgenvel igen et kongedømme. Wittgenvel er et produktivt land med speciale inden for nicheproduktioner, specialværktøj og finmekanik som ure og teknisk udstyr. Ud over den udbredte håndværkerkultur med mindre værksteder og virksomheder, trives bondekulturen med en landbrugsproduktion, der udover at brødføde sin egen befolkning på fyrre millioner indbyggere, også kan mætte millionbyen Asit Dur. Størstedelen af befolkningen er beskæftiget i håndværkerfagene og føler sig knyttet til sin fortid, som en del af det Stor Regianske rige, som de gerne ser genoprettet. I byerne har Wittgenval valgte politimestre og et velorganiseret politi. På landet råder det gamle adelssystem med landsknægte, der opretholder lov og orden. Wittgenval er en monopatisk stat og medlem af DIO.
Rettet af: NIcklas Lydeking
Opdateret: 2017-12-07 16:22:30

Frihavne er havne, der fungerer som sikkert sted for pirater at lægge til, reparere deres skibe, skaffe nye forsyninger, rekruttere, sælge deres plyndringer samt undgå tilfangetagelse. Frihavnene overlever på, at de enten har et stærkt forsvar, er under en stærk magts beskyttelse eller ligger tilstrækkeligt langt borte fra statskontrollerede farvande. Sådanne havne skaber gundstige betingelser for pirater, der bruger dem som fristed. Mange frihavne er oprindeligt oprettet af stater, der i hemmelighed betalte kapere til at forstyrre den oversøiske handel af de rivaliserende stater. Særligt tre frihavne skal i den forbindelse nævnes, da de alle tre opfattes som pirathovedsteder: Port Perill i det nordlige Inderhav, Djebel i Safirhavet og Tabu i Havkarmen. Frihave er de eneste steder man kan sælge kaprede skibe. Kaprede skibes værdi svarer til UDGIFT. Fælles for alle frihavne er, at al UDSTYR koster halv pris ved køb.

PORT PERILL
NIKOLAI PERILL
GRUNDLAGT 1118
KULTUR | Hirikker
RELIGION | Monopatisme
SPROG | Hirikkisk
PENGE | Alle

Det var historiens mest berygtede pirat Perill, der grundlagde Port Perill i 1118 og det blev hurtigt centrum for skibsfartshandlen i det nordlige Inderhav samt den senere Arbugt. Amuil er en stor og stomrfuld ø, hvor jordskælv, brande og orkaner ofter hærger. Selve byen Port Perill ligger på øens vestvendte pynt, godt beskyttet mod uvejret af palisadeklipperne, hvorfor kun denne del bebos af mennesker. Siden sin grundlæggelse har byen været sikker havn for pirater. Dens nærhed til handelsruterne tillader dem let adgang til bytte, og det blev kun forbedret, da syndfloden rejste havet over sine kyster og dannede Arbugten. Havnen i Port Perill er stor og dyb til selv de største skibe, som Sejlfar og lignende. Havnen tilbyder reparation, proviantering, ekvipering og handel, hvorfor den også er godt beskyttet mod fjender, hvilket hovedsageligt vil sige den hirikkiske stat. Da den hirikkiske konge første gang forsøgte at erobre Port Perill i 1126, blev de mødt af 112 piratskibe og Port Perills femhundrede dundrende kanoner. På den måde kunne piraterne forsvare øen og kongen måtte vende sin flåde.
Allerede til at begynde med fik byen et råt og barskt ry, hvor de fleste beboere var pirater eller prostituerede. Da antipirat-kadet Alexa von Silberstein Ottesen under en hemmelig mission besøgte byen, beskrev hun den til sine overordnede, hvoraf et afsnit lyder: "Mændene drænede deres rigdom med vin og kvinder i en sådan grad, at de fleste endte på gaden og atter måtte tage hyre på piratskibene den næste dag. De kunne uden tanke bruge to til tretusinde rigsdaler på en enkelt nat; jeg så en mand betale femhundrede rigsdaler til en kvinde, alene for at se hende nøgen. Det er almindelig morskab at placere vintønder på gaden og tvinge alle forbipasserende at drikke, eller gå fra hus til hus og trække de sovende ud af sengene. Kroerne er altid propfulde, kamp og skud er almindelig underholdning, også ude på gaderne. Så meget alkohol drikker de, at selv de vilde dyr på øen får skørlevned". Port Perill har nydt godt af den livlige, glamourøse skændsel og voksede fra en lille pirathavn til rumakanernes vigtigste handelspartner i det nordlige Inderhav, hvor de sælger deres varer uden staternes høje skatter og afgifter. Der er omkring 6500 fastboende i Port Perill, der næsten huser en kro for hvert tiende af dem. Ud over prostituerede og sørøvere, er der fire guldsmede, fireogfyrre værtshus-indehavere, der tilsammen ejer byens 600 værthuse, samt en række håndværkere og handlende. Port Perill er omgivet af en kraftig og solid stenmur, kun med udgang til havet. Den består af totusinde bygninger stuvet sammen på tredive hektar klippeland. Mere end femhundrede skibe besøger Port Perill om året og dens rigdom er enorm.


ESTOVAL
EMIRAT
GRUNDLAGT 107
KULTUR | Rumakanere
RELIGION | Lovtro
SPROG | Rumakansk
PENGE | Halvmåner

Øen Astoval ligger i Safirhavet, men er ikke en del af det Rumakanske rige, som de øvrige øer. Øen er stor, men grundet den vilde nartur og klippegrund er der kun syv byer, der styres af syv Emirere. Oprindeligt blev øen beboet af undslupne kriminelle og slaver fra fastlandet, der søgte frihed blandt ligesindede. På den måde blev Astoval hurtigt en torn i øjet på magthaverne, allerede før Silmar samlede Rumanoth og udpegede Ababed til Sultan. I 612 brød en grusom borgerkrig ud på øen, slaverne mod forbryderne, en kold og blodig strid som sultanen søgte at udnytte. Mens tusinder døde i borgerkrigens rædsler, sendte sultanen sin flåde til øen og tog byen Astovals borgere på sengen. Budskabet om sultanens erobring af byen Astoval løb som en ild gennem byerne og fik de stridende parter til at samle deres kræfter mod sultanens hær. Det blev et frygtelig slag ved Astoval, alle sultanens mænd blev slagtet og flåden tog de som krigsbytte. De gamle ledere af Astoval var faldet i slaget og syv helte blev hyldet som øens beskyttere og de tog hver en af øens syv byer til ejendom. Tre af dem satte sig på de tre mineraler øen er rig på, svovl, salte samt olie og de fire sidste delte sultanens flåde mellem sig. Det var på den tid pirateriet begyndte på Astoval. Ikke nok med, at emirerne drev pirateri, det blev også et sted hvor andre pirater kunne komme til, når de var på flugt. På den måde blev Astoval sydens værste piratrede og freden mellem de syv emirer varede ikke længe. Alle de store søfartsnationer fik snart interesse i øen og dens interne strid. De havde brug for havne, hvor deres kapere og sørøvere kunne lægge til og derfor begyndte Noxius som den første, at betale til Astoval by mod fri adgang for deres kapere. Snart fulgte Rumanoth og købte sig alliance med byen Tataga og Algundur med byen Midas. På den måde holdes den lokale krig i gang, hver emir støttet af deres statsmagt og pirateriet fortsætter til rumanoth og sultanens store vrede.
Det er et farligt sted, hvor byerne konstant ligger i krig, men kun på fastlandet. På havet hersker en aftale om fred, for ikke at forstyrre emirernes indkomst. Nok er der prædikanter (Almullah), men det er et gudsforladt sted, hvor krig, druk og hor hører til dagens orden.


TABU
BARON GUSTAV WIVENSOK
GRUNDLAGT 1201
KULTUR | Regiansk
RELIGION | Pagtisme
SPROG | Regiansk
PENGE | Runkler

Øen Tabu ligger i den østlige del af Havkarmen og opstod med syndfloden, da havet fik Karm til at løber over sine bredder. Omtrendt tohundrede overlevende bønder fra syndflodens ødelæggelser fandt deres hjem på Tabu, men den stride havgus og det høje indhold af salt i luften, gjorde det umuligt at drive landbrug på øen de første mange år. Fisk var der heller ikke meget af, så befolkningen begyndte at røve forbipasserende skibe. Erobringen af de første skibe gav dem mulighed for at komme længere ud på Havkarmen, hvor de plagede skibsfarten med pirateri i mange år. I 1155 var pirateriet så omfattende, at Ast Dur sendte sin flåde, erobrede Tabu og dræbte de værste pirater. Herefter brugte Asit Dur Tabu som frihavn for kaperskibe, der i hemmelighed blev betalt for at udføre piratieri mod alle andre skibe end dem fra Asit Dur. Ti år senere resulterede det i, at den kun fem år gamle stat, Nyanumnur, sendte sin flåde til Tabu og jog Asit Durs uformelle flåde på flugt. Det varede ikke længe, før de øvrige stater omkring Havkarmen fik interesse i øen, og i årene 1168 til 1190 skiftedes Asit Dur, Nynumnur, Regia og Wittgenval til at erobre øen og drive pirateri fra den. Men i 1190 belsuttede Baron Wivensok at tage øen med sin flåde, der også på den tid hørte til de største i Havkarmen, hvor han byggede at slot til sig selv og sin familie. Havnen blev udbygget og to store skibsværfter blev opført, så han kunne videreføre det indbringende pirateri. Wivensoks sørøvere kalder sig 'Kystens brødre' og de driver kun sørøveri mod skibe, der ikke betaler tabutold, som den kaldes. Men Tabu er også frihavn for andre af Havkarmens piratskibe og smuglerbåde, der nyder godt af Wiveksoks beskyttelse. Med tiden er Tabu blevet et mekka for pirater og smuglere, flere gange har flåder fra Havkarmens stater forsøgt at indtage øen, men uden held. Siden 1207, hvor Wittgenval mistede fem galleoner, har der ikke været flere erobringsforsøg.
Tabu er et barskt og farligt sted, men knapt så lovløst som Port Perill. Her er en vis form for lov og et militær til at opretholde den. Baron Wivensok er øens ubestidte konge og den største pirat i Havkarmen, skønt han aldrig selv har været i kamp. I desperation over Wivendoks urørlighed, har alle stater, undtaget Regia, indgået aftalen om tabutold, der ved betaling forhindrer skibene i at blive røvet.
Rettet af: Jacob Jarlskov
Opdateret: 2017-09-21 13:50:11

Inderhavet strækker sig femtusind kilometer langs Valhels kyst, fra Ishavet i nord til Sydhavet i syd og breder sig helt ud til Yderhavet, femtenhundrede kilometer fra kysten. Normalt inddeles Inderhavet i Hammerbugten, Nordhavet, Arbugten, Øhavet, Havkarmen og Safirhavet, herunder de fleste floder, med udløb hertil. Middeldybden er 1500 m; den største dybde på 7000 meter findes i Zahar Bul Graven, i Havkarmenen. Den næstdybeste er Den Edariske Afgrund på 6800 meters dybde sekshundrede kilometer øst for Arbugten.
Inderhavets søfartsruter har til alle tider været afgørende for samfærdslen mellem de største kulturer og imperier, og der er slående kulturelle fællestræk mellem de folk der lever langs kysten. Livet med Inderhavet er et barsk og hårdt liv, men det kan være yderst udbytterigt, hvis heldet og evnerne er til stede. Vejret er let omskiftelig, svært forudsigeligt og fra Yderhavet kommer hærgende storme ind over flåder, skibe, fiskelejre og havnebyer.


INDERHAVETS OPRINDELSE
Da kontinentet rejste sig fra havet, trak det mange urgamle magter med op fra dybet. Ufattelige gigantiske uhyrer herskede i det stormomsuste urhav og gennem årtusinders kampe delte de urhavet mellem sig. De største uhyrer erobrede sig det åbne hav, mens andre fandt mindre riger tæt ved det nye kontinent. Af disse uhyrer kendes kun få og blandt dem er fader Edarin og moder Hydra. Sammen kæmpede de sig til en plads ved kysten, det sted vi i dag kender som Nordhavet, der strækker sig fra Arbugtens sydlige munding til ishavet ud fra Hvidenord. Her boltrede de sig i skummende bølger og fødte hundredetusind børn; piskierne, der byggede hæslige undersøiske byer til dem selv og deres guder.

Mange årtusinder senere fandt vanahai en ritzopalmine i et bjerg på Antikkien, et kontinent, der først blev kendt af mennesket i år 1000. Vanahai havde god brug for ritzopaler og byggede dybe miner, men snart vækkede de bjergets urgamle dæmon og det udviklede sig til en blodig kamp. Rædslerne stod på i ni måneder, før det lykkedes vanahai at jage dæmonen ud i havet. Dæmonens navn var Alos, en grusom gammel entitet og da den havde besejret de lokale havdæmoner fulgte den de kolde strømme, for at nå et koldere hav mod nord. På sin rejse udviklede den lange fangarme og blev gigantisk stor. Mange kampe gjorde den stærk og mægtig og på den måde lagde den alle domænerne langs Valhels kyst under sig, for til sidst at drage mod Nordhavet for at besejre fader Edarin og moder Hydra.

Da Alos kom til Nordhavet, havde fader Edarin allerede hørt om hans komme og var taget ud for at møde ham med sine utallige piskihorder. Sammenstødet blev så voldsomt, at bølgerne rejste sig til hundrede meters højde og slaget varede i årevis. Hjemme fødte moder Hydra piskier til havfronten, men de blev knust under Alos umådelige styrke og magt. Det var under denne kamp, Edarin ramte kysten med sin hammer, så fastlandet flækkede og dannede Hammerbugten. Men selvom Edarin var mægtig, måtte han efter års kamp knæle og overgive sig i underkastelse. Alos skar sig selv et dybt sår ved hjertet og satte Edarin ind i såret, før han lukkede det igen. Med Edarin i sig var Alos blevet til Alos Edarin og tifold mægtigere end før. Straks drog han til moder Hydra og åd hende under piskiernes hylen.

Med erobringen af Nordhavet var Alos blevet Inderhavets ubestridte dæmonherre og herskede med grusom grådighed, til han endelig faldt i søvn, træt efter årtusinders kamp og hærgen. I hans skygge levede piskierne videre i deres rædselsbyer, men uden moder Hydra kunne de ikke mangfoldiggøre sig. Derfor lod Alos små æg vokse ud på en af sine tentakler og befalede piskierne at plage menneskene langs kysterne, angribe dem og plante æggene i dem. Med piskiæg i sig bliver menneskene langsomt selv forvandlet til piskier; først skrumper ørerne, øjnene begynder at bule ud og blive stirrende, håret falder af og på halsen opstår folder, der senere bliver til gæller. Tilsidst søger den inficerede ned i havet hvor den lever som piski i ​​deres undersøiske rædselsbyer.

Alos er stadig inderhavets dæmon, men da den sover har det givet mindre havdæmoner plads til at agere på hans vegne. Særligt Klintekongen, der er dæmonherre over alle Inderhavets Klinter, fører sig gerne frem som havgud og tilbedes i mange fiskebyer, både blandt mennesker og jætter.

POSEGILDET
I 600-årene var handlen langs inderhavet eksploderet og der opstod Posegildet, et vidtstrækkende forbund af havnebyer, hvis eksistens var afhængig af søhandlen. Posegildet bestod af tre grupper; de toradiske stæder med Kalamar og dens naboer i centrum, de noxianske øhavsstæder og safirhavets øer. Det var Kalamar og de toradiske stæder der stod stærkest i forbundet og selv om købstæderne gerne arbejdede sammen om at opnå de bedst mulige handelsrettigheder, så havde de tre grupper ikke helt sammenfaldende interesser. Byerne i Safirhavet var engagerede i den store handel mellem Suborien og Valhel og ville beholde mest muligt af den for sig selv, medens Kalamar ønskede mest muligt af trafikken fra nord- til syd Valhel. I 680'erne gjorde Posegildet et fremstød for at komme til at dominere Algundurs udenrigshandel, der tilføjede korn i handlen mod opkøb af den lufttørrede kliptorsk. Hammergård blev et stort tilflugtssted for noxmanniske handelsfolk beskæftiget med denne handel, men måtte aflyse denne praksis efter års pres.

Kalamars førerstilling i købstadsforbundet var uformel, men solid. Egentlig var det blot Kalamar, der indkaldte de store handelsforsamlinger, til forhandlinger mellem alle forbundets medlemmer. Kalamar var „Søhandelsstadernes hoved”, og den der havde de mest omfattende privilegier. Dens ret til at indkalde handelsforsamling blev aldrig anfægtet, selv om den ikke var formaliseret, og selv om enkelte stæder i givne situationer så deres fordel i at sidde indkaldelser overhørig.

Posegildet var altid et løst politisk forbund, selv om dets magtmidler i perioder overgik mange egentlige staters. Når Posegildet optrådte i fællesskab var det i almindelighed for at forberede forhandlinger med fyrster eller andre om handelsrettigheder, privilegier, eller det var i forsøg på at beskytte handelsfolkene bedre og eventuelt opnå erstatning for tabte varer eller ødelagte muligheder. Alt sammen noget der let førte byerne ind i aktuelle politiske modsætningsforhold mellem herrer og fyrster i de områder hvor de drev handel. Købstædernes rådmænd i Handelsforsamlingen blev snart små statsmænd, der lærte at manøvrere under disse vilkår, til egen fordel, men også med en stadigt mere grundfæstet tradition for kyndig og smidig international mægling.

Posegildet findes den dag i dag, men har ikke samme magt som før i tiden. De stærke stater har efterhånden fået den økonomiske magt tilbage og kan lettere modstå intersseorganisationernes pres. Det er derfor blevet almindeligt, at de enkelte selskaber sender deres egne forhandlere til at tale med magtens folk og påvirke dem direkte. Den stærkste part i Posegildet findes i dag i Tronmark, der på to år er blevet en stærk og magtfuld magt på søhandel.

SLAGET VED KALAMAR BUGT
Slaget vad Kalamar Bugt fandt sted i 677 som del af Handelskrigen, hvor Algundur lå i krig med Noxius. Søslaget var kulminationen af flere søslag mellem hirikkere og noxmannere i perioden 676-677, hvor følgende slag bør nævnes: Erobringen af Toraderne (676), Slaget ved Amuil (676), Slaget ved Invë Kalivente (676) og Slaget om Brisk (677).

Slaget ved Kalamar Bugt blev udkæmpet mellem Kalamarpynt og djælverevet, altså ikke i selve bugten og resulterede i en afgørende algunduriansk sejr. Noxmannerne mistede i alt otte orlogsskibe og et antal mindre skibe. Syv af skibene kunne indlemmes i den algundurianske flåde. Det noxmanniske tabstal anslås til ca. 3000 døde, sårede eller tilfangetagne, mens hirikkerne havde tabstal på 500 døde og 775 sårede. Dette resultat ødelagde de noxmanniske planer om at få søherredømmet i Nordhavets farvande og betød, at der fortsat var forbindelse til den hirikkiske flåde ved Toraderne.

Den hirikkiske flåde bestod dengang af i alt 27 orlogsskibe, 5 fregatter, 2 jagter og 2 brandere med en besætning på omkring 6.700 mænd. Dette var mod noxmannernes 30 orlogsskibe, 17 mindre skibe og en samlet besætning på cirka 8.600. Der er flere forskellige måder at vurdere styrkeforholdet på. Noxmannerne var overlegne i antal men hirikkerne havde problemer med for lidt mandskab. Den hirikkiske flåde var dog væsentligt bedre trænet og havde en langt bedre leder i Holger Jernskjold, mens noxmannernes øverste admiral Enri De Corne var feltmarskal, før han blev sat i spidsen for den noxmanniske flåde.

Det var uro på fastlandet og blokader ved Asit Dur, som førte til det, vi kender som Handelskrigen, der varede fra 675-79. Algundur kom i forbund med Toraderne og Invë Kalivente, mens rumakanerne var i forbund med noxmannerne. I den hirikkiske flåde var den berømte generaladmiral Korte Adler død i 675 og stillingen var derfor ledig. Det blev besluttet at hente den Toradiske admiral Kornelius Trop til Algundur for at besætte stillingen. Dette var ikke udelukkende et valg ud fra kvalifikationer, men også for at forstærke forholdet til Toraderne, som var en stærk sømagt. Det oplagte hirikkiske svar på stillingen ville nok have været Holger Jernskjold, der på dette tidspunkt var admiral på Kalamar Holm. Men inden Kornelius ankom til Algundur, var Holger allerede stået til søs med en en lille flåde af skibe, der en måned senere erobrede Tronmark. Ved slaget ved Amuil (nuværende Port Perill) i 676 mistede noxmannerne skibene 'Grande Couronne', 'Épée' og 'Du Pomme'. Yderligere to fregatter og tre mindre skibe blev erobret af hirikkerne. Dette holdt noxmannerne væk fra Nordhavet resten af året og den følgende vinter blev Kornelius sendt til Toraderne for at hverve matroser og fremskynde den toradiske hjælpeflådes afsendelse. Den toradiske flåde nåede ikke at deltage i slaget ved Kalamar Bugt. En måned før slaget i 677 slog hirikkerne igen noxmannerne i slaget om Brisk, hvor noxmannerne mistede 'Palmar Castel' og fire andre orlogsskibe; fire fregatter og to jagter blev erobret.

SLAGET OM ZAFIRHAVET
Da den noxmanniske og den rumakanske flåde mødtes lidt nordøst for Safirhavet i 965, forestod det blodigste søslag, der er udkæmpet mellem de to lande. Den noxmanniske flåde under kommando af nyudnævnte admiral Viktor Hviid var lettet fra Palankar og kom nordfra for nordvestlig vind, den rumakanske flåde under admiral Heile Bazhar stod ud fra Khan med vinden for bagbord halse. Viktor Hviid var ombord sit flagskib 'Jægermesteren' med 84 kanoner og 1000 mand, men fulgtes kun af 6 noxmanniske skibe til denne manøvre. Han gik selv direkte i kamp med Heile Bazhars flagskib 'Sydstjernen' med 120 kanoner, og dette uanset rumakanerne også havde et overtal på 13 skibe.

I begyndelsen af slaget i 965 blev det rumakanske skib 'Scepteret' skudt i sænk, 'Sejr' blev oversejlet og sank mens 'Halvmånen' blev skudt i brand. Det noxmanniske skib 'Havpatakken' under kommando af admiral Du Gare havde også fået en hård medfart og helt galt gik det da 'Havpatakken' søgte læ under 'Jægermesteren', som i tykningen af krudtrøg og brand troede det var en rumakaner og gav ham hele bredsiden på få meters afstand. 'Havpatakken' sank hurtigt, med den døende eller dræbte Du Gare om bord. Begge hans ben var blevet overskudte. Næstkommanderende, som nu var chef på 'Havpatakken', fik folkene i bådene, roede ufortrødent over og entrede det nærmeste rumakanske skib 'Havkamelen', som de overtog efter en morderisk nærkamp.

Det brændende rumakanske skib 'Halvmånen' drev nu mod klyngen af kæmpende noxmanniske skibe og tvang dem derved til at forlade 'Jægermesteren', som stadig var i hidsig kamp med 'Sydstjernen' og flere andre mindre rumakanske skibe. Det noxmanniske skib 'Havjomfruen' kom også i brand og måtte holde af for at slukke ilden.

Fra da af vendte lykken sig bort fra Viktor Hviid. Han signalerede adskillige gange til de øvrige noxmanniske skibe om at komme til undsætning, men grundet personlig modvilje og måske fejhed undlod flere af skibskommandørerne at komme deres nye admiral til hjælp og svigtede derved både deres ære og pligt.

Viktor Hviid kæmpede heltmodigt videre trods overmagten og at han selv var blevet såret, men måtte stryge flaget ved mørkets frembrud, da der kun var 100 kampdygtige mænd tilbage af de oprindelige 1000. Han blev taget til fange og om bord på 'Jægermesteren' ført til Khan hvor han sammen med de andre overlevende under stor ydmygelse blev ført i triumftog gennem gaderne til ære for Sultan Sadif Turkseven.

Sultanen tiltalte Viktor Hviid groft og hånligt, sandsynligvis fordi Hviid trods alt havde tilføjet den rumakanske flåde store skader. Hviid svarede frimodigt: "Jeg har slået for konge og fædreland til det yderste, men lykken er ustadig; i går lå hun for min dør, i dag for min fjendes". I raseri greb Sultan Sadif Turkseven sin sabel for at støde den i Viktor Hviid, men det lykkedes Heile Bazhar at holde sin sultan tilbage med ordene, at 'Viktor Hviid snarere fortjente ros end dadel'. Viktor Hviid kom aldrig tilbage til Noxius, han døde senere af pest under sit fangenskab i Khan. Slaget betegnes som den største rumankanske søsejr, men med enorme tab på begge sider, i alt omkring 56.000 mand.

SØMAGTERNE
Inderhavets sømagter, det vil sige de stater og kystbyer, der har særlig interesse i søhandlen, kan inddeles i fire grupperinger. Det Kalamariske Gilde indbefatter Algundur, Rolgornia, Hyaderne, kongeøerne og Toraderne. Østatsforsamlingen består af Ny Brogorod, Obaranto, Briskmark og Tronmark, der anses som den stærkeste søhandelsby. Øhavsforbundet udgøres af Noxius og øerne Merlion, Kalidasa, Noell, Nox, Yvet, Agrikan, Pons, Theon, Harmen og Rodin. Den sidste sømagt er Det Zafiriske Handelsimperie bestående af Rumanoth, Biskajaerne, Izmal, Agagina, Estoval, Djebel og Mirmir. Syd for Inderhavet ligger Sydhavet og Suboriens kyster, hvor lokale emirater, kaliffer og kolonimagternes guvenører skiftes til at sidde på magten.

Når der tales om sømagterne, skal de ikke forstås som egentlige forbund, som eksempelvis Posegildet. De byer sømagterne består af sættes i forbindelse med hinanden på grund af beliggenhed og i sær fordi de har grundlæggende fællesinteresser i søhandlen. Internt kan havnebyerne være meget fjendtligt indstillet overfor hinanden og ligge i handelsstrid, endda i krig.

DET KALAMARISKE GILDE


Algundur og nordvalhels ubetvivlsomt største sømagt og den trediestørste i hele Valhel. Teknisk set er Algundur førende indenfor skibsbygning og har den mest moderne flåde. Ud over flåden opretholder Algundur ligeledes flådeenheden Antipiraterne, hvis eneste opgave er at beskytte skibstrafikken i nordhavet mod pirater.

Rolgornia har en lille men meget moderne krigsflåde, der mest er til brug som beskyttelse mod pirater. Der er ingen privat handelsflåde og Rolgornias handel med omverdenen er begrænset. Den største eksport med handelskibe er de store kuffertskibe med korn fra Rolgornias gyldne marker.

Hyaderne, de nordligste øer, er en del af Gomoterne og opfatter sig som selvstændige kongedømmer. Algundur har til alle tider krævet herredømmet over Gomoterne, men efter Kongstadsaftalen i 712, har de indstillet enhver form for militær aktion. Aftalen betød, at Gomoternes konger skulle betale Algundur for beskyttelse mod røvere, pirater og eventuelle fjender. Algundur skulle til gengæld sikre handlen og kongerigernes ydre grænser.

Kongeøerne ligger lidt ude for Algundurs hovedstad Kalamar og er landets mest indflydelsesrige handelsmagt. Firs procent af handelsskibene fra syd lægger til i havne på disse øer, hvor handelsfolk bringer varer til fastlandet i store pramme. I Posegildets storhedstid var det handelsfolkene på Kongeøerne, der sad på magten og selvom de ikke har samme indflydelse i dag, er deres købmandsskab berygtet langs hele Inderhavets kyster.

Toraderne er Nordhavets ældste sømagt og havde sin storhedstid længe før Algundur blev grundlagt. I dag er øerne nærmest primitive, selvom søhandlen florerer. Men den styres af rige handelsfolk og småfyrster, der mere bruger pengene på sig selv end på deres befolkninger. De har stort set ingen flåde og lever udelukkende under beskyttelse af Algundur. Måske er det årsagen til, at særligt unge mænd fra Toraderne søger livet som pirat. Valhels største og værste pirat Kaptajn Perill kom fra Toraderne.

ØSTATSFORSAMLINGEN


Da Syndfloden i 1119 oversvømmede Valhels kyster og dannede Arbugten, optod der en række nye statsløse øer. Særligt Triptagon og Kurien, der ikke havde naturlig adgang til Inderhavet, var hurtige til at indtage dem med militære enheder og fik på den måde adgang til den lukrative søhandel. På nogle af øerne havde byer og befolkninger overlevet Syndfloden og dannede nye samfund i forhold til deres nye situation som østat. Nogle med mere held en andre.

Ny Brogorod er en stor ø med fabrikker og havne langs kysten og landbrug på landet. Det er en militært magtfuld ø, med stærke forsvarsværker og langtrækkende kanoner. Deres flåde er lille men højteknologisk og bruges kun til forsvar af egne forvande omkring øen. Omkring tredive procent af Triptagons eksport udsendes fra havne i Ny Brogorod.

Obaranto blev erobret af Kuriens luftflåde og man byggede det enorme fæstningsværk Klintfort og de to store fyrtårne 'Urd' og 'Vind', der den dag i dag er afgørende for en sikker sejlads i den del af Arbugten. Obaranto gennemgik en lokal Kurisk skandale, da Krigsminister Adolf Heismeier forfaldt til korruption og på ulovlig vis skaffede sig store rigdomme fra en privat fond. Pengene brugte han til at købe Obaranto, der var blevet sat til salg af regeringen, alene under pres fra Krigsministeren. Det viste sig, at Heismeier brugte øen til at samarbejde med pirater. Da man endelig ville gøre noget ved ham, viste det sig, at øen var overtaget af piskier. Det tog Kurien tre måneder at rense øen og atter tage den i besiddelse.

Briskmark var meget tilbagestående, efter Syndfloden havde lagt sig. De levede stadig i langhuse og sejlede i langbåde og deres største eksport var konkylier og bensmykker. Kulturen forsøgte at overlever på sine gamle idealer og blev glemt af omverdenen. Men i 1212 skete en frygtelig ulykke, da noget eksploderede midt på øen og dræbte omkring tres procent af befolkningen. Da var det handelsfolk fra Tronmark kom til og byggede de store handelshuse og lagerbygninger. Lokalbefolkningen fik arbejde og forbedrede deres livskvalitet med den nye verden. Det var handelskvinden Iris Vilder, der byggede det første handelshus. Hun var født og opvokset i Hvide Nord, men flyttede til Tronmark og etablerede sin forretning her, indtil hun blev presset ud af det stærke handelslav. Flere handlende fulgte hende og udgjorde snart et grundlag for oprettelsen af kongedømmet Briskmark.

Tronmarkeksisterede også før syndfloden og overlevede fordi det lå højt på en stor bakkeryg. I tiden efter Syndfloden lå det længe stille, indtil lokale kræfter byggede en stor havn i Tingborg og dermed rejste hovedstaden til en sprudlende handelsby. Riget er særligt kendt for to ting; det var det første og eneste rige i Valhel, der indførte et Samvælde, hvor alle borgere skulle deltage i valget af deres leder; førsteministeren. Men mest berømt eller nærmere berygtet er det faktum, at Doktor Robert Ley, faderen til bioalkymien og karmun, kom fra Tronmark og byggede sit berygtede fabriksanlæg 'Matrisen' her. Efter Doktor Leys død skete en fejl på fabrikken og den nedsmeltede. Følgerne var katastrofale, da hele øen blev hærget at unævnelige monstre fra den berygtede karnumfabrik. Bønderne flygtede til hovedstaden og snart lå Tronmarks tvillingeøer under for karnumhorderne og ødelagt af bestrålingen fra Matrisen. Kun Hovedstaden Tingborg kunne holde stand og den dag i dag er det øens eneste bebolige område. Men til trods for karnumproblemet, voksede handlen i Tingborg og gjorde byen til den mest indflydelsesrige handelsmagt i Posegildet.

ØHAVFORBUNDET
Noxius kom først sent ind i søhandlen og er selv den dag i dag på trediepladsen hvad handel i Inderhavet angår. Til gengæld havde Noxius frem til 1190 den ubestrideligt største militære flåde. Fra omkring 1200 skiftede Noxius kurs og satsede på luftflåden og opbyggede Valhels største. Pallankar er Noxius største havneby og fungerede i en længere periode som hovedstad (1160-1213). Alle øerne i Øhavforbundet ligger under noxmannisk herredømme.

Merlion er en lille fyrtårnsø, der mest fungerer som lager for smulgervarer og anden ulovlig søhandel. Fyrtårnet er dog afgørende for sikker sejlads ind i øhavet fra nordlig retning.

Kalidasa er en rig søby, der ejes af adelsmanden Marriot Du Kalidasa. Du Kalisada familien har i mange generationer drevet god og grundig handel og har til alle tider forstået balancen mellem handelsparter, uagtet om det var fra staten, private handelsfolk eller pirater.

Noell ejes af Castell Noell familien og drives i vid udstrækning som en ultraliberal bystat. Derfor driver en storstilet narko- og våbenhandel gennem øen, hvilket har gjort familien umådeligt velhavende i mange generationer.

Nox er ikke bare den historisk mest bestydningsfulde ø men også øhavets største hvad størrelse angår. Det var her Palurion Nox voksede op, den Palurion, som senere drog med hæren til fastlandet, indtog by efter by og tilsidst grundlagde det mægtige kongerige Noxius. I dag drives øen af en guvenør, udsendt af Noxius konge og er øhavforbundets mest indflydelserige magt, skarpt forfulgt af Pallankar.

Yvet er en mindre klippeø med en enkelt havneby og en befolkning, der udelukkende lever af deres eksklusive klippegedeost. Fra årene 307 til 1181 lå der er særligt kongeligt fængsel, særligt til adelige og farlige politiske fanger.

Agrikan er en gammel fæstningsø, der blev anlagt gennem flere omgange af den noxmanniske flåde. Øen ledes af en kongelig guvenør og driver en omfattende handel med vin og druer. På øens sydlige pynt findes Værnmuren og den store Værnehavn, hvor kun den noxmanniske flåde lægger til.

Pons er en lille ø med græsrige bakker og overflod af de berømte røde får, der producerer et særligt rødt silkeagtigt uldstof; saike. Øen lever udelukkende af saikeproduktionen og har to havnebyer. Den ene er styret af befolkningen, der ledes under et ældsteråd, den anden by er en smuglerby, der betaler for at ligge på øen og ellers holder sig for sig selv.

Theon kaldes også fængselsøen, fordi den i mere end trehundrede år har huset et af noxius største fængsler. Mere end halvdelen af befolkningen er beskæftiget ved fængslet, de resterende er plukkere eller husejere, der lever af krydderier, sukker og rom.

Harmen er en meget speciel ø, med to havnebyer, hvoraf fremmede skibe kun må lægge til i den ene. Det er forbudt enhver at forlade byen end sige gå rundt på øen. Byen er så tilgengæld festlig og frem for alt billig, så den lokker mangen en sømand på orlov til sig. Hvad der foregår i den anden havneby ved ingen, men det er almindelig kendt, at øens ejer er den sidste efterkommer af Harmen familien, der i sin tid blev præsenteret af mægtige magikere.

Rodin kaldes den forbudte ø og det siges, der bor en havheks, der styrer alle øens beboere. Der findes en lille havn, men den er gammel og utilgængelig for almindelige skibe. Der drives ingen handel fra øen og har tilsyneladende heller ikke noget at sælge.

DET ZAFIRISKE HANDELSIMPERIE
Rumanoth har til alle tider hovedsageligt vendt blikket mod syd hvad søhandel angår. Hele Suborien lå åbent for dem i mange år og var en kilde til stor rigdom. Senere kom særligt Noxius og Algundur til og tog sig kolonier, hvorfra de konkurerede mod den rumakanske handelsflåde. Men de sidste tyve år, har fremgangen i Valhel fået Rumanoth til at se mod nord. Den handel og den viden der findes i Valhel har overgået sydens guld, silke og ædelstene. Derfor er både den rumakanske militær- og handelsflåde blevet temmelig aktiv helt op til Nordhavet. Rumanoth er Valhels største søhandelsnation og besidder den største militære flåde. Alle øerne i det Zafiriske handelsimperie ligger under sultanens herredømme, undtaget Djebel og Estoval, der af historiske årsager har et andet forhold til sultanens ejerskab.

Biskajaerne består af tre langstrakte øer, beliggende nord for Zafirhavet. Befolkningen er stærkt religiøst lovtroende og lever af landbrug, som de producere i overflod. Det siges at en trediedel af Khans fødevarer fremstilles på Biskajaerne. Alle tre øer har en af sultanen anlagt havn med tilhørende beskyttende militærflåde.

Izmal er en grøn klippeø ledet af en udpeget samindar. Det er en handelsø hvor særligt varer fra Nordhavets handlende opkøbes og sælges videre mod syd af lokale købfolk. Den rumakanske flåde er stærkt repræsenteret her og ikke kun fordi handlen er så udbytterig. Det er også det tætteste sted at opholde sin flåde i forhold til havgrænsen til Noxius uden at skabe diplomatisk krise.

Agagina er en smuk ø, med jungle og mange vandfald. Den er kendt som papegøjeøen og huser mere end hundrede forskellige arter. Lovtroen er udbredt blandt befolkningen, men øen anses som særlig hellig for åndedyrkelsen og her praktiseres en stor og udbredt åndedyrkelse, der også udgør et enormt marked for spirituelle og religiøse produkter. Øen ledes af en samindar.

Estoval er 'den frie ø' og det vil i rumakansk forståelse betyde 'den lovløse ø'. Den ligger ikke under Rumanoths herredømme og dens befolkning stammer fra røvere og de værste kriminelle, der i sin tid søgte til øen. I dag fungerer den som Zafirhavets mest berygtede frihavn for sørøverer og andre kriminelle. Den lokale Kalif anser sig selv som hellig og har i generationer holdt en stærk flåde, for at holde sultanen på afstand.

Djebel er nok Zafirhavets mest berømte ø. Den ledes af en storsamindar, der ikke udpeges af sultanen men overtages via arv. Den rumakanske sultan har ingen ret over øen og dens befolkning, men har til gengæld hals og hovedret over den til enhver tid siddende storsamindar. På den måde opretholder Djebel en form for selvstændighed, samtidig med de er underlagt sultanen. Øen er særlig berømt for cigarer og rom, men den er også hovedsædet for den stærke gruppe af lovtroende, der kalder sig Naan og som har udpræget indflydelse på øens udvikling.

Mirmir kaldes også paradisøen, smukkest af alle Zafirhavets øer. Herfra drives en storslået handel med hovedsageligt krydderier, olier, silke og krudt. Øen bestyres officielt af en samindar, men i praksis ledes den af det lokale handelslav. Da Mirmir også er Zafirhavets grænse til Sydhavet, er sultanen altid repræsenteret af en stor militær flåde.


SØFÆNOMENER

DJÆVLEREVET
Et langtrakt klippefremspring, der begynder få kilometer fra Kalamar pynt og strækker sig flere kilometer mod øst. De midterste klipper er så høje, at de bryder op fra havets overflade og tydeligt kan ses i klart vejr. I uvejr og det som er værre, bliver revet stort set usynligt for det blotte øje og dertil breder klipperne sig langt ud i undersøiske arme og er til stor fare for sejladsen. Det er desværre nødvendigt at sejle forbi dem, hvis man vil til Hyaderne, Gomoterne eller Hvide Nord.

DØDNINGEREVET
Øhavets østlige grænse markeres af et frygteligt og langstrakt rev. Øst for Dødningerevet hærger forskellige storme fra det åbne hav og gør sejladsen farlig for de fleste både. Derfor søger skibene vest om Dødningerevet og det forstår øhavets øer og Noxius at udnytte til at bringe skat. Det sker stadig, at nogen prøver at sejle øst om, for at undgå at betale skat, men det ender ofte alt for galt. Hvis man tør at sejle tæt på Dødningerevet, kan man tydeligt se skibsvrag på de udragende klipperev hvor det siges, at de døde sømænd går igen som vragkadavere.

EGEØ
Mere end tusind kilometer fra land, ikke langt fra grænsen til det åbne ydre hav, ligger en lille ø. Den er beboet af forskellige primitive folk og har en farlig natur. På grund af dens beliggenhed har øen aldrig været interessant for handlende, men gennem tiden har den været besøgt af sørøvere. Mange sørøvere har brugt øen til at begrave deres skatte, for at sikre deres alderdom og der kendes i dag hele fem skatte, der blev fundet på øen, århundrede efter de var blevet gravet ned. Derfor er den en eftertagtet ø for skattejagere og grådige søfolk. I alle de år havde øen ikke noget navn, men da fastlandspiraten Halfdan Ege forliste på øen, var hans første ord "Er det Egeø?". Herefter blev det øens navn, selvom hverken Halfdan Ege eller hans venner nåede at forlade den, før øens hemmelige rædsler dræbte dem.

GIL-DUR BUGTEN
Efter Duilins fald drog Snitalferne i begyndelsen af år 2 i krig mod elvarins rige. Inden året var omme, lå elvarins byer i ruiner, undtaget Gil Dur, lysets by, der også var stærkere end de øvrige byer tilsammen. Det var dragen Nidhug Orm, der til sidst knuste byen ved at påkalde havet, hviske til bølgerne og skælde ad vinden. Da rejste vandmasserne sig og oversvømmede Gil Dur for altid. I dag findes kun en bugt af samme navn som den forgangne by og på bunden siges det at byen stadig ligger mere eller mindre intakt. I stormvejr sker det ikke sjældent, at der opstår en malmstrøm over byen og et mystisk lys viser sig, der tydeligt kan ses gennem storm og mørke. Mangen en kaptajn har sejlet efter dette lys, i troen på, det var et fyrskib eller fyrtårn. Først når det er for sent, opdager kaptajnen, at de er sejlet lige ind i den kraftige malmstrøm. Hvert år forsvinder mellem fem og ti skibe i Gil Dur malmstrømmen.

HVALBÆLTET
Et helt særligt og tilbagevendende fænomen skibsfarten oplever hvert år, er den ufattelige mængde af zarhvaler, der i årets sidste tre måneder svømmer mod deres ynglesteder i nord. Fra nysne til sensne svømmer mere end en million zarhvaler langs Inderhavets grænse til det ydre hav. Det er ikke ualmindeligt, at hele grupper af zarhvaler kommer ud af kurs og pludselig dukker op i den almindelige søtrafik. Drægtige og vrede som de er, reagerer de voldsomt på skibe og kan finde på at angribe selv store krigsskibe. Piratkaptajn Perill blev blandt andet kendt som den eneste, der har passeret hvalbæltet og overlevet.

INVË KALIVENTE
Før Syndfloden var Invë Kalivente en driftig og magtfuld handelsby med en enorm handelsflåde med tilhørende krigsskibe. Byen blev ledet af de syv rigeste købmænd og fik tidligt tilkæmpet sig en magtfuld plads i Posegildet. Men under Syndfloden blev flåden knust og store dele af byen revet i havet. Tilbage stod kun det gamle bycentrum og havnen og kun en tiendedel af befolkningen overlevede. Byen ligger nu på den østvendte pynt på spøgelsesøerne, hvorom det siges, at stærk vind vækker de forliste sømænd, så de vandrer langs kysterne i stormvejr. Der drives kun begrænset handel med øen, særligt på grund af det uhyre sjældne gule salt, der findes i store mængder i klitterne. Men det er et uhyggeligt sted og det siges at byen er piskiernes fortrukne avlsby og at flere i byens ledelse står i ledtog med Alos.

MALMSTRØM
Vandhvirvel, der hyppigt forekommer i floder med stærk strøm hen over ujævn bund. I havet forekommer malstrøm i snævre sunde med en kraftig tidevandsstrøm eller på det åbne Inderhav, når KRAKEN ligger på bunden og svinger sine fangarme. Særligt Urzuisen er plaget af malmstrømme, da hele to af NAUTILUS arme lurer på det kolde havs bund.

REV
Rev er den maritime betegnelse for en undersøisk ryg nær eller over havoverfladen. De kan bestå af forskelligt materiale som klipper, sand, mudder og lignende. Der findes mange former og navne for rev: banke, grund, klipperev, muslingebanker, koralrev, undersøiske klippefremspring og saltrev.
Rettet af: Jacob Jarlskov
Opdateret: 2017-09-21 13:50:54

Sprog har til alle tider udvilket sig i dialekter. Blot en enkelt flod, en bakkekam eller en skov har ofte været nok til at adskille et sprog, så de der talte det, blev ude af stand til at forstå hinanden. På den måde er sprog opstået og forsvundet gemme tiden, med mennesket som det folk, der har udviklet flest prog og dialekter blandt alle Valhels talende folk. For Valhel rummer også sprog der ikke har med menneskers tale og tænkning at gøre. Sprog der altid har været vanskelige at forske i, da kulturerne ofte er svært tilgængelige. Dog er sprog som snitalfernes og umnols endnu tilgængelig gennem handel og almen kontakt med menneskene i Kurien og Nandel.

Den lingvistiske kundskab arbejder med syv sprogstammer hvoraf kun ét har udviklet sig til flere varianter. Valari, Kuzduk, Drimlon, Rimlin, Grindizh og Tonkal er alle ikke-menneskelige sprogstammer der særligt kendetegnes på to afgørende punkter. De tales næsten uden dialekt, uanset hvor man støder på dem, hvilket nok har samme årsag som det faktum, at ingen af dem har udvilket sig til andre sprog.
Mori, menneskets forfædres sprog, har derimod bredt sig til alle verdenshjørner, for atter at vende tilbage som helt ukendte og uforståelige tungemål. Man kan dog ikke derved sige, at mori er grundstammen i alle menneskenes sprog. Det er derimod østerlandsk, som også pinarerne i det sagnomspundne Kaba talte, samt det vemlandske sprog der udsprang blandt druderne i Vemland. Netop dér hvor man mener kimen til de første menneskecivilisationer blev lagt.


Det var Archimbaud Milon, forfatteren af Sagaernes Bog, der satte sprogforskningen i system efter den moderne kundskabelige metode. Sammen med trykpressens opfindelse, blev det startskuddet til en udbredelse af skriftsproget og i dag kan de fleste borgere i Valhel læse deres eget sprog. Milon beviste, at syv af ni kendte sprog der bruges i dag, alle stammer fra to sprogstammer, vemlandsk og suborisk - de to sidste sprog, Gorisk og Nyvalari, er konstruerede.

ARKANSK
»Akeasta este limba arkiska«
Arkenval
Stammer fra vemlandsk og opstod blandt de oprørske friherrer i det Valleriske kejserriges nordligste len. Under ledelse af Den Sorte Baron, var de først til at løsrive sig kejserriget og grundlægge deres egen stat, Arkenval i året 25. Deres vemlandske sprog blev blandet med det lokale mål og udviklede sig til det arkanske sprog. Det arkanske skriftsprog (Vemrune) er det ældste alfabet i verden. Arkenval har eksisteret i århundrede under et feudalt system med adelige vampyrfamilier som deres ledere. Dette system blev alvorligt udfordret i 1207 og i dag er landet i en voldsom udvikling – selvom der er lang vej endnu.

GORISK
»Eta goriska reblika«
Triptagon
Et konstrueret sprog, udviklet af Autarken af Triptagon, i forbindelse med Triptagons grundlæggelse i 601. Selvom sproget er usammenligneligt med de fleste andre sprog, har alfabetet sin oprindelse i antikkens alkymi-symbolik og kaldes zodiakisk. Staten og dermed sproget har levet isoleret fra resten i verden i mange år, særligt på grund af deres religion, som af omverden blev anset som hekseri, indtil Monomonark Inigo i 1167 undskyldte for de mange års forfølgelse og anerkendte deres religion. Triptagon har altid været og er stadig førende på det mekaniske område og derfor er mange fagbetegnelser i mekanikken taget fra det goriske sprog.

HIRIKKISK
»Detta ar den hirikkiske sprok«
Rolgornia, Algundur, Gomoterne
Hirikkisk er det fjerde mest udbredte sprog i verden og spiller en dominerende rolle i det nordlige Valhel. Sproget opstod ud af en række mindre tungemål af ukendt oprindelse, blandet med det sprog de civiliserede folk fra inderhavets øer tog med sig, da de kom til fastlandet.
Det hirikkiske skriftsprog er meget gammelt, men omkring år 500 blev Nordrune alfabetet udvilket og ophøjet til det officielle alfabet. Sproget tales i Algundur, De frie gomoter og Rolgornia. Algundur er et liberalt samfund, der stadig har sit kongehus, samtidig med en valgt regering. De frie Gomoter er små selvstændige byer, som særligt er kendt for deres smukke landskaber og de skønne kunstskatte, som fremstilles der. Rolgornia (MF1169 Storm) har forvandlet sig fra en fattig vassal til en industriel mastodont, under et folkedømme med Storkammeraten som landets overhoved.


NORDLANDSK
»Deta e njordlande tungumol«
Nandel, Hvide Nord
Det nordlandske sprog tales i Nandel og har sine rødder i flere ukendte tungemål fra nordens tidligste stammer. Nandel er et jægersamfund, der trods en modernisering med hovedstad, storbyer, lufthavne og jernbaner, stadig mest består af små byer, hvor jægerne holder til og sælger deres bytte på de store markedspladser. Med det tætte forhold mellem Nandel og dværgene i Nimorod og Smededal, har nordlandsk adopteret mange gloser fra dværgenes sprog, Kuzduk. At der findes over hundrede ord for sne, viser at sproget er udviklet i et område, hvor vinteren er lang, omskiftelig og hård. Skriftsproget er ikke så udbredt, men velfungerende med sit alfabet (Nordrune).

NYVALARI
»Est talis oratio nyvala«
Magus Narre
Da Magus Narre blev grundlagt som troldmændenes by, konstruerede man et helt nyt sprog. Det nye sprog blev delvis baseret på vanahais gamle sprog Valari, samt noxmannernes sprog Vana. På en enkelt generation lykkedes det at indføre nyvalari for alle vanahiner og det er i dag Magus Narres officielle sprog. Det er et meget systematisk sprog, med grammatiske regler for alt.

RAMINSK
»Bu ramin dilidir«
Nudun, Gamradh
Da nomaderstammerne fra Suboria blev drevet nordpå af syvårs tørken i 100fR og således
mødte rytterfolket i Gamradh, opstod spiren til det raminske sprog. Det var et blodig møde, der efter hundrede års strid, pressede nomadestammerne mod øst, hvor de slog sig ned omkring Ligaramosen og lagde grundstenen til den første raminsktalende by Valsmirin. To stammer; Zganierne og Zigoinerne kunne dog ikke forlige sig med det fastboende liv. De drog længere op i Valhel og fortsatte deres nomadetilværelse her. De følgende århundrede herskede der despotiske tilstande, raminske riger opstod og forsvandt under den evige magtkamp mellem stammerne. Først i 1060 var Koomi-stammen, med Kalif Zazat af Valsmirin i front, blevet så mægtig, at den kunne underlægge sig de øvrige stammer og bilægge striden. Han samlede alle stammerne under ét rige; Nudun, med Valsmirin som hovedstad. Skriftsproget bruger det rilliske alfabet, og som talesprog er raminsk det tredje mest udbredte sprog.


REGIANSK
»Dee es vemmini sprak«
Ottarien, Kurien, Regia, Asti Dur, Wittgenval, Nynumnur
Stammer fra det vemlandske sprog, som druiderne talte, men har gennemgået så vidtgående forandringer, at det i dag kun svagt kan sammenlignes. Det blev talt af de stammer, der blev i Vallerien efter kejserrigets fald, fra de røde marker i syd, hvor Treklinge ligger i dag, over Hazarden og helt til Kurien og Ottarien. Både sprog og kultur har været under konstant påvirkning af sine omgivelser, et forhold der blev forstærket af, at vallerien i århundrede var købmændenes eneste sikre vej mellem nord- og sydvalhel. I dag tales sproget i Kurien, Ottarien, Hazarden og Regia.

RUMAKANSK
»Hatha lugha rumaka«
Rumanoth, Nudun
Det rumakanske sprog er verdens mest talte sprog og opstod omkring 500fR i de rige købmandsbyer langs Tukkufloden og Tukkumesh, syd for Flammeørkenen i Suboria. Det var disse købmænd, der i sin iver efter rigdomme rejste nord langs kysten og fandt det forjættede Rumabis, det frugtbare land. De opkaldte deres sprog efter deres land og udviklede et overlegent skriftsprog med et, for den tid, helt nyt alfabet; Orabisk. De byggede fæstninger og havne til beskyttelse af deres handelsrejsende og snart blev Rumakansk købmændenes sprog. Men da Rumabis faldt for Silmars styrker og Ababed grundlagde Rumanoth i 420fR, med sig selv som Sultan og Silmar som det religiøse overhoved, Lovbringeren, eksploderede sprogets udbredelse, særligt i Suboria, hvor den nye religion, lovbringerne, hurtigt vandt indpas.

VANA
Noxius
»C'est la langue de vana«
Noxius, Wittgenval, Nynumnur, Asit Dur
Det mest udbredte sprog i Valhel og det næstmest udbredte i hele verden. Stammer oprindelig fra et lille sprog, Vanakansk af suborisk oprindelse, der blev talt på øen Nox. Men da øens Konge, Palurion I, drog til fastlandet og grundlagde Noxius i 203 tog han sit sprog med sig og gjorde det til statens officielle sprog, under navnet Vana. Noxius succes bestod for en stor del af det tætte samarbejde med den monopatiske religion, der med kongens hær i ryggen erklærede krig mod Valhels øvrige religioner og underlagde sig dem. Dermed blev Vana spredt til hele Valhel og er den dag i dag det internationale sprog - også selvom den monopatiske kirkes religionsmonopol for længst er ophørt. Skriftsproget fandtes allerede på Palurions tid, men blev videreudviklet over det kommende århundrede, hvor man også skiftede fra det orabiske alfabet til vemrune alfabetet.

RAKKATAVLI
Tyvelav, Vagabonder
Blandt Valhels mere særprægede sprog, findes særligt ét som bør nævnes. Det adskiller sig fra almindelige sprog ved kun at bestå af symboler (Skrift), og derfor kan læses på alle sprog. Det kaldes rakkatavli og stammer fra landevejsriddere, tyve, røvere, tatere og natmænd. Hvornår det opstod vides ikke med sikkerhed, men skriftens formål er ikke til at tage fejl af. Med ét enkelt symbol kan tyvelaugene afmærke deres territorium, eller afsløre stikkere. Der er tegn som fortæller om lovens embedsmænd er bestikkelige, om et hus eller et område er beskyttet, og mange andre praktiske informationer for dem, der lever udenfor loven. Der findes et hav af grunlæggende tegn, men også en del lokale, som gør det muligt alene at kommunikere med folk fra egne rækker.

TONKAL
»Gromf grimbatok tonkal«
Trolde
Selvom alle troldearter taler en dialekt af TONKAL, kan de ikke nødvendigvis forstå hinanden. Særligt på tværs af arterne kan der være store spring i deres sprogbrug.

DRIMLON
»Hayalar drimloni«
Snitalfer
Snitalfernes skrift hører til de smukkeste typer og deres sprog er klingende og behageligt at lytte på. Det er på mange måder ganske anderledes end andre sprog i sin opbygning, særligt skriftsproget, der
Rettet af: Jacob Jarlskov
Opdateret: 2017-09-21 13:51:12

OLDSPROG er betegnelsen for sprog, der er fra før år 1 og som ikke længere tales af noget folk. Undtaget fra denne regel er ELVARINS og ONOKILERNES sprog, da deres sprog hører til de absolut ældste, samt at kundskaben ikke antager disse to væsner som et egentligt folk.

KUZDUK
»Harek Kuzduk«
Umnols sprog anses som det ældste sprog blandt de folk, der nedstammer fra urtrolden. Det er ikke meget man kender til Umnols sprog, men umnol holder mest af mennesker, der kan tale deres sprog, hvorfor de gerne lærer det fra sig, hvis man i det hele taget er på venlig fod med dem. Skriftsproget vogter de derimod ganske meget over, da de anser det som et hemmeligt sprog, der kun har med umnol at gøre.

MORI
»Mori lughto«
Det ældste menneskesprog med tilhørende skrift, der kendes. Det stammer fra området hvor Nudun, Rumanoth og Noxius ligger i dag og eksisterede i tidsperioden 2500fR til 2000fR. Sproget er særligt interessant fordi det blev talt af historisk vigtige folkeslag som nornerne i flodernes bjerg og ligarafolket, der begge fik stor betydning, ikke bare for menneskeheden men også for Valhel som helhed [Karnum | Magiibogen].

VALARI
»Esalis orati valari«
Den første magiker, vanahaien Kronark, talte mori, for det var hans skaberes sprog (Se Magiibogen). Men da Kronark døde og overlod sit folk af vanahai til den nye leder, den viise og forstandige Tol Essa, opfandt han et sprog, der efter sigende skulle være bygget på dragernes sande tungemål. Dette sprog kaldte han valari og vedtog en lov om, at det var vanahais sprog. Sproget uddøde med vanahaifolket i det første århundrede.

VEMLANDSK
»Vemda e spraka«
Det vemlandske sprog er det historisk vigtigeste sprog for de fleste kulturer i Valhel. Sproget opstod omkring år 1500fR i det valleriske område, hvor Arkenval og Hazarden findes i dag. Det var her menneskets første store kultur og civilisation opstod under betegnelsen det valleriske kejserrige. Det var her menneskets magtovertagelse af Valhal blev grundlagt og det er fra denne kultur alle religioner henter sin oprindelse [Bønnebogen]. Sproget findes ikke længere, men det arkanske sprog [Karakterbogen/Sprog/Arkansk] har mange ligheder og der kan findes spor af det i regiansk.

GEBETISK
»Ziak Galago«
Dette vanskelige og svært forstålige sprog er ONOKILERNES sprog og er sammen med Elvarins sprog det ældste sprog man kender til. De ældste skrifter man kender til er skrevet med et lysende stof på glastavler og er mange millioner år gamle. Kun få mennesker kommer nogen sinde til at beherske det sorte sprog.

RIMLIN
»Arthia Rimlith«
ELVARINS sprog er lige så gammelt som ONOKILERNES, men det er ikke til at sige noget om hvor gamle de egentlig er. De ældste skrifter man har fundet af RIMLIN er mere end titusind år gamle, altså langt yngre end ONOKILERNES ældste skriftlige kilder, men allerede i disse kilder, omtales ELVARIN og deres sprog RIMLIN.
Rettet af: Jacob Jarlskov
Opdateret: 2017-09-21 13:51:23

AGGURATERNE
Agguraterne kom til det frugtbare Vallerien fra skovlandet ved de Sydlige Revnianbjerge omkring 2500fR. De var lovfolket, der nedskrevet deres regler på stentavler og tilbad byguden Restisia. De udviklede en vidunderlig stenbyggekunst og det var agguraten Narmortula, kejser af Vallerien, der i 507fR opførte den hellige by Iman, som findes den dag i dag og anses som Valhels ældste by. Agguraterne var med til at danne Druideordenen i 1200fR og fik sin plads ved hoffet under det Valleriske Kejserrige i 600fR. De havde stor indflydelse gennem hele kejserrigets histore. Da Druidesamlingen og kejserriget faldt i 28, var det Agguraterne, der havde magten og jog de andre folkeslag på flugt. Der er ikke nogen tilbage med oprindelse i det agguratiske folk, men Silmar, der grundlagde Lovtroen i Rumanoth, var Aggurat og det menes derfor, at Lovtroen har sin oprindelse i Restisia.

ELEMENTKRIGERNE
Da den første sorte sky, Naugrund sprede sig over Valhel i 120fR og de Astrale begyndte at vise sig i Vallerien, oprettede Druidesamlingen en særlig orden af elementkrigere, der blev udstyret med særligt fremstillede krystalvåben, til at skade og beskytte i kampen mod astrale. Ordenen blev nedlagt i 16fR, da man ikke længere kunne fremstille det nødvendige krystalmateriale.

HOKFRÆERNE
Det oprindelige valleriske folk, der kan spores helt tilbage til 4000fR. I mødet med de folkeslag, der senere kom til, var hokfræerne primitive blodkulte, der ikke interesserede sig yderligere for andre end dem selv. I presset fra Zaterne, troldene fra Arbjergene og de Astrale, valge deres ledere i 516fR at indgå i druidesamlingen og Det Valleriske Kejserrige. Men det var ikke uden problemer og gnidninger. Fem år før kejserrigets fald, i året 23, blev hele det Hofræiske folk samlet under en leder, kaldet 'Sortkat'. Han jog alle kejserens soldater ud af sit land og erklærede uafhængighed. Der var flere forgæves forsøg på at tage landet tilbage med magt, men lederne i Hokfræernes land, Arkenval, havde indgået et dunkel pagt, der gav dem umådelig styrke. Selv da monopaterne underlagde sig Valhel i årene 293 til 311, måtte de gå uden om Arkenval. Arkenval findes den dag i dag.

KHANHAAN
Omkring 800fR slog khanhaan sig ned ved Khanbugten og udviklede en storslået kultur hvad kunst og spiritisme angik. Deres vidunderlige vævekunst, pottemageri, mosaikkunst og de mange templer til alverdens ånder, gjorde dem til den mest dominerende kultur i det rumakanske område fra 600fR til 420fR, da Silmar kom med lovtroen og knuste deres by og kultur. khanhaan var styres af tre familier; Khan, Khan Haan og Khan Seven, der var fælles om at grundlægge Khan, der i dag er Rumanoths hovedstad. Det var i den tid rumanoths mest berømte skatte og relikvier blev skabt, herunder de så berømte flyvende tæpper. Efter Silmar og Lovtroen indtog Khan, uddøde khanhaans kultur, men folkeslaget overlevede og blev til nutidens rumakanere.

LIGARAFOLKET
I 3500fR levede en fjern slægtstamme af Urpafolket omkring dunkelsøen. Under en skovfældning til udvidelse af bopladsen, mødte de den mægtige ånd Ligara, der vidste alt om naturen. De tog den til sig og den lærte ligarafolket at fremavle bedre kornsorter, kvæg og andre avlsdyr. De byggede et stort tempel til Ligaras ære og de dyrkede den som deres Gud. Blandt alle folkeslag er ligarafolket nok det mest berømte eller berygtede. Det var dem, som i 3000fR skabte Vanahai og i 2992fR skabte Snitalferne. Det var dog også disse hændelser, der førte til ligarafolkets undergang hen mod 2000fR.

NIRASTINERNE
Kom oprindeligt fra havet i øst og slog sig ned i Vallerien omkring år 2000fR. De dyrkede Guden Nirast, der havde sovet med deres stamfader og således var blevet stammoder til hele folket. Nirastinerne blev en del af det Valleriske Kejserrige i 580fR, men fik aldrig en større indflydelse. Da druidesamlingen gik i opløsning, flygtede Nirastinerne hovedsageligt til Algundur og Rolgornia, hvor de stadig i dag udgør en del af befolkningerne. Runkel Svumborg (964-1006) var den sidste prædikant af Nirast, men endte med at blive ophøjet til Guden Munnekir, som tilbedes af nutidens pagtister.

PATRUSKERNE
Et folk fra landet omkring Flodernes Bjerg, der 2206fR blev bortført af Vanahai og bragt til deres by Idun, hvor de levede i generationer. Her lærte de stor visdom og da de i 1918fR forlod Idun og slog sig ned i det sydlige vallerien, var de de andre stammer overlegne hvad statskunskab og teknologi angik. Det gjorde dem til et magtfuld folk og det var da også den patrutiske kong Paros, der i 600fR overtalte stammerne til at danne det Valleriske Kejserrige ud af Druidesamlingen. Patruskerne delte det meste af kejserrigets tid magten med agguraterne, men da kejserriget faldt i år 28, blev de jagtet helt bort fra det valleriske land. De flygtede mod sydvest, hvor de spredte deres religion om den ene Gud Nilea og blev grundlaget for det noxmanniske folkeslag og monopatismen, der begge findes i dag.

PURITINERNE
Oprindeligt et folk, der kom til Vallerien fra det sydvestlige Valhel omkring 3000fR. Her boede de i flere tusind år, hvor de udviklede troen på Anuanna; lægekunstens gud og naturens skaber. I 600fR blev de en del af det Valleriske Kejserrige, indtil de i år 28 måtte trække sig af angst for agguraternes magt. Puritinerne spredte sig med tiden ud over det nordlige Valhel, hvor de blev grundlaget for de fleste nordvalhelske folkeslag og kulturer.

TARSERNE
Man ved ikke meget om dette mystiske folk, der kom til vallerien omkring 2000fR. De dyrkede guden Lilidh og de beskrives som dovne og tyvagtige. De lå tit i krig med de andre folkeslag, der beskyldte dem for at stjæle istedet for at arbejde. Trods den store modvilge mod Tarserne, blev de optaget i Druidesamlingen i 1200fR og blev en del af Det Valleriske Kejserrige i 600fR. Særligt deres umådeligt gode krigere, gjorde at Tarserne havde noget vigtigt at byde ind med, trods deres rygte. Under kejserriget bestod Tarsernes magt i, at de de ofte besad de højeste militære poster og med tiden allierede de sig så meget med agguraterne. Efter Kejerrigets fald, blev Tarserne omrejsende nomader og kendes i dag som , at man mener folkeslaget uddøde omkring 100fR.

URPAFOLKET
I årene omkring 4300fR havde urpafolket ved Lobomofloden udviklet en højest bizar kultur med to ledere; Feredoten, der var kongen over livet og lyset, samt Antidoten, der var konge over døden og mørket. Det betød, at Feredoten var konge i de byer, hvor de levende boede, mens Antiferedoten var konge i dødebyerne, hvor de døde blev ført til. Det var Antidoten der byggede Audhumla, Senere Borgran, en meget tidlig form for universitetsby og erklærede krig mod Feredoten, der med sine få tilhængere måtte flygte over Lobomofloden, helt over på den anden side af Askebjergene, hvor Nynumnur ligger i dag. Her slog de sig ned og lagde fundamentet til de store Feredoters dynastier. Da Ferdoternes kultur brød sammen omkring 800fR, blev folket omrejsende nomader. Byen Borgran findes stadig og det menes, at nutidens ZAPAT er efterkommere af urpafolket.

ZATERNE
Valleriens vestlige grænse følger floden Moltus bred. På den anden side ligger et åbent land mellem floden og den tætte skov, længere mod vest, i dag kaldet Belerion. Her boede Zaterne, vilde barbariske folkslag, der tilbad skovens dæmoner og udførte menneskeofringer. Ofte angreb de stammerne i Vallerien, røvede deres mad og kvinder. Alle Valleriens stammer frygtede Zaterne og det var en af årsagerne til, at stammerne sluttede sig sammen i Druidesamlingen. Det var dog først med Det Valleriske Kejserrige, at man for alvor fik en militær magt, der kunne modstå Zaterne. Efter 500fR hører man ikke mere til Zaterne, men det menes der stadig bor efterkommer af disse folk i landet mellem Moltus og Belerion.

VANAHAI
Historien om vanahai begyndte i 3000fR, da dragen Vanahai Orm angreb Ligarafolkets hellige by Ligara Domus. Da det i rædsel gik op for ligarafolket, at dragen var ubesejrlig, besluttede deres dygtigste nekroalkymister at skabe et væsen, der kunne stå op i mod dragen. Det krævede en drage at bekæmpe en drage og dertil måtte de skaffe en dråbe af Vanahai Orms blod. De iværksatte et selvmorderisk angreb, hvor tusinder døde under dragens magt, men de fik hvad de kom efter og ud af drageblodet skabte de Kronark. Selvom Kronark ikke kunne besejre Vanahai Orm alene, var han en succes og man skabte yderligere tusind af arten, før det lykkedes at dræbe den mægtige drage. Men det var ikke nok for Kronark, da dragen var besejret, vendte han tilbage til Ligara Domus for at gøre sig selv til konge og sine artsfæller til nobilitet. I ti år levede ligarastammen som slaver for deres egen skabning og de forstod, at de blot havde dræbt Vanahai Orm for at skabe en ny Vanahai – og det blev den nye arts navn. Efter ti års slaveri lykkedes det ligarastammen at skabe et nyt væsen, snitalfen, der tvang Kronark og hans Vanahai på flugt, før de selv forlod Ligara Domus og overlod ligarastammen til sig selv.

I fem år hærgede Vanahai, plyndrede hvor de kom frem og spredte skræk og rædsel overalt. Da Kronark hørte om Flodernes Bjerg hvor den rigeste menneske-stamme, nornerne, boede, besluttede han at føre sit folk dertil. Vanahai var mennesket overlegne og krigen blev kort. Flodernes Bjerg blev plyndret og de overlevende blev taget med som slaver. Kronark var kriger og gav sit folk sejre, men da de første gang mødte en hær af onokil, stod de pludselig over for en ligeværdig modstander. Vanahai overlevede kun med nød og næppe og Kronark faldt på kamppladsen. Det var Tol Essa, der blev vanahais nye leder, men han var ikke kriger. Tol Essa mente, at magiiens magt var langt større end kampbrug. Magiiens vej var selve livets essens, virkeligheden og sandheden. Han førte vanahai mod syd og grundlagde universitetsbyen Idun i skyggen af askebjergene.

Med Tol Essa som leder blev Idun begyndelsen til den store forskning i magii. Vanahai var ikke længere krigere, men studerende og undervisere og så sig selv som de klogeste og viseste. Deres magt blev enorm, men de blandede sig ikke i andres anliggender, levede for sig selv, kun med efterkommerne fra nornestammen som tjenere. Tol Essa blev usædvanlig gammel, også af en vanahai at være, der gerne blev fem-sekshundrede år. Tol Essa regerede til han døde i 1899fR og Kilo blev vanahais nye leder. Kilo var kriger som Kronark havde været det, og snart blev grådigheden efter viden og magii atter til grådighed efter sejre og rigdomme. Da en ukendt og mystisk katastrofe tvang vanahai til at forlade Idun, valgte Kilo at føre sit folk mod nord, hvor han grundlagde Gomenore og blev kronet til konge. Med grundlæggelsen af Gomenore blev vanahai den mest dominerende art i valhel. Hvor de kom frem vandt de sejre og skabte det største land, valhel til dato har set. Cirka trehundrede år senere grundlagde de riget Annumnur i syd, som forsvarsværk mod fjenden i Nabat. Begge riger blev enorme og magtfulde, men netop kampen mod fjenden i Nabat blev efter nederlaget ved Slaget i Rinmarken i 111fR begyndelsen til vanahais undergang. Først brød Gomenore sammen under en uhørt intern grådighed, der gjorde det let for Gnathores Uru Urkilere at knuse og tilintetgøre riget. De få overlevende flygtede til Annumnur, der selv var på randen af sammenbrud. Men det var det første store menneskerige, Det Valleriske kejserige, der sendte sine hære mod Annumnur og knuste det for altid. De bragte skatte og mange tusinder af vanahaislaver med hjem og det viste sig hurtigt, at vanahaislavernes magii var yderst praktisk og snart vandt flere af dem både frihed og embeder. Vanahai med at ophøre som art, men deres blod gik videre ind i menneskeslægten.


SNITALF
Snitalfernes oprindelse er en diger og grusom historie, der tager sin begyndelse da dragen Vanahai Orm angreb ligarafolket i 2365fR. Ligarafolket stod forsvarsløse mod dragens magt og søgte at løse problemet på nekroalkymisk vis, ved at skabe et væsen, blandet af menneske og drageblod, der kunne besejre dragen for dem. Således blev vanahai, det magiske folk, skabt og det lykkedes dem at knuse dragen Vanahai Orm. Men da kampen med dragen var overstået, tog vanahai også magten over Ligara Domus og ligarafolket, deres skabere, der måtte leve som slaver, indtil de skabte et nyt væsen, der kunne besejre vanahai. Det nye væsen blev skabt af menneske, blandet med både onokil og elvarin og resultatet kaldte man en snitalf. Snitalferne var ikke så stærke som vanahai og de havde ikke magiiens kraft, men de blev skabt med en viden om, hvordan de ville dø. De snitalfer der vidste, de ikke skulle dø i kamp, blev dødsforagtende krigere, mens de, som vidste de ville dø i kamp, lige så godt kunne give alt de havde, inden de faldt. Det var på den måde, det lykkedes snitalferne at jage vanahai bort.

Snitalferne havde ingen interesse i at blive i Ligara Domus og så snart vanahai var besejret, rejste de bort i samlet flok mod nord. Det vides ikke hvorfor, men på snitalfernes rejse blev de delt i to grupper. Den ene gruppe blev ledet af Filidan Ayalas, der grundlagde den første snitalfe by Silgar, og senere det første snitalferige Osserion, nogenlunde hvor Noxius ligger i dag. Den anden gruppe blev ledet af en ukendt leder, der førse dem langt mod nord og flere år senere grundlagde Ænord, lige hvor grænsen mellem Rolgornia og Algundur findes i dag. Begge riger blev store og mægtige og begge riger mødte deres undergang.

Da onokil censoren Nauglaf lagde en sky over Valhel, så solens stråler ikke kunne trænge ned til afgrøderne, blev snitalfefyrsten af Ænord kontaktet af elverfyrsten Fanari, der tilbød både teknologi og ressurser til at bygge en ny sol. De kaldte bygningsværket Duilin, der bestod af to himmelhøje søjler, tredive meter brede ved foden, strækkende sig femhundrede meter over jorden. Øverst mellem søjlerne blev den store sol hængt op, så den kunne stråle ud over Ænord. Men mange snitalfer var skeptiske ved ideen. De stolede ikke på elvarin og prøvede at forhindre snitalfefyrsten i at indgå aftalen, uden held. Snitalfefyrsten så sit land bryde sammen, som markerne tørrede ud og madresurserne slap op, han så ingen anden mulighed og opførte Duilin i 122fR. Det udløste en borgerkrig i Ænord, ledet af en ung fyrrig kvinde ved navn Nilana. Hun styrtede fyrsten og befalede at knuse Duilin, men elvarin sendte horder af krigere til forsvaret af solsøjlerne og slog angrebet tilbage. Da kom der uventet hjælp fra gamle fjender af elvarin, både drager og dæmoner, kom til, for at kæmpe på snitalfernes side. Modstanden blev for stor, Duilin blev knust og elvarin måtte trække sig tilbage til deres skjulte riger. Det viste sig både at være en sejr og et nederlag for Ænords snitalfer. Uden sol kunne de ikke blive i deres land og valgte at drage nord for Valhal, hvor den sorte sky ikke dækkede for solens lys. Dette kaldes Den store vandring, da Nilana førte hundredetusinder snitalfer ud af Ænord til de hvide marker. Man hørte ikke fra dem igen før i 1119.

I syd blev Osserion den dominerende magt, handlen og kulturen trivedes under snitalfefyrsternes herredømme. I begyndelsen af 1000fR begyndte menneskestammer fra suborien at rejse dertil, de slog sig ned og arbejdede for snitalferne, blev uddannede og måske endda velhavende. I århundrede var Osserion disse folks beskyttelse mod elvarin, onokilere og ikke mindst jætterne fra troldehavet. Femhundrede år senere, boede der flere mennesker end snitalfer i Osserion. Men også Osserion blev ramt af Nauglafs sorte sky, markerne visnede og afgrøderne svandt ind. I mange år, var det kun på grund af kornet fra Vanahais Rinmark, at landet overlevede fødevaremanglen. Da Nauglaf i 102fR indledte slaget om Rinmarken, gik Osserions fyrste med i krigen på Vanahais side, for at forsvare Valhels vigtigste forrådskammer. Det blev et hårdt og afgørende slag for snitalferne i Osserion - på flere måder. Nok vandt de slaget mod Nauglaf, men Rinmarken var ødelagt for altid og kun en tiendedel af snitalferne havde overlevet. Værre blev de, da de vendte hjem til deres rige, hvor menneskestammerne i mellemtiden havde taget magten, lagt de tilbageblevne snitalfer i lænker og holdt dem som slaver. Snitalferne var for medtagede til krig og valgte derfor at forhandle. Menneske fik al deres jord og ejedomme mod at fangerne blev løsladt og snitaflerne forlod landet for altid. Sådan gik snitalfernes mægtige tusindårsrige under.

De overlevende snitalfer fra Osserion levede et forhutlet liv i mange år, før de slog sig ned i henholdvis lænkebjergene og de sydlige revnianbjerge. I lænkebjergene grundlagde de riget Beradhnon, der blev bygget på bjergsiderne af træ og sten. Samme slags bygningsværk opførte snitalferne i revnianbjergene, da de grundlagde Suil Beradh. Hele bjergsider blev dækket af deres bygninger og de blev begge store riger, men opnåede aldrig den indflydelse de før havde haft. De levede isolerede og blev næsten glemt af den øvrige verden. Af og til deltog de i diverce alliancer mod elvarin og onokil, men efterhånden som mennesket tog over i Valhel, trak de sig mere og mere ind i sig selv. Det var først i 1000, da pagtismen (Se Bønnebogen) opstod og Runkel Svumborg i den forbindelse udpegede Det hellige bjerg, der ligger lige hvor de sydlige og østlige revnianbjerge mødes med Arbjergene, ikke langt fra Suil Beradh. Med Runkel Svumborg i spidsen gjorde Det hellige bjerg en stor diplomatisk indsats, for at få snitaflerne med i det internationale samarbejde. Og de havde brug for det. Deres magt var svundet ind, deres forfædres evner var glemt og Suil Beradh stod på randen til konkurs og undergang. Det var årsagen til, at Suil Beradh åbnede op og begyndte at handle med menneskene igen. Det blev en succes, men ikke uden tab og omkostninger. Snart havde snitalferne solgt hvad de kunne undvære og da de ikke have mulighed for at iværksætte de store industrier og masseproduktioner, fandt de en anden måde at tjene penge. Det store bjergrige Suil Beradh var affolket. Oprindeligt var det bygget til at huse en million snitalfer, men der boede ikke mere end femhundrede tusinder. Derfor begyndte de at sælge dele af deres by til fremmede, der flyttede ind og byggede casinoer, kabareter, hoteller, restauranter og forlystelser af enhver art. På mindre en halvtres år blev Suil Beradh forvandlet til et ferieparadis for Valhels spille- og forlystelsesivrige kunder. Kun den inderste del af Suil Beradh er stadig forbehold snitalfer.

I 1119 kom et fremmed folk til Valhel fra De hvide marker i nord. Deres hud var nærmest blå og ingen kendte til deres ophav. De kom til Nandel med deres Gud, som de bar i en trone af is og de indgik en aftale med Nandels dronning, hvis indhold længe var en hemmelighed. Valhels lande blev skrækslagne for denne nye fremmede magt og deres bevægelser blev fulgt nøje. Men der gik ikke længe før Nandel, med støtte fra frostfolket, som man kaldte dem, erklærede krig mod Rolgornia, der på den tid lå under Algundurs herredømme. Det blev en lang og frygtelig krig, men den slutted pludselig, da det lykkedes kongen af Algundur at komme i forhandling med frostfolket. Da stod det klart, at dette folk var efterkommerne af de snitalfer, der drog med Nilana på den store vandring. De var nu vendt tilbage for at indtage deres gamle hovedstad, der viste sig at være opførst under jorden. Frostfolket regnede stadig med, at Valhel var fyldt med fjender, me forstod nu, at tiderne havde ændret sig. De fik rettigheden over deres underjordiske by Ænord og freden brød ud. Udover de snitalfer, der bor i menneskenes byer, bor der snitalfer tre steder i Valhel, Beradhnon, Suil Beradh og Ænord.


UMNOL
Umnol nedstammer fra rovlukkerne og opstod for cirka 50.000 år siden. De udviklede deres kultur omkring den nordlige del af floden Mol, der på den tid var ti gange så bred og lå midt inde i en bjergkæde, hvoraf kun Arbjergene er tilbage. Der eksisterer stadig rester af umnols oprindelige rige i form af et enligt bjerg, der ligger som kastet fra Arbjergene, mellem Kurien og Arkenval. Det hedder Morgon Khad og hører retmæssigt under umnolskongens ejendom. Umnols gamle legender huskes og fortælles af goderne, og de beretter at umnol gravede i bjergene længe før de blev umnol. En dag stødte de på et underjordisk slot af mitrillum, hvor læremesteren Morgon dvælede under slangernes bid. Umnol fjernede slangerne så Morgon vågnede af sin døs og de lavede en aftale. Her dybt under jorden lærte Morgon dem runekunst, smedesang og at bygge vidunderlige maskiner, til gengæld for en særlig opgave. Hvad denne opgave går ud på, kendes kun af umnols goder, men den indbefattede, at de efter Morgons have oplært dem, måtte drage til Harak bjergene og der grundlægge deres nye rige. Goderne siger, at umnol endnu ikke har udført Morgons opgave, at den skal afsluttes på en helt bestemt dag, der endnu ikke er kommet. Før Morgon sendte den afsted, udpegede han den dygtigste blandt dem til konge over alle umnol. Valget faldt på Glorim Sølvskæg.

Da umnol nåede Harak i det nordvestligste hjørne af Valhel, begyndte strabadserne for alvor. To hundrede års kamp skulle der til, før umnol havde fået kontrol til at grundlægge deres nye rige og fandt det vidunderlige metal mitrillium. De kalde deres rige for Smededal, men de havde knap fået herredømmet over Harak, før en ny fjende dukkede op fra matrespiret i syd. Herren af Gnathore, der på den tid var onokil-censoren Kangorod, havde fået en intens interesse for Smededal og begyndte flere årtusinders sporadisk krig mellem de to magter. Helt galt gik det i 201fR, da rygterne om umnols enorme skatkamre kom dragerne for øre og med tre adelsdrager i spidsen, drog mod Smededal for at plynre. Dette udnyttede Kangorod og slog til med et knusende slag, der knækkede Haraks forsvar. Umnol flygtede fra deres elskede rige og oprettede nye riger i Numen Khad, under den unge konge Bain Sølvskæg og i Nimorod under hans lillebror Lobin Gyldenskjold. Smededals fald gav genlyd i hele Valhel og rystede de store civilisationer. Umnol svor hævn og der gik ikke langt tid, før de fik en mulighed, om ikke for at vinde Smededal tilbage, så dog at tilføje fjenden store tab. I 102fR indledte onokil-censoren Nauglaf sin invation af Rinmarken, der lå under vanahais herredømme og virkede som alles spisekammer. I særdeleshed var umnol afhængig af kornimport fra vanahai og de sluttede straks op ved vanahais side, til forsvaret af Rinmarken. Men krigen blev ikke vundet uden store omkostninger for Umnol. Midt under slaget kom dragerne til og umnol vendte sig mod dem i raseri. Kong Bain Sølvskæg døde og med ham hans sønner og brødre, hvilket efterlod umnol uden tronarving. Kongens livgarde drog bort i skam med deres kvinder, fordi de ikke havde beskyttet deres konge. De slog sig ned i Askebjergene langt fra alle andre umnol og grundlagde riget Het Khad. I Numen Khad og Nimorod måtte man krone nye konger og fra dag af, var umnol opdelt i tre riger, med hver deres kongefamilie. Deres gamle evner i maskinkraft mistede de med Smededals fald og måtte nu leve et langt mere primitivt liv, end de var vant til.

Således levede umnol i skyggen af deres fordums stolthed, indtil Nimorods goder i 1110, ved en tilfældighed opdagede, at den gamle kongefamilie Gyldenskjold stadig var i live. I generationer havde de ubemærket boet bland mennesket i Nandel og erhvervet sig som smede. De søgte familien og fandt Train Gyldenskjold, der påtog sig opgaven som umnols konge. Han samlede umnol fra alle riger og udrustede dem til krig, for at tilbageerobre Smededal. Det blev en lang og hård kamp, men umnol vandt og vendte endelig tilbage til Smededel i 1112. Efter sin kroning erklærede Train Gyndelskjold amnesti for alle umnol og opfordrede alle til at vende hjem til Smededal og medvirke i rigets opbygning. Det blev begyndelsen til det umnol kalder Den store udvandring. Mere end to millioner umnol forlod deres hjem i menneskebyer og lande og drog til Smededal. Lige siden har synes af umnol været sjældent i menneskenes byer.
Det var en stor gerning og en mægtig dåd kong Train Gyldenskjold udførte. Han var en umnol, der hele sit liv havde boet og levet blandt mennesker, og det siges, at han i hemmelighed lever med en menneskekvinde i sine kongesale under Harak. I 1118 sender Kong Train en delegation til Diplomaternes hus i Asit Dur og søger om optagelse. I 1174 optages de tilmed i DIO og bliver for alvor en anerkendt magt i international politik. Smededal eksporterer særligt stål, marmor, granit og har DIO-godkendt monopol på mitrillium, der kun sælges til fremstilling af rødlegering. Det er stadig Train Gyldenskjold, der er umnols konge i dag.


ELVARIN
Der vides ikke meget om elvarins oprindelse, kultur og folk, skønt mennesket har haft kontakt med dem i mange århundrede. Den viden man troede man havde om elvarin, viste sig senere at være historier elvarin havde bildt mennesket ind - i deres egen sags tjeneste. Men i 986 lykkedes det troubaduren Abicon Aidolos af det syvende hus, at få lov til at bo i Aigonai, elvarins meste hemmelighedsfulde rige, hvor han skrev en diger bog om de sande elvarin. Det er stadig fra hans værk, man kender mest til evarin og deres kultur i dag. Elvarin hører ikke til i Gilbert Glammers evolutionsteori, da de ikke stammer fra et bæstologisk væsen. De ældste skrifter om elvarin er tyve tusind år gamle umnolruner og de blev allerede dengang betragtet som de ældste. Alle kilder peger på, at elvarin kom til Valhel fra øst, fra havet, men hvordan de opstod, har ingen kunne fastslå. Gilbert Glammer taler om, at de slet ikke er væsner i bæstologisk forstand, men nærmere skæbninger, gjort af et endnu ældre folk. Gabrielle von Horn er enig i denne betragtning og vover tilmed at foreslå, at dette ældre folk skulle være fra stjernerne. Da piraten Perill, som den første, sejlede urhavet rundt i 999, fandt han øer med ruiner af elvarinlignende strukturer, på den modsatte side af urhavet. De menes at være resterne af elvarins oprindelsessted Sol-Suil. Det vides ikke hvornår de kom til fastlandet og grundlagde de stolte byer Ar-Fanari, Ar-Telion og Gil-Dur, men det var med disse byer elvarins storhedstid tog sin begyndelse for tohundredetusind år siden. På den tid var det onokiler, titaner, drager samt de nu uddøde orkus, der herskede i Valhel. Særligt dragerne og orkus blev elvarins store fjender og krigene mellem dem var endeløse.

På den tid havde Nauglaf, onokilernes cencor, lagt en sky over Valhel, så solens stråler ikke kunne trænge ned til jorden og snitalferne i Ænord led frygteligt under mangel på lys. Da var det Fanari, elvarins højfyrste, tilbød dem teknologien til at bygge Duilin, en kunstig sol, højt båret af to enorme søjler: Det tilbud kunne snitaflernes fyrste ikke sige nej til. Men der var også de snitalfer, der blev mistænkelige og mente elvarin havde andre bagtanker bag byggeriet. Uenigheden blev til borgerkrig og da oprørene vandt, vendte de hæren mod Duilin, for at knuse den i 122fR. Det reagerede elvarin voldsomt på og sendte horder af krigere til forsvaret af solsøjlerne, men det nærede blot oprørernes mistillid. Snart kom gamle fjender af elvarin til, for at deltage i slaget ved Duilin, både drager og dæmonherre stod nu for første gang side om side med snitalfer i kamp mod elvarin. Duilin blev knust og elvarin måtte trække sig tilbage til deres skjulte riger. I år 3fR lykkedes det Droan, onokil-censoren af Forgwaidh, med hjælp fra sine jætter og dragerne fra Nord, at knuse elvarins tre gyldne byer. Elvaring flygtede til andre egne i Valhel, hvor særligt Lurindal i Belerion og Stjernedal i Dybskov fik en stor betydning for Valhels og menneskets historie. Elvarin grundlagde yderligere to riger, Aigonai i Grænseskoven og Amrolin i Berendel, men her forblev de isolerede og viste sig kun sjældent uden for deres riger.

Elvarins magt blev indskrænket. I århundrede levede de i skjul i deres flugtbyer, kun Stjernedal var åbent for rejsende og med tiden blev de blandet med mennesker. I 1166 begynde onokilerne opførelsen af Zahar-Bul, der ligesom Duilin bestod af enorme søjler, der skulle bære en sol, Zahar-Bul var blot en sort sol. Ingen kendte dens egentlige formål, men gætterierne var mange. Det var i særdeleshed på grund af en ihærdig indsats af det den gang lille algundurianske rådgivningsbureau Konsulenterne, at det Valhels regenter i sidste øjeblik vedtog at stå sammen i ét afgørende slag, for at knuse Zahar-Bul. Slaget blev indledt fire dage efter bygningsværket stod færdig, millioner døde på den ene dag krigen varede, langt de fleste var mennesker - regianere. Midt under slaget dukkede elvarin op fra Belerions mørke og sluttede sig til onokils horder. Da slaget var overstået og Zahar-Bul knust, opstod en vrede og efterfølgende jagt på elvarin, der efter få år førte til ødelæggelsen af Lurindal og Stjernedal. Kun en enkelt gruppe elvarin fik lov til at overleve og er i dag beskyttet af DIOs folkeret. Det var elvarin fra stjernedal man skånede. De deltog ikke i slaget ved Zaha-Bul og havde så vidt muligt hjulpet mennesket i kampen, uden direkte at krydse klinger med andre elvarin. Disse elvarin flyttede ind i menneskenes byer og blev snart blandet med mennesket. Det eneste spor af dem i dag, er de mennesker der fødes som avarinere. Der findes dog stadig elvarin i Aigonai i Grænseskoven og Amrolin i Berendel, de første lever i et skjult rige og har ikke vist sig siden deres forfædre fra Gil-Dur flygtede dertil. De menes at være de mest oprindelige elvaring der lever, og det er ikke usandsynligt, at der i Aigonai lever elvarin der er tusind år gamle. Amrolin er et elvarinrige, der strækker sig over store områder i skoven Berendel.


ONOKIL
Det eneste man kender til onokilernes ophav stammer fra et yderst usædvanligt fund af tretten glastavler som Gilbert Glammer gjorde et sted, han ikke selv vidste hvor var. Senere blev stedet identificeret af Fingolinekspeditionen og yderligere otteoghalvfems tavler blev fundet. Gilbert Glammer kaldte skriften på glastavlerne for gebetisk og oversatte en del af dem selv. Men uden Gabrielle von Horns og Thorsten N. Buhrs otteoghalvfems tavler, havde man ikke fået et forståeligt billede af onokilernes oprindelse. Tavlerne er skrevet af en med navnet Pantaki og beretter om en rejse, der førte Pantaki til det sted tavlerne blev fundet, men omtaler ikke noget om hvem eller hvad Pantaki er. Pantakisk skib forliste og sank tilsyneladende til bunds i en grav under havet. Han vækkede tre besætningemedlemmer, tre autarker, der synes at være noget andet end Pantaki selv. Han kalder dem ved navn; Nauglaf, Kangorod og Droan, udstyrede dem med hver deres Adamoster, en slags kontainer, og sendte dem afsted. Det er uklart hvorfor og med hvilket formål Pantaki sendte dem afsted, men beretningen afsluttes med at Pantaki lukker skibet ned og ligger sig til at dø.

Hvordan autarkerne kom til Valhel vides ikke nærmere, men da de kom skabte de arknarakerne, der byggede rædselsspirene; Nauglafring (Nauglaf), Gnathore (Kangorod) og Forgwaidh (Doran) længe før skovene kom til. I æoner af år levede onokil uden interesse for andre end dem selv, men inden for de sidste femtusind år, begyndte de at røre på sig og vise interesse for de øvrige civilisationer, der med tiden dukkede op.

I 1129fR begyndte Nauglaf at få interesse for det frugtbare Rinmarken, der lå under vanahais herredømme. Som del af sin plan skabte han Naugrund, en sky af støv og aske, der snart bredte sig over hele Valhel og opslugte solen lys. Under mørket forsøgte han mange gange at indtage Rinmarken uden held og skyen blev senere knust af vanahai fra Annumnur. Det var først i 101fR det lykkedes at bryde gennem vanahais forsvarværker og dermed indledte historiens mest berømte millitære træfning, slaget ved Rinmarken. På den tid var alle civilisationer afhængige af maden fra Rinmarken og så snart krigen brød ud, kom de vanahai til undsætning. Med vanahai stod umnol og snitalferne, og til alles forundring ankom også elvarin, der ellers ingen del hvade i sagen. På den anden side stod onokilerne og kaukiltroldene fra Nabat. De frugtbare marker blev ødelagt for altid og forvandledes til hjemsøgte rædselsdomæner af hærgende dæmoner og opvakte døde af slagets krigere. Det var det første store nederlag onokilerne led. Onokil-krigerene blev spredt for alle vinde og deres censor Nauglaf blev knust for evigt. Kangorod, der herskede i Gnathore, begyndte at vise en usædvanlig interesse for Smededal, da umnol kom der til og det var Kangorods horde der knuste Smededal i 201fR og fordrev alle umnol på flugt ud i Valhel.

I 36fR gik Kangorod i alliance med revnianbjergenes trolde og udslettede vanahairiget for altid, men da en gruppe flygtninge ottehundrede år senere grundlagde Triptagon og Kangrod sendte sine Uru Urkilere mod dem, mødte han sin overmand i Triptagons leder og hans profaner. Med profanerne, der kender tilintetgørelsens ord, slog Triptagon igen og knuste Kangorod for evigt.

I år 2 udnyttede Droan snitalfernes krig mod elvarin og sendte sine jætter ud for at knuse snitalfernes hær, mens den endnu var presset og befandt sig i fremmed land. Men jætterne lod snitalferne rejse uden krig og overtog selv elvarins gamle land, imod deres skabers ordre. Da forstod snitalfefyrsten, at jætterne havde forrådt deres herre og han vendte sin hær mod Forgwaidh. Matrespiret blev ikke indtaget, men belejringen tvang Droan til at flygte, før snitalferne måtte opgive og vende hjem. Droans flugt førte ham til Lænkebjergene, hvor han dybt ved deres rødder fandt Gundagund, indgangen til underverdenen. Droan vidste ikke hvad det var for et sted og begav sig hele vejen gennem underverdenens tre riger, Mamblung, Khakbad og Mennelmakar og fandt vejen til dødriget, hvor dødsdæmonen Klirr herskede. Uvidende om døden og dens Herre tog Droan kampen op mod Klirr og besejrede ham i hans egen dødehal. Men sejren blev en forbandet skæbne for Droan, da han som dødens besejrer selv blev den nye dødsdæmon og Herre over dødsriget. I al den tid Droan sad som dødgud forsøgte han forgæves at lokket og truet enhver han kunne, til at sætte sig på tronen og overtage hans plads. Men det lykkedes først i 1208 og i hast søgte han tilbage til Forgwaidh for at fortsætte sine ukendte planer. Her fandt han martrespiret indtaget af onokilerne fra Gnathore og han blev forvist. Efter tusind år som dæmon, var han ikke længere onokil. Noget var sket med ham og snart spredtes rygterne om Den nye orden og den nye gud; Droan. Han kender menneskets lidelser, han har set menneskets død i århundrede og er kommet for at redde dem fra ulykke og elendighed. Han vil besejre det mørke han selv engang var en del af og hans engle; Droahimerne, er sendt ud for at overvåge mennesket og give frelse.
Rettet af: Jacob Jarlskov
Opdateret: 2017-11-16 10:38:08

Historien om magikeren begyndte i 3000fR, da dragen Vanahai Orm angreb Ligarafolkets hellige by Ligara Domus. Da det i rædsel gik op for ligarafolket, at dragen var ubesejrlig, besluttede deres dygtigste nekroalkymister at skabe et væsen, der kunne stå op i mod dragen. Det krævede en drage at bekæmpe en drage og dertil måtte de skaffe en dråbe af Vanahai Orms blod. De iværksatte et selvmorderisk angreb, hvor tusinder døde under dragens magt, men de fik hvad de kom efter og ud af drageblodet skabte de Kronark.

DEN FØRSTE VANAHAI
Kronark lignede et menneske, var to meter høj og bleg, i modsætning til ligarafolkets mørke hud. Han var stærk, intelligent og næsten lige så grådig og usårlig som dragen selv, men det var evnen til at bruge magii, der var det vigtigste våben. Selvom Kronark ikke kunne besejre Vanahai Orm alene, var han en succes og man skabte yderligere tusind af arten, før det lykkedes at dræbe den mægtige drage. Men det var ikke nok for Kronark, da dragen var besejret, vendte han tilbage til Ligara Domus for at gøre sig selv til konge og sine artsfæller til nobilitet. I ti år levede ligarastammen som slaver for deres egen skabning og de forstod, at de blot havde dræbt Vanahai Orm for at skabe en ny Vanahai – og det blev den nye arts navn. Efter ti års slaveri lykkedes det ligarastammen at skabe et nyt væsen, snitalfen, der tvang Kronark og hans Vanahai på flugt, før de selv forlod Ligara Domus og overlod ligarastammen til sig selv.

TOL ESSA
I fem år hærgede Vanahai, plyndrede hvor de kom frem og spredte skræk og rædsel overalt. Da Kronark hørte om Flodernes Bjerg hvor den rigeste menneske-stamme, nornerne, boede, besluttede han at føre sit folk dertil. Vanahai var mennesket overlegne og krigen blev kort. Flodernes Bjerg blev plyndret og de overlevende blev taget med som slaver. Kronark var kriger og gav sit folk sejre, men da de første gang mødte en hær af onokil, stod de pludselig over for en ligeværdig modstander. Vanahai overlevede kun med nød og næppe og Kronark faldt på kamppladsen. Det var Tol Essa, der blev vanahais nye leder, men han var ikke kriger. Tol Essa mente, at magiiens magt var langt større end kampbrug. Magiiens vej var selve livets essens, virkeligheden og sandheden. Han førte vanahai mod syd og grundlagde universitetsbyen Idun i skyggen af askebjergene.

VANAHAIS STORHED OG FALD
Med Tol Essa som leder blev Idun begyndelsen til den store forskning i magii. Vanahai var ikke længere krigere, men studerende og undervisere og så sig selv som de klogeste og viseste. Deres magt blev enorm, men de blandede sig ikke i andres anliggender, levede for sig selv, kun med efterkommerne fra nornestammen som tjenere. Tol Essa blev usædvanlig gammel, også af en vanahai at være, der gerne blev fem-sekshundrede år. Tol Essa regerede til han døde i 1899fR og Kilo blev vanahais nye leder. Kilo var kriger som Kronark havde været det, og snart blev grådigheden efter viden og magii atter til grådighed efter sejre og rigdomme. Da en ukendt og mystisk katastrofe tvang vanahai til at forlade Idun, valgte Kilo at føre sit folk mod nord, hvor han grundlagde Gomenore og blev kronet til konge. Med grundlæggelsen af Gomenore blev vanahai den mest dominerende art i valhel. Hvor de kom frem vandt de sejre og skabte det største land, valhel til dato har set. Cirka trehundrede år senere grundlagde de riget Annumnur i syd, som forsvarsværk mod fjenden i Nabat. Begge riger blev enorme og magtfulde, men netop kampen mod fjenden i Nabat blev efter nederlaget ved Slaget i Rinmarken i 111fR begyndelsen til vanahais undergang. Først brød Gomenore sammen under en uhørt intern grådighed, der gjorde det let for Gnathores Uru Urkilere at knuse og tilintetgøre riget. De få overlevende flygtede til Annumnur, der selv var på randen af sammenbrud. Men det var det første store menneskerige, Det Valleriske kejserige, der sendte sine hære mod Annumnur og knuste det for altid. De bragte skatte og mange tusinder af vanahaislaver med hjem og det viste sig hurtigt, at vanahaislavernes magii var yderst praktisk og snart vandt flere af dem både frihed og embeder. Vanahai med at ophøre som art, men deres blod gik videre ind i menneskeslægten.

DRAGEBLODETS BÅND
Det var på den måde der kom menneskebørn med drageblod til verden og man kaldte dem magikere. I begyndelsen var det forbundet med respekt og ære at have drageblod. I år 78 grundlagde troldmanden Allman Hvidstjerne Hvidstjernens Råd, der bestod af Valhels mægtigste magikere. Deres opgave var at beskytte menneskeheden mod fjenden fra Nabat og rådets medlemmer blev respekteret og æret i alle riger. I 995 var den store fjende fra Nabat besejret for altid og Hvidstjernens Råd nedlagde sig selv.

NUTIDENS MAGIKERE
Der fødes stadig mennesker med drageblod over alt i Valhel og hvis de opdages bliver de registreret. Anderledes står det til i Magus Narre, hvor folket er vanahin og hvor Kætterkonventionen af gode grunde ikke gælder. Her opdrages alle med muligheden for en uddannelse som magiker på Magus Terra. Uden for Magus Narre må skolerne være hemmelige og kaldes sorte skoler. Her foretages undervisningen af en enkelt lærer med en enkelt eller kun få elever. Ud over de sorte skoler, eksisterer den hemmelige internationale organisation; Huset Magus, der driver en række huse, hvor magikere kan mødes, købe magisk udstyr, udveksle ideer samt lære nyt og gammelt om magii.

Enhver med DRAGEBLOD kan bruge hin formularer til hverdag og fest, men kun den ihærdige kan opnå den ultimative indsigt i magiiens virke og magten til at bruge De gamles FORMULARER. I magikernes by, Magus Narre, er det almindeligt at læse magii på universitetet, men i resten af Valhel kan det kun læses i Huset Magii, eller på De sorte Skoler som de kaldes. Huset Magii findes i alle lande, men de er hemmelige og meget vanskelige at finde, uden de rette kontakter.

MAGII
Magii er det ældste sprog af alle, et sprog hvor hvert ord er et sandt navn med magisk kraft i sig selv, et skabelsens sprog, der skabte universet. Således har alt i denne og den anden verden et sandt navn, der er selve årsagen til dets eksistens. Magii er et astralt sprog, der nok kan udtales med lyde, men i sandhed udføres det gennem viljen. Kendskabet til tingenes sande navne er magiiens inderste væsen. Mangen en mægtig magiker har brugt hele sit liv på at finde ud af en enkelt tings navn, et enkelt glemt eller skjult navn, og alligevel er listerne langt fra færdige - og det vil de heller ikke nå at blive, inden verdens ende. De sande navne er i alt, både i denne verden under solen som i den anden verden, der hverken har sol eller noget med mennesker eller menneskers tale at gøre. Der er kræfter hinsides vores, men selv her er magii den grundlæggende kraft. Enhver magiker kender et par af magiiens ord, og nogle kender mange. Men der findes mange flere. Nogen af dem er gået tabt i tidernes løb, nogen er blevet skjult, nogen kendes kun af drager og af jordens gamle kræfter og nogle kendes overhovedet ikke af noget levende væsen. Og ingen vil kunne lære dem alle at kende, for skabelsens sprog har ingen ende.
Rettet af: Jacob Jarlskov
Opdateret: 2017-09-21 13:52:21

Den monopatiske kirke blev grundlagt i 203 og bygger på forestillingen om den ene gud, Ruman og Ismisas Gud, altets skaber. Men skønt grundlagt i 203, bygger den på en langt ældre tradition, som kan føres helt tilbage til de to første mennesker: Ruman og Ismisa. Ruman var høvding over Nornerne, et folk som senere blev taget til fange af vanahai og gennem generationer levede som tjenere og vandbærere. De levede så længe under vanahais åg, at de glemte deres guds navn og det var årsagen til, at Gud vendte ryggen til dem og græd. Siden da har hun vendt mennesket ryggen, men det skal ikke forstås sådan, at hun ikke følger menneskets gang på jord. Før beskyttede hun sit folk mod farer og ødelæggelse, for at bringe dem til paradiset, hvor det lykkelige liv blev givet. Det skal forstås således, at Gud ikke kan hjælpe de, som havde glemt hendes navn. Men i mennesket er iboende den mulighed, ved egen vilje, at gøre sig værdig og dermed modtage Guds navn i hjertet og komme til hendes rige, Tares Nunumbar, efter sin død. På den måde blev guden i en længere periode kald Den navnløse Gud, indtil profeten Elypos fik ordre på at kalde hende Nilea, indtil den dag hendes folk skulle ihukomme hendes navn. Nil er et mori-ord der betyder Hersker og med -ea som endelse bliver det hunkøn: Herskerinden. Men mennesket laver endnu en ugudelig handling, da Paros, efterkommer af Patos, efterkommer af Ruman og Ismisa, i 1110 fR grundlægger drudeordenen og Det valleriske Kejserrige. Det betragtes som en forræderisk tid, da disse netop blev grundlagt på accepten af flere guder. Det var Kaiser, senere omdøbt til Innomortis, der grundlagde den monopatiske kirke i 203 og han gjorde det i sammenhæng med Palurions grundlæggelse af landet Noxius. Og som grundlag for kirken, fandt Innomortis I en ældre samling frem, tilføjede sit eget evangelium og gjorde det til monopaternes mest hellige skrift: Librum. Librum er opbygget af 5 bøger; Skabelsen bog, Illunostra, De valleriske fragmenter, Runebogen, Brasidas Bog og Profeternes bog.

SKABELSEN
Beretningen om hvordan verdenen, livet og mennesket blev skabt.

Uddrag af Skabelsen:
I begyndelsen sagde gud ordet og ordet delte verden i Kor og Korbul. Der var mørke over urdybet, men Gud lod Kor æde af Korbul og Korbul leve af Kor. Og i støvet fra de deltes kamp, blev Keruberne skabt. Og blandt Keruberne valgte gud Muna, her skulle herligheden bo. Gud skabte urhavet og lod det dække Muna. Men Muna blev vred og brød ud af Urhavet, for at flygte bort i urdybet. Gud så det var forkert og satte Muna i kredsløb om Urhavet og gav den navnet Luna.
Der hvor Muna rev sig løs af Urhavet, havde Urkontinentet rejst sig og Gud skabte græsset, buskene og træerne. Derpå skabte hun dyrene og hun så det var herligt. Til sidst skabte Gud de to første mennesker, Ruman og Ismisa, så de kunne opleve herligheden. Men da Gud skabte mennesket, hviskede Korbul falske ord i mørket og lånte af Guds skabelse.

Uddrag af Fortabelsen:
Ruman og Ismisa fik sønnen Blisos, som blev høvding af en mægtig stamme. De levede i Gudsfrygt og med Guds navn i hjertet. Blisos blev gift med Lasis og de fik sønnen Tahugga. Tahugga lærte at stjæle kraften ud af Hiduin og styrkede stammen. Tahugga giftede sig med Vislis og de fik sønnen Stablos. Stablos mistede den kraft hans far Tahugga havde bragt til veje og stammen blev svækket. Stablos giftede sig med Mima og de fik sønnen Gothigua. Han var så hellig at Gud skænkede hans stamme en kraftfuld flod, hvor de kunne rense sig fra verdenens urenheder. Gothigua giftede sig med Dianaya og de fik sønnen Heksos. Han gik i dæmonernes tjeneste og skaffede således nye kræfter til stammen. Men det var onde kræfter og det var begyndelsen til stammens endeligt. Heksos giftede sig med Babaya og de fik sønnen Ygylan, den sidste. For på Ygylans tid kom vanahai med Kronark i spidsen af en frygtelig hær. Nornerne blev lagt i lænker og Kronark tog dem med som slaver.
Da Kronark blev 500 år døde han og vanahai fik en ny leder, Tol Essa og han var viis men gudsforladt. Han var ikke kriger, men vranglærer og han grundlagde et land til vanahai, hvor deres vranglære kunne gro. Med sig bragte de nornerne og de tjente vanahai så længe, at de til sidst glemte deres Gud og hendes navn. Og Gud vendte dem ryggen og græd.


ILLUNOSTRA
Nornerne levede i mange generationer som tjenere og vandbærere for Vanahai, men omkring 1968fR skete en afgørende hændelse. Blandt de gudeløse Norner, voksede en dreng op. Allerede som lille spurgte han de voksne om Gud, men det var mange generationer siden, de havde glemt Guden, så de smilede bare og rystede på hovederne. Derfor kaldte de ham Patos og da han fyldte sit fjortende år, talte Gud til ham. Han nedfældede denne hændelse, som Gud havde befalet og han skrev om det oprør som senere fulgte. Men desværre findes der i dag kun meget få fragmenter af disse skrifter, som går under fællesbetegnelsen Illunostra. Illunostra er indsat som det andet skrift i monopaternes Librum.

Uddrag af Illunostra:
…om aftenen sendte kokken mig ud efter vand og jeg traskede den lange vej til brønden. Men netop som jeg smed spanden i, buldrede en stemme fra himlen og jeg troede det var vanahai som drev gæk. Men det var Gud. Og Gud talte til mig og sagde: spyt på den jord du står på, for den er uhellig og jeg gjorde det. Min Gud, hvorfor har du glemt dit folk? spurgte jeg og lagde mig på brøndstenen i ærbødighed. Glemt! brølede Gud, Jeg er den som Er! Kan du sige mig mit navn? Jeg kender ikke dit navn, herskerinde, du har været så længe væk, svarede jeg i bæven, ingen kender til noget mere, ingen ved noget! Og Gud svarede: når du kan sige mit navn, da husker du din Gud! Du, Patos, af Rumans æt, jeg har fulgt din søgen, jeg er kommet. Du skal føre dit folk bort fra den uhellige jord og blive konge over de ugudelige stammer. Og dér skal I samle mit folk og lære dem mit navn. Jeg spurgte: men hvad er dit navn herskerinde? og Gud svarede: mit navn er i himlen som på jorden, det er i dig og uden om dig, det rummer alt og er altings ende, jeg er den som Er, når tiden er inde, skal du kende mit navn...

Det lykkedes Patos, i 1968 fR, at rejse et oprør og 7000 mennesker flygtede fra Idun. 3000 fulgte Patos mod nord og Gud førte dem mod landet Regina, hvor de slog sig ned og blev mangfoldiggjort. Det lykkedes ikke Patos at blive konge over de ugudelige stammer, men han blev stamfader for patruskerne, som med tiden blev et mægtigt folk.


DE VALLERISKE FRAGMENTER
I 1133fR døde kongen af Regina, Althaler II, af Patos slægt. Han efterlod sig to sønner og valgte at delte Regina i to, så de hver kunne få en del. Den ældste, Kilser, blev konge af det gamle Regina, mens Paros fik det lille land øst for Regina og som hans far havde givet navnet De røde Marker. Og det var Paros, for hvem det lykkedes, at samle de ugudelige stammer under én trone. Men skønt Gudinden havde sagt, at de alle skulle lære stammerne hendes navn, gjorde Paros det modsatte. Han havde selv glemt guds navn og samlet stammerne ved at acceptere alle guder. Når man nu ikke kendte Guds navn, mente han det var rigtigt at acceptere dem alle. Således samlede han stammernes shamaner, åndemanere, hekse, vrangpræster og profeter i drudeordenen og gennem den grundlagde han Det valleriske Kejserrige. I den tid var himmelen sort og verdenen levede uden dagens lys i mange år. Patruskerne begyndte i denne periode at kalde deres gud; Den navnløse Gud.
Beretningen om Paros samling af de valleriske stammer i drudeordenen, findes der en rækker skrifter om. Særligt i en bestemt skriftsamling: De valleriske Fragmenter, skrevet af mange forskellige forfatter fra den tid, beskrives hændelserne ganske nøje. Desværre kaldes det fragmenter, netop fordi samlingen langt fra er hel.

Uddrag af De valleriske Fragmenter:
…Og det skete i de dage, at Paros, patruskernes høvding, kaldte til samling, blandt alle de valleriske stammer: hokfræerne, nirastinerne, puritinerne, tarserne og mange flere. Men ingen af de hedenske høvdinge ville mødes eller tale. I de følgende ti år kaldte patruskernes konge til samling tre gange, men hver gang uden held.
Da sendte han besked til sin broder, Kilser og bad om krigsstøtte mod kætterne, men blev afvist. Kilser var sin stamfader tro og sagde til sin broder: spild ikke vores folks blod på de uværdige. De har valgt deres egne guder. Men det blev ikke til krig, for da Nauglafs mørke drev over himlen, troede de vantro, det var guds vrede og søgte beskyttelse hos Paros. For med Naugrund kom lysets og mørkets folk og deres ondskab ramte alle. Da bøjede de vilde stammer sig for Paros og gik i orden med ham. Således opstod Drudeordenen og således blev Paros Ærkedrude, forsamlingens øverste og kejser for et samlet folk...

Men drudeordenen stod snart med mange problemer, hvordan skulle alle disse forskellige trosretninger og kulturer få fælles grundlag. Paros, der efter han var blevet kejser i 1110 fR, kaldte sig Neopendes I, mente man måtte acceptere alle guder og dermed introducerede han monolatrismen; ideen om eksistensen af mange guder, men at mennesket kun måtte tilbede en af dem.
Store dele af De valleriske Fragmenter handler om Illurvan, et tårn som gik lige op i guds rige. Det blev betragtet som det helligste bygningsværk i historien, men anses i monopatismen som en af de store forbrydelse mod Gudinden. Den blev bygget i 900 fR og stod frem til 707 fR, hvor Den valleriske Kejser Hammelkuk knuste det under Første Runekrig.


RUNEBØGERNE
Runebøgerne udgør 4. bog i Librum og handler om de tre runekrige der brød ud i Det valleriske Kejserriges tid. At det kaldes runekrige skyldes, at Kejser Hammelkuk beordrede sine skrivere at nedfælde alt som skete under første runekrig, mens krigen var i udbrud og det gjorde man med runer i stentavler. Anden gang var det Kejser Abel i 98 fR, der beordrede en krig nedskrevet og tredje gang var det kejser Namortula III, der i år 22 støttede agguraterne i kampen mod de øvrige trosretninger. Skrifterne er derfor skrevet mens handlingerne foregår og ikke efter det er sket. Det gør skrifterne til en mere troværdig kilde.
I traditionen findes der også en fjerde runekrig, der som de tre øvrige blev indhugget i sten. Det skete da Monomonarken Alexander, erklærede Valhels religioner krig i 271, en krig der som bekendt endte med monopatisk sejr og den store aftale af 311 . At den fjerde runebog ikke findes her skyldes, at Librum blev samlet i 205, mange år før krigen brød ud. Det var altså for sent at indføre den i monopaternes hellige bog, men den findes som et selvstændigt værk og anerkendes i den monopatiske kanon som et helligt skrift.


FØRSTE RUNEBOG
Trods de mange problemer drudeordenen havde at se til, var det en periode i stor fremgang for de stammer, den bestod af. Infrastrukturen i Det valleriske Kejserrige blev påbegyndt og man søgte at holde styr på handel og sikkerhed. I den tid blev riget regeret af kejsere, som både var det religiøse og det verdslige overhoved. Dette resulterede ofte i interessekonflikter og druderne mente det alt for ofte var dem, som blev overset. Derfor opstod der i 700 fR en bevægelse, som søgte at dele magten, så druderne kunne få deres egen leder; ærkedruden. Til at begynde med tog kejser Hammelkuk sig ikke af dem, de var få og uden magt. Men i 707 fR turde han ikke længere sidde dem overhørige. En aften sendte han hæren ud til de syv mest indflydelsesrige druder og de dræbte dem i deres senge. Det skulle være en advarsel, men det endte i åben krig mellem hæren og druderne også kaldet Den første Runekrig.
Det viste sig hurtigt at kejserens var stærkest, for han havde hæren under sin kommando. Hammelkuk besluttede at udrydde drudeordenen en gang for alle og sendte til sidst hæren mod Illurvan, det helligste sted for alle druder. Det blev et knusende slag og under det tunge angreb brast Illurvan og tårnet sank i grus. Efter denne sejr dødsdømte Hammelkuk alle druder og til svar konverterede langt de fleste til en ny orden; druiderne . Denne orden var bygget på samme principper som drudeordenen, men druiderne anerkendte kejseren som den øverste magt. Kejser Hammelkuk omkom under slaget og hans søn Neopendes III fik tronen. Han interesserede sig ikke meget for religion, i stedet skrev han Den valleriske Lov og gav druideordenen tilladelse til, at finde deres egen leder. Det eneste han krævede var, at de overholdt loven og dette blev for alvor begyndelsen til Det valleriske Kejserriges storhedstid.


ANDEN RUNEBOG
Efter slaget ved Rinmarken i 101fR , var alle de store civilisationer tvunget i knæ og skønt de var sejrherrer, skulle det blive deres sidste triumf. Vemlennerne kendte ikke meget til den krig, men kejser Abels spejdere vendte i 98 fR hjem med bud om vanahais elendige tilstand i Annumnur . På den tid var kejserriget magtfuldt og rigt og druiderne overtalte kejser Abel til at benytte muligheden og få hævn over de mange hundrede år vanahai holdt nornerne i fangeskab.
Krigen varede i seks år og allerede fra begyndelsen beordrede kejser Abel at denne krig skulle nedskrives, på samme måde som den første runekrig. Abel og druiderne anså denne krig som en videreførelse af Den første Runekrig, fordi det stadig var den evige krig mod kætterne. Derfor kaldte de krigen mod Annumnur for Den anden Runekrig og kejseren skulle meget slemt igennem, før sejren var i hus. Efter de tre første år led vemlennerne seks store nederlag og blev tvunget tilbage over floden Karm.
I hovedstaden Iman sad Kejser Abel og hans nærmeste druider. Noget måtte gøres, hvis ikke de skulle miste deres frihed og atter leve som slaver. Da var det patriarken Erahim kom til kejseren og bad om lov til at bede for ham. Han ville ofre sit liv, for at få den navnløse gud til at hjælpe. Kejser Abel opfordrede ham til at bede alt han kunne, men han skulle dog vide, at hvis det ikke hjalp, ville kejseren lade ham spidde. Til trods for denne trussel lagde Erahim sin skæbne i Den navnløse Guds hænder og bad for kejseren og hele folket. Og Gud tog ham til sig, men sendte til hjælp fem ærkeengle . Og med Den navnløse Gud på sin side, mobiliserede Kejser Abel atter sine tropper og sendte dem tilbage mod fjenden. Ved de røde marker tordnede hærene sammen og et mægtigt slag blev udkæmpet. Da slaget endte, var vemlennerne sejrherrer, men deres tab var enorme. Kejser Abel lod de overlevende vanahai inddrive til slaver og førte dem til det valleriske kejserrige. Der går dog ikke mange år, før det står klart for enhver, at vanahais styrke var til så stor fordel, at de hurtigt blev anerkendt i samfundet. Med tiden fik de høje embedsposter og blev meget indflydelsesrige. Men de var ikke nok til at holde deres egen race ved lige, med tiden giftede de sig med menneskene og langsom forsvandt den stolte vanahairace. I stedet var der plantet en ny sæd i mennesket og fra tid til anden bliver der selv i dag født mennesker, i hvis årer vanahaiblodet er så tykt, at de kan gøre brug af magii. Disse bliver til koglere og troldmænd.
Efter slaget om Annumnur nedskrev ærkeenglene hver deres testamente , som indeholdt et eller flere sakramenter, som kun paladinen [Vemlandsk ~ Den som taler med gud] kunne udføre. Derpå gik de til Erahim og forærede ham testamenterne, for at hans folk en dag kunne gøre brug af dem.
Det var i testamenterne man kunne læse de otte sakramenter, men på den tid kunne de ikke benyttes af nogen. I Aggmons profetier, skrevet omkring år 1114 fR finder man forklaringen; sakramenterne ville først vise sin magt, når Gud græd en brændende tårer på himlen.
Kejser Abel konverterede til Den navnløse Gud og herefter blev det almindeligt, at de valleriske kejsere hørte til blandt patruskerne.


TREDJE RUNEBOG
I år 1 så folket i Det valleriske kejserrige et lysende punkt på himlen, som en brændende tåre fra Gud, nøjagtigt som beskrevet i Aggamons profetier. Det måtte være den gave, rimstenen, som gud ville skænke mennesket og ærkedruiden Hammurik sendte straks krigsherre Kaper og druiden Zerubabel ud for at finde den. Det blev til en rejse på et år og de fandt hvad de søgte i Jodos, et lille primitivt stammesamfund syd for Berendel. Men sultanen af Rumanoth var også til stede med sin hær og de måtte en del igennem, før de kunne vende tilbage til Iman, Det valleriske Kejserriges hovedstad, med rimstenen .
Rimstenen besad mægtige kræfter og den som rørte den, blev skænket rimkimen. Den der blev skænket rimkimen fik titlen som paladin og havde evnen til at bruge sakramenterne, nøjagtigt som Aggamon havde foruset. Men da testamenterne var gået tabt under branden i 37fR, besluttede ærkedruide Hammurik at rekonstruere dem. Der fandtes endnu druider, som havde læst den og kunne referere fra den. Dette værk fik navnet Sakranomikon og det er stadig det værk, der bruges i de tre verdensreligioner i dag.
Rimstenen besad også en anden og mægtig evne, for ved berøring kunne man også få ønsker opfyldt. Nu var det sådan, at man kun kunne røre rimstenen en gang i sit liv. Rørte man den for anden gang, ville rimkimen straks forsvinde og man ville aldrig kunne modtage den igen. Derfor var det ikke hvem som helst, man kunne bruge til at ønske, for det skulle være en, der ikke i forvejen havde rimkim, men samtidig en der havde den rette autoritet blandt druderne. Det endte med, at man oprettede en hel orden; venorerne, som netop bestod af troværdige druider, der måtte vente på at modtage rimkimen, til man havde brug for et ønske. Dette var flere gange med til at redde fejlslagne høstår og mindre katastrofer.
Med rimstenen opstod en voldsom diskussion, for i Aggamons profetier stod, at Gud ville sende rimstenen til sit folk og det fik druiderne til diskutere hvilken Gud og hvilket folk der var tale om. For den som havde retten til rimstenen, havde magten og i år 22 brød det ud i åben kamp.
Det skete under en druidesamling, hvor agguraterne havde planlagt mordet på Ambrosius, patruskernes leder. Mordet startede en åben kamp under mødet og snart flød blodet. Da rejste den unge Talim, søn af Ambrosius, sig op og sprang mod rimstenen, der stod midt i gården. Han var ikke venorer, men han var endnu så ung, at han ikke havde opnået retten til at modtage rimkim. Men da han så druiderne dræbe hinanden i galskab, sprang han mod rimstenen og ønskede, at der for altid var fred og enighed mellem menneskene. Men det ønske var for stort, himlen blev øjeblikkelig mørk og fra uvejrskyer lynede det ned og rimstenen knustes i tusind stykker. Og så var krigen uundgåelig.
Den siddende kejser var forrædderkejseren Namortula III, han var patrusker, men forrådte sin gud og konverterede til agguratismen. Og som aggurat støttede han den agguranske fløj i drudeordenen og i slutningen af år 22 lykkedes det ham at jage de øvrige trosretninger bort, så agguraterne kunne sætte sig alene på magten i druideordenen. Han satte tilmed pris på kætternes hoved, hvilket udløste en masseflugt fra Det valleriske Kejserrige: patruskerne flygtede mod syd, puritanerne og tarserne mod nord. Kun agguraterne og hokfræerne blev tilbage.
I år 28 brød kejserriget uigenkaldeligt sammen og verden var befriet for det kætterske rige.


BRASIDAS BOG
Nilea er den oprindelige, den ene almægtige, den største. Hun er altings skaber og alting skylder hende hyldest, men hun kræver intet, thi denne verden skabte hun af kærlighed. Derfor er man nærmest Nilea når man handler i kærlighedens tjeneste. I troen på hende forenes vi. I troen på hende får vi trøst. Men som vi således får, må vi også give af os selv. Thi Gudinden er til for os, men vi må aldrig glemme at altet er til for hende! Vi er blot støvkornet foran altet, men for Nilea er vi alt, thi vi er evigt forbundne med hende og som vi sættes i verden af hendes vilje, således skal vi vende tilbage til hendes vilje. Derfor må vi acceptere døden.

Således taler Vor Frue Nilea, gennem Kardinal Brasidas af Regia, et menneske:

I sandhed stråler Nileas glans omkring os brødre! I sandhed brydes denne verdens armod og savn alene af vor tro! Om vi er de fattigste af de fattige eller de rigeste af de rige, holder Nilea sin kærlige, men beslutsomme hånd over os og beskytter os fra den ondskab der ligger foran os og den som hviler i øjets yderste afkrog.

I sandhed stråler Nileas glans omkring os søstre! I sandhed er hun med enhver der føler angst for sine børn! I sandhed er hendes nåde hos enhver der rammes af sorgen! Hun er vor Moder, den som bragte os til verden og vor Beskytterinde! Hendes hånd er styrke, på Hendes pande er nåden, i Hendes øjne findes al visdom og i Hendes hjerte kærlighedens glæde og sorg.

Således kender hun dig menneske, menneske. Din lykke, din sorg, dit mod, din frygt, dine venner, dine fjender. Alt hvad du kalder dit, menneske, er Hendes ligeså. For Hun er skabt af dig, som du er skabt af Hende. Derfor kender Hun dig menneske. Men du kender kun Hende hvis du tror. Thi Hendes magt strækker sig ud over det som kan forstås.

Bøj dig derfor i bøn for Hendes almægtige åsyn, om du er den fattigste af de fattige eller den rigeste af de rige. Gudinden gør ingen forskel. Se derfor til at du ikke glemmer Hende i al din tragten efter jordisk rigdom, menneske! Hun hører dig ikke bedre om du ofrer 100 okser, 10.000 sædekorn eller 100.000 vantro til Hendes ære! Hun hører kun dit hjerte, menneske.
Var dig derfor at det ikke er til din egen ære du erhverver dig rigdom og kaster den i grams for Hende, thi det vinder dig intet som ikke vil forgå! Penge er dog kun penge fordi mennesker siger så, Gudinden kerer sig ikke om jordlige besiddelser, penge eller magt. Stil dig derfor ikke utilfreds med den løn Gudinden giver dig. Hun giver dig kun hvad du har brug for, ikke hvad du begærer.
Hendes er det hinsides – det som ikke kan måles og vejes. Hendes er din tro, dit håb, din kærlighed!

Vær ikke hovmodig, men trofast. Så Hun kender dig som sin egen. Vær håbefuld og fortvivl ikke, Gudinden står på samme side som den der håber. Frygt ikke at handle, Gudinden velsigner den som handler i Hendes navn. Lad kærligheden føre din hånd, så er du som Gudinden selv! Lad det høres fra højeste bjerg og dybeste dal!

Om jeg taler både menneskers og engles sprog, men ikke har kærlighed. Er jeg hul som en rungende bronzeklokke. Og om jeg har profetiske gaver og kender alle hemmeligheder og al kundskab og om jeg har al tro og kan flytte bjerge, men savner kærlighed, er jeg ingenting. Og om jeg deler alt ud jeg ejer og lader mig brænde på et bål, uden at have kærlighed, har jeg intet vundet.
Kærligheden er tålmodig og god. Kærligheden er ikke stridslysten, ikke hovmodig eller opblæst. Den er ikke udmalende, ikke selvisk, bruser ikke frem og vil ingen noget ondt. Den finder ingen glæde i uretten, men frydes ved sandheden. Kærligheden bærer alt, tror alt, håber alt og udholder alt.
Den profetiske gave, den skal forgå. Tungetalen skal tie. Kundskaben, den skal forgå, som kroppen forgår. Thi vor kundskab er begrænset og den profetiske gave er begrænset. Kærligheden hører aldrig op. Derfor bliver det disse tre; tro, håb og kærlighed, men størst af alt er kærligheden.

Vær derfor overfor Gudinden som det lille barn overfor sin moder og tvivl aldrig på hendes grænseløse nåde, hendes timelige hjælp og hendes ubøjelige vilje. Lad aldrig din tro skæmmes af menneskers ord og gerninger, thi de er begrænsede og ser kun brudstykker af sandheden, men Gudinden ser alt, ved alt, bærer alt. ER Fuldkommen! Thi al Hendes styrke, al Hendes nåde , al Hendes vilje, er styret af den grænseløse kærlighed som kun en Moder kan føle for sine børn. Uden den havde Hun ikke holdt sin hånd over os i forsvaret mod det dunkleste mørke og det skærende lys som ønsker at standse det skabte.

Den som følger disse ord, vil se Gudinden når tiden er inde. Når det begrænsede bliver til det fuldkomne. Når vi forlader denne jord for at tage på vor rejse til Hendes himmelske rige, Tares Nununbar. Thi der er to riger, det jordiske og det himmelske. Jorden er de levendes verden. Det himmelske er de dødes verden. Den som øver ondt i det jordiske vil få en ond skæbne i det himmelske, thi sjælen dør ikke med kroppen.
Men dig som lader din hånd føre af kærlighed, dig vil intet blive nægtet om du så må dø for din tro.

Den som ikke hører kan spørge ”hvad er kærligheden da, lad mig vide præcis hvad jeg skal gøre for at vandre i Nileas tro.” Dertil falder svaret, kærligheden er Nilea i dig. Og som den er i dig, således er den i alle, derfor kan den ikke gives grænser eller regler, thi den er som kærligheden i hvert et menneske. Ubegrænset!

Derfor når den ganske menneskehed står samlet i kærlighed, da vil Hun atter blive som én og vende sig mod os igen. Tares Nununbar vil sænke sig ned over verden, døden vil gå i ét med livet og intet vil blive som før.
Forstå derfor menneske at det er dig som skal vendes mod Nilea, ikke Nilea der skal vendes mod dig.



PROFETERNES BOG

PROFETEN AGGAMON
Aggamon var efterkommer af Patos slægt og dermed patrusker. Han hørte til de troende, som hyldede den navnløse gudinde og begræd tabet af hendes navn. I hans tid var religion et rent handelsmarked, så de gamle traditioner havde svære vilkår.
Aggamon blev født i 1138 fR og var oprindeligt harpespiller. Han skrev mange sange, som kendes den dag i dag og komponerede flere melodier. Men som 24 årig, i 1114 fR, skete en hændelse som ændrede hans liv og slutteligt førte ham i døden. Netop som han øvede sig på sin nye komposition, Eskatos, blev han plaget af frygtelige drømme, midt på den lyse dag. Det var Guds åbenbaring og Gud havde valgt ham, fordi han var mest værdig. Efter disse syn, nedfældede han det hele, på samme skriftrulle, som han netop var ved at skrive sin klagesang.
I disse syn forudså han drudernes og Det valleriske Kejserriges samling og opnåede derfor stor status, da det allerede skete 4 år senere. Det skulle vise sig at være mere problematisk end forventet, for da druderne var samlet, mente de at Aggamon skulle sidde blandt dem. Hans åbenbaring havde gjort ham så indflydelsesrig, at de ikke ville acceptere et nej, så da Aggamon afslog , blev han dræbt af drudeordenens snigmordere. Det var for farligt for dem, at en man med så stor indflydelse sad udenfor organisationen.

Selve skriftet starter med en klagesang, Eskatos, på 66 vers, hvori Aggamon beklager, at han og hans folk, har glemt Guds navn, den Gud hans forfædre kom til landet med. Han begræder navnenes ubetydelighed i den lokale hedenske kultur og kalder på Gud om nåde med ordene; ...og er det verdens ende, lad os da ikke længere vente på blodets dag. Lad os ikke plages af venten før vores voldsomme endeligt. Men er der frelse, så lad himmelfloden rense verden ud, lad de uværdige dø og de værdige leve. Hvad end vores skæbne er, så lad os ikke længere vente.

Efter den lange salme, skrevet på et forbilledligt vemlandsk, følger et andet skrift, som tager et helt andet udgangspunkt og som kaldes profetierne. Det er en længere tekst, hvori Aggamon gengiver en drøm, Gud sendte til ham. Det er et frygteligt billede med alverdens ulykker og uhyrer, som æder verden op. Men det er ikke en egentlig dommedagsprofeti, for Aggamon nævner ikke nogen slutning på verdenen. Han taler om den uforanderlige verden; det som er, er det samme som det, der skal komme og det som skete, er det samme som det, der vil ske.
Særligt 3 profetier, blandt 68 andre, er årsagen til hans store autoritet i alle tre verdensreligioner :

…men der vil komme en nat, som ikke efterfølges af dag og det vil blive ganske mørkt. Himlen vil være sort, men det vil ikke være fra Gud. De vantro stammer vil følge mørket og i mørket danne ring om det uværdige fællesskab.

4 år efter Aggamon havde skrevet sine profetier, gik denne forudsigelse i opfyldelse. Aggamon blev altså allerede i sin levetid en kendt profet. Man mener at profetien handler om Naugrund, den sorte sky, der tvang de vilde stammer under Paros magt og derved dannede drudeordenen og Det valleriske Kejserrige.

...og i natten vil Gud fælde en brændende tåre fra himlen og da vil testamenterne blomstre i sin sande kraft. Rimsten vil falde, en gave fra Gud til hendes folk og den som ønsker inderligt, vil få sit ønske opfyldt. Men det største ønske vil knuse gaven og de uværdige vil falde for egen hånd.

Denne profeti er uden sammenligning den vigtigste af dem alle, for dette er forudsigelsen af rimstenens ankomst i år 1. Det er samtidig en forudsigelse af, at rimstenen ville blive knust og Det valleriske Kejserriges fald. Den sidste sætning minder meget om det man finder i Elypos åbenbaring, der blev skrevet 113 år senere i 1001.

...Og dere vill komne en tid hvo den som frugtsommeliggjøres, ej vil bære frugt og da skal man vide, prokolypsen er begiyndt...

Den sidste af de 3 store profetier er forudsigelsen af Prokolypsen, som fandt sted fra 1010 til 1017.


ELYPOS ÅBENBARING
Elypos er uden sammenligning den vigtigste figur i den monopatiske historie og mange kalder ham ærkepatriarken. Han blev født i 1001 fR, søn af Havl, søn af Jolan, søn af Alab, der var profeten Aggamons yngste bror. Og således var Elypos af samme æt som Aggamon, Patos og Rumans folk. Allerede som barn var han anderledes end sine brødre, stille og genert. Han var patrusker, medlem af druideordenen og streng i sin tro. Han var på ingen måde en folkeforfører, men alligevel fik han mange tilhængere, da hans åbenbaring blev kendt.
En nat i 976 fR kaldte Den navnløse Gud på ham og førte ham til De røde Marker. Her viste Gud ham hvordan druiderne levede i uværdighed og fortalte at der måtte renses ud: I var værdige, men blev uværdige og I er endnu ikke værdige til den ene, men I skal blive værdige. Gud viste ham druidernes endeligt og patruskernes flugt. Det er her man begynder at kalde den navnløse Gud for Nilea, eller Herskerinden, som det betyder på mori.
Den næste dag nedfældede Elypos sin åbenbaring og præsenterede den for sine patruskiske brødre. Det kom snart druideordenen for øre og en dag hentede de ham og spiddede ham på en 18 fod lanse. Før han døde, kaldte han sine tilhængere til sig og sagde: …jeg skal bort til herskerinden, frygt ikke. Jeg er patriarken og jeg skal beskytte mit folk, uden om enhver autoritet, som Gud befalede. Patriarken er patruskernes autoritet og jeg vil udpege 5 af jer, som igen skal udpege 5. De skal igen vælge 5, så der vil være 125 patriarker, da er det fuldbragt. Og så udpegede han sine 5 efterfølgere, før han døde på sin stage i 970 fR.
Elypos åbenbaring blev forbudt og først fundet frem igen af de 3 apostle: Balvor, Helena og Ilusis, i år 70.

Uddrag af Elypos åbenbaring:
…Elypos! Elypos! Jeg vågnede og spurgte: Hvem taler? Og til svar blussede arnen op i et hav af flammer. Elypos, din Gud taler til dig. Jeg er Rumans og Ismisas Gud, dine forfædres Gud, jeg er Nornernes totem og Patruskernes mål. Jeg er Den som Er og Den som Er taler til dig. Jeg kastede mig straks på jorden, min Gud, min Gud! Hvorfor kommer du til mig? Og Gud svarede: Den som siger, at være af mit folk, er af mit folk. Ruman og Ismisa var de mest værdige og deres sønner efter dem. Men Heksos valgte dæmonernes kald og hans søn Ygylan fuldbragte faldet. Siden var Ygylands æt uværdig, indtil Patos, kærest af mine børn, førte patruskerne bort fra Idun, som jeg havde befalet. Men Paros, af Patos æt, besudlede atter mit folk og blandede blod med de uværdige, i alles navn. I kender ikke længere mit navn, I kender ikke længere min kærlighed. Jeg gav jer liv og vil ikke tage det fra jer, men jeg vil vende mig fra jer, til I ihukommer mit navn og indtil da, skal I kalde mig Herskerinden.
Da spurgte jeg: Er der slet ingen frelse, er vi for evigt uværdige? Og Gud svarede; om I vil være værdige og besvare jeres Guds kærlighed, skal det være for hele folket. Da vil jeg vende mig mod mine børn og give dem evig kærlighed. Jeg foldede mine hænder for Gud og spurgte; min gud, min gud, kan det ske? Hvornår vil det ske? Hvordan vil det ske? Da sagde gud: vend dig om og se og jeg vendte mig og så at landet bag mig var druknet i blod. Da måtte jeg udbryde: Det er min kejsers og mit folks land, hvorfor er det druknet i blod? Hvorfor er alle døde? Og Gud svarede: det du ser, er det ene riges fald og det vil falde ved egen hånd. Dette vil jeg lade ske; broder vil svinge brovt mod broder og kejserens haver vil drukne i hævn. Det ene rige vil ophøre, men for de mindst uværdige, vil jeg skænke et nyt land mod syd. Og fra havet vil jeg sende dem en ny og magtfuld konge så stærk, at de må frygte ham dødeligt. Han skal dræbe de som endnu er uværdige, indtil den mest værdige er fundet og da vil han skænke mit folk et nyt navn. Den mest værdige skal arve Valhel i ånd, på vegne af hele mit folk og kongen skal være hans trofaste beskytter…


KAPERBREVET
En vinternat, d. 24 Midsne år 1fR, så folket i Det valleriske Kejserrige en stjerne, som fløj brændende over himlen. De viseste druider var ikke i tvivl om, at det var et tegn fra Gud og fandt Aggamons profetier frem. Her kunne de læse, at når Guden græd en brændende tåre fra himlen, da ville det være tegn på, at bønnernes kraft ville blive vækket til live. Derfor bestemte ærkedruden Lemek, at sende en hær til det sted, hvor den brændende tåre ville lande og som ledere udpegede han krigsherre Zerubabel og ypperstepræsten Kaper. Deres opgave var at følge den brændende tåre, om det så førte dem til verdens ende. Det blev til en rejse på omkring et år, til de d. 21 Nyregn år 2, nåede Jodos, hvor lokale stammer lå i blodig krig mod Lovbringeren fra Rumanoth.
Kaper sendte en række breve hjem til ærkedruiden og flere af dem blev senere skrevet sammen og brugt i gudstjenesterne. Denne sammenskrevne tekst kaldes Kaperbrevet, selvom der er tale om flere.

Uddrag af Kaperbrevet:
…men da vi ankom til Jodos, mødte vi Lovbingeren og hans folk. De lå i krig med lokale stammer, der kæmpede som tyrer i brunst. Men Lovbringeren var for mægtig, Zerubabel mente ikke vi kunne slå dem og vi lagde en anden strategi. I nattens mørke bad vi til Gud og en ildsøjle vise sig i det fjerne. Vi fulgte den og kom til Alma, en lille by af hedninge. Gud befalede os at brænde byen ned og dræbe dem alle som hunde og vi gjorde som Gud sagde. Den næste nat viste sig endnu en ildsøjle og vi fulgte den. Denne nat brændte vi byen Obilla og dræbte dem alle som hunde. Sådan fortsatte vi i tretten nætter og jeg siger til Deres hellighed, at hvor vi trådte vores fod, fulgte Gud. Den fjortende dag kom vi til byen Zada, stærkt befæstet, med mere end 30.000 hedninge. Men Zerubabel viste sit mod og Gud var med ham. Vi brændte byen ned og dræbte dem alle som hunde.
Da blev Lovbringerens tab for store og han sendte bud om forhandling. Derfor er det min ære, Deres hellighed, at sende det glædesbud i verden, at vi nu er på vej hjem, med rimstenen, som Gud har sendt os…


APOSTELBREVENE
I år 22 havde striden om rimstenen splittet druideordenen i den grad, at der udbrød krig mellem fraktionerne. Der har været mere end 60 forskellige fraktioner, som hver præsenterede sin egen guddom, men de fleste var meget små. Hovedsageligt bestod druiderne af fire store fraktioner; patruskerne , puritinerne , agguraterne og nirastinerne og det var mellem dem, den ødelæggende strid opstod.
Rimsten vil falde, en gave fra Gud til hendes folk… sådan står der i Aggamons profetier og det var kernen i striden. Hvilken Gud og hvilket folk? Hvem havde retten til rimstenen og dens kræfter?
I slutningen af år 22 lykkedes det agguraterne at jage de øvrige trosretninger ud og satte sig alene på magten i druideordenen. Kejser Urimon III støttede agguraterne og satte pris på kætternes hoveder. Det udløste en masseflugt fra Det valleriske Kejserrige og var en af de største årsager til rigets fald 6 år senere.
Patruskerne flygtede syd på og fandt de primitive menneskebyer i det forgangne Osserion . De flyttede ind og med sig bragte de deres religion. Det blev en glædes tid, for patruskerne kom med viden om statskundskab og administration. De fik byerne til at vokse og blev efterhånden ledere af byerne. Alle borgere blev betragtet som Guds folk, men de oprindelige patruskere fik en særlig status. Kun de kunne blive ledere af bystaterne, en slags af Gud udpeget konge: monarken. Mere end 100 byer konverterede til den tidlige Nileatro og fik med tiden en monark. Der var ikke tale om et land, byerne forblev selvstændige bystater, som ofte lå i krig med hinanden.
Ordet apostel stammer fra mori og betyder: den der siger det modsatte af det urigtige. Traditionelt kender man kun til de 3 apostle, men sandheden er, at alle patruskere, som flygtede fra Det valleriske Kejserrige og kom til bystaterne, blev kaldt apostle. Det var ikke et navn de gav sig selv, de fik det af den lokale befolkning.
At vi normalt kun tænker på de 3 apostle: Balvor, Helena og Ilusis, er det netop på grund af Apostelbrevene i Librum. Balvor, Helena og Ilusis var selv apostle fra den tid og de skrev mange tekster om deres samtid og det er herfra vi ved meget om det, som netop er gennemgået. Men vigtigst af alt, det var de tre, som samlede den første udgave af Librum, under navnet X , i år 70. Den blev dog ikke anerkendt af monarkerne og i 24 blev den direkte forbudt. Først da Kaiser grundlagde den monopatiske kirke i 203, blev X taget frem og han tilføjede sit eget evangelium. Ved det andet apostolat , i 205, blev det på Kaisers anbefaling gjort til det eneste sande skrift om monopatismen. Senere hen er andre skrifter blevet anerkendt, men Librum står endnu i dag, som det absolut vigtigste skrift.


KAISARS EVANGELIUM
I 203 blev monarkerne i sydvalhel angrebet af kong Palurion af kongeriget Nox, et lille kongerige på øen Nox, lige ude for deluzekysten . Det var almindelig praksis dengang, at bystaterne angreb hinanden fra tid til anden. Hvis man vandt, betalte den slagne bystat tribut og den fjendtlige hær vendte sejrrigt hjem. Men denne gang havde Palurion andre planer og blev i byerne. Som det fortælles i Kaisers evangelium, betror valmannerkongen til Kaiser, at Gud havde talt til ham i en drøm og havde befalet ham, at indtage byerne og grundlægge et rige i kongehusets navn.
Bystaternes monarker blev bange og indså, at de intet kunne stille op overfor Palurions soldater. De frygtede at miste deres magt og deres liv og tre gange prøvede de at sende bud til valmannerkongen om forhandling. Men hver gang kom budbringerens lig tilbage i en blodig sæk og det skræmte dem alle. En dag tilbød den aldrende Kaiser at foretage rejsen og endegyldigt få forhandlet med valmannerkongen. Og på hans rejse viste Nilea sig for ham og udpegede ham til at være hendes stadtholder på jorden, for han var den mest værdige. Stedet hvor Nilea viste sig for Kaiser kaldes Idolum og er et helligt sted for alle monopater.
Da Kaiser kom til Palurions lejr, skulle soldaterne til at dræbe ham, da kongen netop kom fordi og kaldte på dem. Og da han så Kaiser, sagde han: ingen må røre et hår på hans hoved, for han er den værdigste af os alle. Det er ham jeg har ledt efter, jeg har set ham i min drøm.
Ved dette møde tilbød Kaiser at give kongen de sidste byer, uden kamp, til gengæld for at blive statskirke. Han fortalte kongen hvad Nilea havde sagt og sådan blev det.
Dermed var der ikke længere brug for monarkerne, så man besluttede at samle monarkernes magt i en person, monomonarken og det kunne ikke være andre end Kaiser, Guds statholder på jord. Han ændrede sit navn til Innomotis I og grundlagde den monopatiske kirke. I 203 fandt Innomortis I de 3 apostlenes X frem og han tilføjede sit eget evangelium og sådan blev den endelige Librum samlet. I 205 indkaldte han til det andet apostolat , hvor han opfordrede de forsamlede til at forkaste alle andre skrifter end Librum og de gjorde det enstemmigt. Ved samme lejlighed vedtog man det hierarkiske system og fik også den vanskelige patriarktitel med. Senere hen er mange skrifter dog taget tilbage i den troværdige samling af hellige bøger.

Uddrag af Kaisers evangelium:
...og således var det, noxmannerkongen havde vundet halvdelen af monarkernes byer og noget måtte gøres. Ypperstemonarkerne diskuterede sagen heftigt, for man havde allerede sendt tre budbringere til Palurions lejr og de var alle kommet tilbage i en blodig sæk. Den nat drømte jeg, at jeg stod i valmannerkongens lejr og da jeg vågnede, vidste jeg, det var et tegn fra Gud. Som Elypos, den hellige fader, havde skrevet: Nilea ville sende en konge fra havet og han ville udrydde de urene, til den rene var fundet. Derfor gik jeg til ypperstemonarkerne og tilbød mig selv som sendebud, men de afviste mig og sagde: Du er en gammel mand, gå med dig, du har gjort hvad du kan i dette liv. Men da de ikke kunne finde andre frivillige, sendte de mig alligevel af sted, tre dage senere.
Jeg vandrede af sted og midtvejs hørte jeg en stemme kalde: Kaiser, Kaiser, tag dine støvler af, for den jord du betræder, er hellig. Og da så jeg Nilea stå foran mig. Hun stod med ryggen til og jeg kastede mig til jorden og græd: Min Gud, min Gud, hvad vil du mig? spurgte jeg og Gud svarede: Rejs dig Kaiser, drag til valmannerkongens lejr, han vil modtage dig og jeg vil give jer et mægtigt land. Du skal være min statholder på jord og du skal bære kabalen, lovens tavler. Og i samme øjeblik opdagede jeg de seksten stentavler, som lå ved min side. Og Gud sagde: I kan læse min lov i disse tavler og den som efter egen vilje lever efter loven, skal ihukomme mit navn og komme til mig i Tares Nunumbar.
Rettet af: NIcklas Lydeking
Opdateret: 2017-12-07 16:12:10

Valhels nyeste religion er pagtismen, og blev grundlagt i år 1000 af munkekrigeren og nirastineren Runkel Svumborg. På ganske få år blev religionen meget populær, og i dag er det officiel statsreligion i Kurien, Algundur og øvre Arkad. Selvom pagtismen som udgangspunkt adskiller sig meget fra monopatismen og omardanismen, betragtes den alligevel som en skriftsreligion, da runebøgerne indgår i deres hellige bog; Pagtum.
Pagtismen giver ikke noget svar på hvordan verden blev skabt, og viser i det hele taget ikke interesse for tiden før Det valleriske Kejserrige, måske lige med undtagelse af profeten Aggamon fra 1138 fR. Årsagen er, at selvom pagtismen står som en modsætning til monopatismen, så anerkender de Nilea som den skabende gud. Runkel henviser selv til den monopatiske skabelsesberetning.
Runkel grundlagde religionen samtidig med Det kuriske Kejserrige. Han gjorde det med Det valleriske Kejserrige som forbillede, og heri kan man se, at pagtisterne, til forskel for monopater og omardanere, opfatter drudetiden som en god tid. Kort efter grundlæggelsen af pagtismen, nedskrev Runkel 3 store bøger, Nirastkrask I-III, der omhandlede hans Gud Nirast. Udgangspunktet i den nirastisnske tro stammer tilbage fra en udbredt opfattelse blandt druideordenens trosretninger, at den gud som skabte verden, dømte mennesket til selv at vælge sin gud, blandt alle verdens guder. Når det skete, ville alle andre guder blive besejret, og den valgte Gud vil være alene tilbage. Valget af Gud skulle ske med hjertet, eller som Helgen Allan skriver; et valg så lifligt som et hjerteslag, men for dåren ganske umærkeligt. Det skete først i år 1006, og da det hændte, valgte mennesket ikke den Gud Runkel Svumborg havde prædiket: Nirast, men budbringeren selv. Derfor var man også nød til at samle et nyt skrift, hvor den nye Gud blev centrum: Pagtum.
Pagtum starter med Runebøgerne, næsten som de findes i monopaternes hellige skrift: Librum. Tilføjelserne er dog efter de originale skrifter, og derfor en troværdig udvidelse. Herefter følger Gerningernes bog med de 5 akta , som fortæller om Runkels liv, og hans hellige gerninger. Bogen afsluttes med Helgenes bog: Runkels, Ottars og Allans bog, som er tre små teologiske argumenter om forholdet mellem menneskesønnen og Guden.
Den første tekst i Pagtum står på en side for sig selv:

»...I som tror, og I som kaldes bort, alle I som skænker et offer, dette er min befaling og dette er mine bud. Jeg er Runkel Svumborg, jeg er sulten og træt efter lang og farefuld færd...«


RUNEBØGERNE

FØRSTE RUNEBOG
I 1133fR døde kongen af landet Regina, Althaler II, af Patos slægt. Han efterlod sig to sønner, og delte derfor riget i to, så de hver kunne arve en del. Den ældste, Kilser, blev konge af det gamle Regina, mens Paros fik det lille land mod øst, og som hans far havde givet navnet De røde Marker. Men Paros ønskede et større rige, og efter mørket sænkede sig over Valehl lykkedes det ham, at samle de ugudelige stammer under én trone. Han samlede stammerne ved at acceptere alle guder, fik stammernes shamaner, åndemanere, hekse, vrangpræster og profeter ind i drudeordenen. Og det var gennem den han grundlagde han Det valleriske Kejserrige. I den tid var himmelen sort, og verdenen levede uden dagens lys i mange år.
Men drudeordenen stod snart med mange problemer, hvordan skulle alle disse forskellige trosretninger og kulturer få fælles grundlag. Paros, der efter han var blevet kejser i 1110 fR, kaldte sig Neopendes I, mente man måtte acceptere alle guder, men kun tilbede den ene af dem. Valget måtte være frit, og dermed introducerede han monolatrismen.
Men trods de mange problemer drudeordenen havde at se til, var det en periode i stor fremgang for de stammer, den bestod af. Infrastrukturen i Det valleriske Kejserrige blev påbegyndt, og man søgte at holde styr på handel og sikkerhed. I den tid blev riget regeret af kejsere, som både var det religiøse og det verdslige overhoved. Dette resulterede ofte i interessekonflikter, og druderne mente det alt for ofte var dem, som blev overset. Derfor opstod der i 700 fR en bevægelse, som søgte at dele magten, så druderne kunne få deres egen leder; ærkedruden. Til at begynde med tog kejser Hammelkuk sig ikke af dem, de var få og uden magt. Men i 707 fR turde han ikke længere sidde dem overhørige. En aften sendte han hæren ud til de syv mest indflydelsesrige druder, og de dræbte dem i deres senge. Det skulle være en advarsel, men det endte i åben krig mellem hæren og druderne, også kaldet Den første Runekrig. At man kalder det en runekrig skyldes, at man dengang satte skrivere til at nedskrive alt som foregik, og det gjorde man med runer i stentavler. Begrebet runekrig benyttes i selv samme tekster, og det er disse som udgør første runebog.
Det viste sig hurtigt at kejserens var stærkest, for han havde hæren. Hammelkuk besluttede at udrydde drudeordenen en gang for alle, og sendte til sidst hæren mod Illurvan, det helligste sted for alle druder. Det blev et knusende slag, og under det tunge angreb brast Illurvan, og tårnet sank i grus. Efter denne sejr dødsdømte Hammelkuk alle druder, og til svar konverterede langt de fleste til en ny orden; druiderne . Denne orden var bygget på samme principper som drudeordenen, men druiderne anerkendte kejseren som den øverste magt. Kejser Hammelkuk omkom under slaget, og hans søn Neopendes III fik tronen. Han interesserede sig ikke meget for religion, i stedet skrev han Den valleriske Lov, og gav druideordenen tilladelse til, at finde deres egen leder. Det eneste han krævede var, at de overholdt loven, og dette blev for alvor begyndelsen til Det valleriske Kejserriges storhedstid.


ANDEN RUNEBOG
Efter slaget ved Rinmarken i 101fR , var alle de store civilisationer tvunget i knæ, og skønt alliancen var sejrherrer, skulle det blive deres sidste triumf. Vemlennerne kendte ikke meget til den krig, men kejser Abels spejdere vendte i 98 fR hjem med bud om vanahais elendige tilstand i Annumnur. På den tid var kejserriget magtfuldt og rigt, og druiderne overtalte kejser Abel til at benytte muligheden, og få hævn over dem. I mange hundrede år havde vanahai holdt nornerne i fangenskab, nu var tiden inde til hævn.
Krigen varede i seks år, og allerede fra begyndelsen beordrede kejser Abel at denne krig skulle nedskrives, på samme måde som den første runekrig. Abel og druiderne anså denne krig som en videreførelse af Den første Runekrig, fordi det stadig var den evige krig mod kætterne. Derfor kaldte de krigen mod Annumnur for Den anden Runekrig, og kejseren skulle meget slemt igennem, før sejren var i hus. Efter de tre første år led vemlennerne seks store nederlag, og blev tvunget tilbage over floden Karm.
I hovedstaden Iman sad Kejser Abel og hans nærmeste druider. Noget måtte gøres, hvis ikke de skulle miste deres frihed, og atter leve som slaver. Da var det patriarken Erahim kom til kejseren, og bad om lov til at bede for ham. Han ville gerne ofre sit liv, for at få den navnløse gud til at hjælpe. Kejser Abel opfordrede ham til at bede alt han kunne, men han skulle dog vide, at hvis det ikke hjalp, ville kejseren lade ham spidde. Til trods for denne trussel lagde Erahim sin skæbne i Den navnløse Guds hænder, og bad for kejseren og hele folket. Og sendte til hjælp fem ærkeengle , og med dem mobiliserede Kejser Abel atter sine tropper, og sendte dem tilbage mod fjenden. Ved de røde marker tordnede hærene sammen, og et mægtigt slag blev udkæmpet. Da slaget endte, var vemlennerne sejrherrer, men deres tab var enorme. Kejser Abel lod de overlevende vanahai inddrive til slaver, og førte dem til det valleriske kejserrige. Der går dog ikke mange år, før det står klart for enhver, at vanahais styrke var til så stor fordel, at de hurtigt blev anerkendt i samfundet. Med tiden fik de høje embedsposter, og blev meget indflydelsesrige. Men de var ikke nok til at holde deres egen race ved lige, med tiden giftede de sig med menneskene, og langsom forsvandt den stolte vanahairace. I stedet var der plantet en ny sæd i mennesket, og fra tid til anden bliver der selv i dag født mennesker, i hvis årer vanahaiblodet er så tykt, at de kan gøre brug af magii. Disse bliver til koglere og troldmænd.
Efter slaget om Annumnur nedskrev ærkeenglene hver deres testamente , som indeholdt et eller flere sakramenter, som kun paladinen [Vemlandsk ~ Den som taler med gud] kunne udføre. Derpå gik de til Erahim, og forærede ham testamenterne, for at hans folk en dag kunne gøre brug af dem.
Det var i testamenterne man kunne læse de otte sakramenter, men på den tid kunne de ikke benyttes af nogen. I Aggmons profetier, skrevet omkring år 1114 fR fandt man forklaringen; sakramenterne ville først vise sin magt, når Gud græd en brændende tårer på himlen. Testamenterne gik tabt under en brand i Iman i 37fR.
Kejser Abel konverterede til Den navnløse Gud, og herefter blev det almindeligt, at de valleriske kejsere hørte til blandt patruskerne.


TREDJE RUNEBOG
I år 1 så folket i Det valleriske kejserrige et lysende punkt på himlen, som en brændende tåre fra Gud, nøjagtigt som beskrevet i Aggamons profetier. Det måtte være den gave, rimstenen, som gud ville skænke mennesket, og ærkedruiden Lemek sendte straks krigsherre Kaper og druiden Zerubabel ud for at finde den. Det blev til en rejse på et år, og de fandt hvad de søgte i Jodos, et lille primitivt stammesamfund syd for Berendel. Men sultanen af Rumanoth var også til stede med sin hær, og de måtte en del igennem, før de kunne vende tilbage til Iman, Det valleriske Kejserriges hovedstad, med rimstenen .
Rimstenen besad mægtige kræfter, og den som rørte den, blev skænket rimkimen. Den der blev skænket rimkimen fik titlen som paladin, og havde evnen til at bruge sakramenterne, nøjagtigt som Aggamon havde foruset. Men da testamenterne var gået tabt under branden i 37fR, besluttede ærkedruide Hammurik at rekonstruere dem. Der fandtes endnu druider, som havde læst den og kunne referere fra den. Dette værk fik navnet Sakranomikon, og det er stadig det værk, der bruges i de tre verdensreligioner i dag.
Rimstenen besad også en anden og mægtig evne, for ved berøring kunne man også få ønsker opfyldt. Nu var det sådan, at man kun kunne røre rimstenen en gang i sit liv. Rørte man den for anden gang, ville rimkimen straks forsvinde, og man ville aldrig kunne modtage den igen. Derfor var det ikke hvem som helst, man kunne bruge til at ønske, for det skulle være en, der ikke i forvejen havde rimkim, men samtidig en der havde den rette autoritet blandt druderne. Det endte med, at man oprettede en hel orden; venorerne, som netop bestod af troværdige druider, der måtte vente på at modtage rimkimen, til man havde brug for et ønske. Dette var flere gange med til at redde fejlslagne høstår og mindre katastrofer.
Med rimstenen opstod en voldsom diskussion, for i Aggamons profetier stod, at Gud ville sende rimstenen til sit folk, og det fik druiderne til diskutere hvilken Gud og hvilket folk der var tale om. For den som havde retten til rimstenen, havde magten, og i år 22 brød det ud i åben kamp.
Det skete under en druidesamling, hvor agguraterne havde planlagt mordet på Ambrosius, Nirastinernes leder. Mordet startede en åben kamp under mødet, og snart flød blodet. Da rejste den unge Talim, søn af Ambrosius, sig op, og sprang mod rimstenen, der stod midt i gården. Han var ikke venorer, men han var endnu så ung, at han ikke havde opnået retten til at modtage rimkim. Men da han så druiderne dræbe hinanden i galskab, sprang han mod rimstenen, og ønskede, at der for altid var fred og enighed mellem menneskene. Men det ønske var for stort, himlen blev øjeblikkelig mørk, og fra uvejrskyer lynede det ned. Rimstenen blev knustes i tusind stykker, og krigen var uundgåelig.
Den siddende kejser Namortula III var patrusker, men konverterede til agguratismen. Og som aggurat støttede han den agguranske fløj i drudeordenen, og i slutningen af år 22 lykkedes det ham at jage de øvrige trosretninger bort, så agguraterne kunne sætte sig alene på magten i druideordenen. Han satte tilmed pris på kætternes hoved, hvilket udløste en masseflugt fra Det valleriske Kejserrige: patruskerne flygtede mod syd, puritanerne, nirastinerne og tarserne mod nord. Kun agguraterne og hokfræerne blev tilbage.
I år 28 brød kejserriget uigenkaldeligt sammen, og verden mistede sit første hellige rige.


GERNINGERNES BOG
Gerningernes bog blev skrevet af Ottar Saxenhoffer i hans sidste leveår. Det er meget smukke skrifter, omhyggelige og præcise. De omhandler Runkel Svumborgs liv, hans lære og forkyndelse. Ottar begynder fra tiden før han selv kendte Runkel, og fortsætter helt frem til forenelsen.

FØRSTE AKTA
I 942 blev Runkel Svumborg født af en ukendt mor. Han blev efterladt på trappen til den vise Pastor Oldurs hus, og da han var en retskaffen mand, tog han drengen til sig. Pastor Oldur var leder af Valhels sidste nirastinske menighed; Svumborg sogn, i landet Etling. Han havde i forvejen fire disciple under sig, så Runkel blev altså den femte.
Historierne om Runkels barndom omhandler en ufattelig intelligens, og en sjælden skarpsindighed. Der gik ikke længe, før han blev Paster Oldurs yndling, og han tilbød Runkel at overtage menigheden. Men Runkel takkede nej, for han ville udbrede sin mesters lære til hele folket. Det gjorde Oldur endnu mere stolt, og han lærte ham alt han vidste.
I 974 fyldte Runkel 32 år, og han besluttede endelig at drage ud i verden, for at udbrede sin lære. Og det skulle blive en lang og farefuld færd, med mange prøvelser, men også en rejse, hvor han mødte mange venner.

Uddrag af Første Akta:
»...Oldur var en mægtig præst, der talte og virkede i Etling . Han var gammel og klog og af sind så retskaffen, at han tog hjemløse børn til sig, gav dem mad, og underviste dem i den rette tro. Den tro, der skulle bringe frelsen til mennesket. Alle var ham dybt hengiven og selv om han var streng og hård, var han retfærdig, gjorde ingen forskel på sine disciple. Derfor nærede de den dybeste respekt for ham.
Men én dreng adskilte sig fra de øvrige stræbsomme disciple, en ung dreng med vilje af mitril, og en tro blottet for tvivl. Drengen stillede de mest skarpsindige og overraskende spørgsmål, og hvis han omvendt skulle svare på vanskelige spørgsmål, afslørede han en forbløffende forståelse for emnets problemstilling, og anlagde nye anskuelser til grund for en gensidig lærerig diskussion, der hensatte alle i forundring. Og han var kun 14 år.
Oldur tog drengen til sig som sin egen, og gav ham sin faders navn, Runkel af Svumborg. Han var tynget af skæbnen, men aldrig af tvivl, og 16 år senere begav han sig ud på sin rejse. Uden frygt iklædte han sig sin skæbne og veg herefter aldrig fra sin kurs. Og dette, sagde han mig, er den rette tro, den sande lære og den sande pagtisme. Menneskesønnen er i sandhed uendelig i sin vilje.
Således kom han i slutningen af samme år til Stjernedal, og besøgte elvarin, elverfolkets efterkommere, med ordene: Jeg er Runkel Svumborg, jeg er sulten og træt efter lang og farefuld færd. Elvarin bød ham velkommen, men beklagede, at fyrsten først kunne se ham senere på aftenen. I stedet bød de ham at deltage i måltidet så længe han lystede. Og da Runkel satte sig til bordet for at spise, mødte han skjalden Tillion Ravnuin og jeg selv, Ottar Saxenhoffer. Og da skjalden så ham, sagde han: Du er en modig mand, vil du følge mig på min færd for en tid? Runkel vidste han skulle følge Guds vilje, og forstod straks, at dette ikke var et tilfældigt møde. Derfor sagde han ja. Senere på aftenen skulle han træde for Stjernedals fyrste, og dér mødte han dværgen Tsahrin Gyldenskjold fra Nimorod. Da dværgen så Runkel sagde han: Nu har jeg set dig, du vil bringe mig mange farer. Og Runkel vidste det ikke var et tilfældigt møde.
Da han ud på natten sad under træerne, lyttede til elvarins sang, og betragtede deres dans, mødte han Askland Pil, der var kendt som Valhels bedste kriger, og hans elev Arenjo Rebslagersøn. Da de så ham sagde Askland: Du skal rejse med Tillion som vi, men bemærk dig dette, vi rejser med ham, ikke med dig. Runkel nikkede, og vidste, at det ikke var et tilfældigt møde. Senere drak de meget vin sammen, og fortalte om deres oplevelser. Få dage senere drog de i samlet flok ud på eventyr, som man gjorde i de dage...«


ANDEN AKTA
Under besøget i Stjernedal drog Runkel med sit nye selskab ud på en opgave for fyrsten, og vendte snart tilbage med ordene: Jeg er Runkel Svumborg, jeg er sulten og træt efter lang og farefuld færd. Men da var der kommet nye gæster til Stjernedal, den viise Orion, leder af Hvidstjernens råd , Valhels bolværk mod Den sorte Tribun i Nabat, og hans nærmeste, troldmanden Ramondil. De kom til Runkel, og fortalte ham om ondskaben mod vest, og han vidste, at det ikke var et tilfældigt møde. Da besluttede han at se nærmere på ondskaben, for at gennemskue dens rænker. Og som han drog bort, valgte selskabet at drage med ham.
Det blev en mangeårig rejse, fra 975 til 980, som førte Runkel og hans selskab Valhel rundt. I foråret 978 mødte de Ifraham, en 16 årig dreng fra Græshavet . Han var klædt i en gammel særk, bar et bronzespyd i sin hånd, og over hans hoved fulgte en falk hans færd. Han gik direkte til Runkel og sagde: Jeg er Ifraham, jeg er udvalgt til at lede et stort og mægtigt folk. Alle lo, men Runkel forblev alvorlig, for han vidste, at dette ikke var et tilfældigt møde, og bød ham slutte sig til selskabet. Således fulgtes de på den videre rejse, som førte gennem Belerion, og hele vejen til Minastrir, Golman den Gamles tårn. Det var et sted selskabet gerne ville undgå, men Runkel insisterede på at besøge den verdensberømte vanahai , nu da han var i området. Alle mennesker frygtede Golman, men Runkel gik uden angst og bankede på hans port. Og det utrolige skete, da Golman viste sig for ham og sagde: Jeg har levet mere end tusind år, og aldrig har jeg set dig før. Men nu hvor du står i min port, kan jeg se, du er den verden har ventet på, du vil bringe det endegyldige valg. Men svar mig på én ting, du søn af mennesket, er du ondskabens fjende? Runkel så på ham med ufattelig ro og svarede: Ondskaben er din egen. Jeg kæmper ikke imod, men for mennesket. Jeg er fjende af den, som er fjende af mennesket.
I 979 kom Runkel og selskabet til Rumanoth, hvor de besøgte en lille by ved navn Obila. Her genkendte lokalbefolkningen Runkels nirastiner-symbol, og fortalte, at der boede en gammel blind mand, et stykke ude for byen, som bar samme symbol. Runkel drog straks derud, og mødte den viise Emuel, der selv var nirastiner-præst. Runkel vidste, at dette ikke var et tilfældigt møde. Ved nattetid forvandlede den gamle sig til en varulv, og Runkel måtte dræbe ham i selvforsvar. Men det førte til fundet af et vigtigt relikvie fra drudernes tid. Det var et rundt skjold af guld, tre meter i diameter, med en udførlig indskription, der beskrev en gammel pagt fra før drudernes tid. Derved fandt Runkel ud af, at druderne i bund og grund var enig om, at der i sidste ende kun kunne være en gud, og at det ville ske, når mennesket valgte den samme gud med hjertet. Og mens han læste inskriptionen, viste Nirast sig for ham, og fortalte at hun var den gud som fik et barn med et menneske, og at denne handling viser hendes kærlighed til mennesket. Hvilken anden gud har vist mennesket så stærk en kærlighed?

Uddrag af Anden Akta:
»…da han endelig fandt stedet, viste det sig at være en kirke i forfald. Murene var smuldret bort, markerne lå golde hen, og ukrudt voksede alle vegne. Den gamle præst som boede her, havde ikke virket siden sin ungdom. For dengang blev han forbandet, og led under den syge, at forvandle sig til varulv. Derfor havde han brændt sine øjne ud, og låst sig inde i kirken, for ikke at gøre noget menneske fortræd. I mere end tredive år havde han været indespærret, og havde kun overlevet på naboernes venlighed.
Alligevel lykkedes det Runkel at overtale Emuel at lukke op, og de fik en lang snak. Men netop som aften blev til nat, forvandledes den gamle præst til en varulv, og Runkel måtte dræbe den i forsvar. I samme øjeblik sprang sjælen ud af den forbandede krop, og takkede Runkel med ordene: Du er min frelser, lad ulve være dit offer, og i samme øjeblik brød lyset ud, og fra himlen faldt herlighedens stråle, hvor Nirast kom til jorden. Runkel kastede sig ydmygt i støvet og sagde: Min Gud, så længe har jeg prædiket dit ord, og søgt at give mennesket frelse, og nu viser du dig for mig, er min tid da kommet? Men Nirast svarede: Jeg er kommet til dig, for dette sted er helligt for dig og dine. Grav i sandet foran dig og se hvad jeg giver dig, og Runkel gravede til hans hænder blødte. Der i jorden under ham fandt han et skjold af guld, og Nirast sagde: Det skjold er fra urtiden, det er seglet fra moderguden , hun, der skabte verden. Dette er seglet på løftet om at give mennesket fri, men det er aldrig blevet brugt. Endnu har mennesket undveget fra sin fri skæbne, og styret mod den ufri. Men moderguden har vendte verden ryggen, for hun elsker alt lige meget. Derfor har hun med dette segl dømt mennesket til selv at vælge Gud med hjertet, og da vil det være den eneste Gud. Sådan skabte moderguden akalliadh . Og se på skjoldets anden side, der ser du navnene på de guder mennesket kunne vælge. Se og lær, moderguden står ikke på skjoldet, men det gør Nirast. Jeg er den eneste som er tilbage, derfor er valget kun mig, og jeg elsker mennesket mere end nogen anden. Jeg blev forkastet af moderguden, fordi jeg forelskede mig i et menneske, og fødte ham en søn: Bjørnkrask. Det er det guddommelige bevis på min kærlighed til mennesket. Jeg er menneskets gud, og du er min udvalgte. Du skal bringe frelsen til mennesket i mit navn, og være et helligt bjerg til støtte for dem. Du skal lukke det segl moderguden gav menneskeheden, og jeg er den som skal være, når pagten forsegles. Da vil det ufuldendte segl blive fuldendt, og mennesket blive den fuldendte pagts folk. Og der vil kun være en Gud, menneskets Gud: Nirast.«


TREDJE AKTA
Denne del af Pagtum er en lang redegørelse af alle de uddannelser Runkel Svumborg erhvervede sig i de følgende 7 år. Efter mødet med Emuel opløstes selskabet. Ottar drog hjem til Alduryakar for at tage sig af familieproblemer, Arenjo drog med Asklan til gladiatorkampene i Tel Akbar og Runkel fulgte Tillion til Skjaldenes Sal, hvor han tog sin første uddannelse, kun afbrudt af en rejse på 1 år. Hvad der hændte med Tsahrin fortælles der intet om.
I 982 forlod Runkel Skjaldenes Sal, fordi han blev inviteret af Ramondil, leder af Hvidstjernens råd, at opholde sig i Flodernes Bjerg, hvor rådet havde til huse. På vej til Flodernes Bjerg løb Runkel ind i datidens største religiøse begivenhed i Valhel; pilgrimsmarchen. Denne rejse blev indstiftet af druiden Obius, da han på bare fødder vandrede fra Duilins søjler til Jodos, gennem hele Valhel. Med tiden er det blevet den største religiøse begivenhed i verden, og den benyttes af alle religioner. Derfor bliver det altid et broget optog, som under de seks måneder vandringen foregår, samler op til en million mennesker. Pilgrimsmarchen kaldes også Den Gale Flod, for deltagerne opnår ofte ekstatiske højder, og opfører sig som gale, på deres færd . Midt i denne galningefolk mødte han galepræsten Markion med ordene: Jeg er Runkel Svumborg, jeg er sulten og træt efter lang og farefuld færd, for han vidste, at dette ikke var et tilfældigt møde. Galepræsten prædikede den liderlige gud med de 1000 fallos , og havde et større følge af monopatiske frafaldne, og som elev havde han taget en ung dreng. Der opstod hæftig disputas mellem Runkel og galepræsten, og galepræstens tilhængere blev truende. Under argumentationen betragtede Runkel galepræstens unge elev. Han var som svøbt i herlighedskappe, og øjnene vidnede om renhed. Han var ikke tjent med galepræstens falske lære, og Runkel besluttede at befri ham. Det endte i en frygtelig kamp, Runkel mod galepræsten og hans 40 disciple. Men med gud på sin side, vandrede Runkel sejrrigt derfra, med eleven Allan ved sin side. På rejsen til Flodernes bjerg gjorde han Allan til sin egen elev, og oplærte ham i den hellige tradition.
Efter et års ophold i Flodernes bjerg, hvor troldmændene i Hvidstjernens råd, søgte at råde og danne ham om alt i Valhel. Han blev deres nære ven, og senere skulle de sammen gennemgå mange farer. Så vendte han tilbage til Skjaldenes Sal, og blev færdig med sin uddannelse. Herfra drog han til Asit Dur, hvor han læste i Huset Magii og på Kalmar Universitetet frem til 987. Under dette ophold, vendte Ottar tilbage fra sit skræntende hjemland, og blev atter Runkels følgesvend.
I begyndelsen af 987 begyndte de store krige, da troldehorderne fra Nabat oversvømmede Valhel, og Runkel deltog i mange slag, med Ottar ved sin side. I løbet af det første halve år samledes den gamle gruppe igen; prinsen Ottar, skjalden Tillion, krigeren Arenjo, krigeren Asklan Pil og dværgen Tsahrin Gyldenskjold. Sammen deltog de i endnu flere kampe, men i slutningen af året, kom Gollman til Runkel, og sagde: Tiden er kommet, du må drage i underverdenen, og blive som jeg . Runkel vidste at dette ikke var et tilfældigt møde, og spurgte sine venner om de ville følge ham på den farefulde færd. Kun Ottar valgte at forblive i Valhel, men han fulgte dem til underverdenens port. Men da de kom til porten, og trådte indenfor, spurgte Arenjo om han måtte låne Ottars mitrilbrynje. Ottar forstod at den var mere nyttig for Arenjo, end for ham selv, og tog den af. Derpå gik han ind for at overrække den til Arenjo, og ønske dem god tur. Men inden han nåede at komme ud igen, lukkede porten uigenkaldeligt i, og således kom Ottar med på rejsen gennem underverdenen. Arenjo fik alligevel ikke lov til at låne mitrilbrynjen.
Det var en lang og farefuld færd, der strakte sig over 3 år. Underverdenen er som sådan ikke en verden i sig selv, men beskriver en fysisk vej fra Valhel til Droanum; dødsriget. Vejen går gennem et stort underjordisk rige; Khakbad. Herfra fører en portal til Mamblung, der er et rige i en helt anden dimension. Fra Mamblung kan man komme videre til den sidste dimension; Mennelmakar, og her findes porten til Droanum. Det var naturligvis en broget samling af oplevelser, men særligt to skal nævnes. I Mambulng mødte de Megadrinen , der opfordrede dem at deltage i en særlig dyst. Vinderen af dysten skulle befrugte hende, og gennem befugtningen få særlige evner. At opnå denne status var fra gammel tid kaldt munkekriger, som egentlig bare betegner ”en ensom kriger”. Runkel deltog og vandt, han befrugtede Megadrinen og blev munkekrigeren Runkel. Det var begyndelsen til den anden ting, som beskrives i tredje akta. Langsomt opstod der en strid mellem Runkel og Tillion. Det varede ikke længe, før Arenjo valgte side til Tillion, mens Ottar forblev Runkels discipel. Tillion blev med tiden besat af grådighed og misundelse, som drev ham til at gøre skade på sine kammerater. Dette forhold fortsatte helt frem til deres død .
Da selskabet endelig havde besejret Droan, og var blevet sønner af Klirr, vendte de tilbage til Valhel, og blev modtaget af Gollman. Men netop som de skulle gå ham i møde, angreb han dem med en mægtig formular. Straks sprang de alle over ham, men Runkel var hurtigst, og med et eneste dødbringene stød tog han livet af Valhels sidste vanahai . Da forstod Runkel, at det hele var en tilrettelagt plan. Gollman havde levet siden de første tider, og i sin søgen efter magt, have tiden vist, at man ikke kunne opnå den største magt på jorden. Han søgte som alle andre magtmennesker den ultimative magt, og den kendte Runkel. Det var jo netop at blive den gud mennesket valgte med hjertet. Gollmans evige liv var blevet en forhindring, og for at komme af med det, måtte han finde en anden søn af Klirr. Derfor opsøgte han Runkel, og derfor sendte han Runkel i underverdenen; for at blive dræbt.
På grund af det uvenskab der var opstået, rejste dværgen Tsahrin hjem til Nimorod, Askland Pil drog til Absolatet i Vaihan, Tillion og Arenjo drg til Skjaldenes Sal, mens Runkel og Ottar tog mod byen Anrar . Det skete i året 990, og på rejsten gjorde de holdt i bjergene, hvor Runkel fandt sin Gud, Nirast, indespærret i et guddommeligt fængsel. Siden dengang hun avlede en menneskesøn, Bjørnkrask, havde moderguden, som straf, holdt hende indespærret i en japis. Nu knuste Runkel ædelstenen, og Nirast blev fri. Da hun stod for ham sagde Runkel: Jeg er Runkel Svumborg, jeg er sulten og træt efter lang og farefuld færd. Dette betragtes som en helligdag for pagtister, kaldes udfrielsesdagen. Men da Nirast blev fri, åbnede himlen sig, og verden stod stille for en stund. Solen blegnede, stjernerde druknede i lys, og moderguden satte sin fod i Valhel. Du Runkel, tordnede moderguden, hvor vover du at være dommer over min straf? Du skal lide samme straf! Men Runkel stillede sig for moderguden og sagde: Du sagde det selv. Moderguden sagde: det er fuldbragt. Og så forlod hun verden for sidste gang.


FJERDE AKTA
I de følgende ti år udkæmpede Runkel og hans discipel Ottar mange krige mod nabats styrker. Men der var også andre rænkespil i verden på den tid. Landet Gorodin var blevet knust af Gnathores rædselstropper, og de overlevende flygtede mod syd, til den lille jægerby Anrar i Græshavet. På få år var den derfor blevet til en stor teltby, med mere end 30.000 indbyggere. Prins Rakov af Arkenval havde længe skumlet med en plan, og havde i hemmelighed skaffet penge til en lejehær fra Vivensok. Han var ikke selv arving til magten i Arkenval, men han kunne tage magten over Anrar, og sætte sig som hersker. Hæren blev hidkaldt, men da den nåede frem, havde et lokalt oprør taget livet af prins Rakov, og der var ikke længere nogen til at befale hæren. Indtil videre var hæren betalt, så soldaterne brugte tiden på druk og hor. Det blev et stort problem, for den 70.000 mands store hær, udøvede stor uro for borgerne. Men ingen havde magt til at gøre noget ved det. Selv Fyrst Edmund DeVir II kunne tvinge dem bort. Man udlovede stor dusør til den som kunne få hæren beskæftiget, og man overvejede at bruge den til et angreb mod Anrar, som de selv påstod de var hyret til. Men Dværgene i Morgon Khad gjorde fyrste det klart, at de ville forhinde hæren i at krydse floden. Fyrsten ønskede ingenlunde at komme i stid med klippeligionen i Morgon Khad, og droppede tanken.
Midt i krisen dukkede Ifraham op, og tilbød sin hjælp. Men byens ledere grinte ad ham, og han blev sparket ud af paladset. Syv måneder senere vendte Ifraham tilbage, og denne gang var situationen så forfærdelig, at man var villig til at prøve alt. Man gav drengen alle de nødvendige midler, og så gik han ud for at samle hæren. En måned senere førte han soldaterne bort mod syd, og skyndte sig for at komme byen Asit Dur til undsætning, der lå under hæftige angreb fra nabats troldehorder.
Da Runkel hørte at Asit Dur stod for sin ødelæggelse, og at hans gode ven Ifraham var der til forsvar, drog han og Ottar straks dertil. Da han mødte sin gamle Ven Ifraham sagde Runkel: Jeg er Runkel Svumborg, jeg er sulten og træt efter lang og farefuld færd. Og de talte længe sammen. Det Blev et frygteligt slag, og mens Runkel og Ottar bekæmpede de fem drager på himlen, tog Ifraham og hans hær sig af troldene på jorden. Da krigen var udkæmpet lå byen i ruiner, og tilbage var kun Runkel, Ottar, Ifraham, Abil, Mot, Haube, Januf, Dril, Obian, Judel, Vido, Hanno, Olm, Manne og Benderask . Folket hyldede dem, og viste Runkel deres hjerter.
Derpå drog de til Vaihain, der også lå under hårde angreb. For første gang i historien var en fjendlig magt brudt gennem byens stærke mure, og syv drager fløj over byens tage. Troldehorderne bestod af millioner, og mens antimonarken flygtede fra Absolatet, stod kongen side om side med ærkeenglene: Runkel, Ottar, Tillion, Arenjo og Asklan. Efter to måneders kamp var krigen vundet, folket i Vaihain hyldede dem, og viste Runkel deres hjerter. Efter Slaget under himlen, som det blev kaldt, rejste Runkel og Ottar hastigt videre til Khan, Rumanoths hovedstad. Også her var fjenden løs, og menneskeheden truet. Fra havets mørke steg piski i hobetal, fra ørkenen kom spøgelsesdragerne med vinden, og fra jorden steg urtidens orme. Byen stod i flammer, men efter tre måneder nedkæmpede mennesket fjenden, med Runkel og Ottar ved sin side. De blev hyldet, og folket viste Runkel deres hjerter.
Efter Halabast, som Rumakanerne navngav krigen, drog Runkel og Ottar mod Valsmirin, Nuduns sølvklare hovedstad. Her besejrede de Ugamork, og sendte urgravenes vogtere tilbage til deres mørke kamre. Således befriede de byen, folket hyldede dem og viste Runkel deres hjerter. Senere samme år ankom de til Iman, hvor fjenden havde taget magten, og styrede byen gennem en besat mand. Befolkningen levede som slaver, men Runkel befriede dem med kvinden Usias hjælp, og de hyldede ham. Mange bad Runkel blive i deres by, og de ville gøre ham til konge. Men Runkel fortalte om Nirast, og skænkede dem fred med ordene: Jeg er Runkel Svumborg, jeg er sulten og træt efter lang og farefuld færd. Før han drog bort, viste folket ham deres hjerter.
Da Runkels gerninger nåede dronning Mia Bella af Etling i 997, fik hun straks troen og blev nirastiner. Året efter fulgte kongen, og hele landet fik troen. Dronning Valina af Noxius havde også hørt om Runkel, og hun skænkede ham samme år, den smukkeste have i det nordvestelige Noxius. Her satte Runkel Allan som leder, kaldte det Etlinghave, og gjorde det til et helligt sted.
Runkel og Ottar drog fra Iman til Beren, indlandets største by i Algundur. Her havde fjenden belejret byen, og da de kom til undsætning, fik byens soldater nyt mod. Krigen varede to uger, før fjenden var besejret. Alle blev dræbt. Folket hyldede dem, og viste Runkel deres hjerter.
Men de kunne ikke blive i det venlige Algundur, for snart kom der bud og drageangreb i Nandel. Straks drog de afsted og kom til Suruli, snelandets hovedstad. Efter hård kamp mod de tre tvillingedrager, blev sejren fejret. De blev hyldet af folket, og de viste Runkel deres hjerter.


FEMTE AKTA
I begyndelsen af det tusinde år kom der bud om stor sult og elendighed i flygningebyen Anrar, og Runkel drog straks dertil med din discipel og sagde: Jeg er Runkel Svumborg, jeg er sulten og træt efter lang og farefuld færd. Derpå mærkede han Græshavet i syd, Oldur i nordøst og Ottarien i nordvest. Han udpegede bjerget i midten, det sted hvor han fandt Nirast, til et helligt bjerg, og dværgene byggede bjerget til en bolig. Så sagde han til folket: Alt dette er det Kuriske kejserrige, Valleriens aftager, menneskets segl. Og som kejser over de tre riger satte han Ifraham, der herefter fik navnet Ifraham d. I.
Runkel havde endnu en stor opgave. Siden 311 havde alle religioner været underlagt Absolatet og monopatismen. Enhver religion som ønskede at leve, måtte anerkende Monomonarken som den øverste religiøsemyndighed. Runkel måtte bryde denne pagt, for at gøre mennesket fri, men det kunne betyde en krig mod Noxius.
Alligevel drog han med sin trofaste discipel til Absolatet og krævede fortræde for Monomonarken, Innimortis 22. Monomonarken var bange for Runkel, og ønskede ikke at møde ham. Men fordi Runkel var en berømt og afholdt mand, både blandt folket i kongens gemakker, kunne han ikke undslå sig. Mødet varede 14 timer, og da Runkel kom ud, var aftalen af 311 brudt, og en ny pagt indgået. Ingen religion skulle længere anerkende noget eller nogen de ikke ønskede; monopaternes monopol var brudt for altid.
Runkel vendte tilbage til Det hellige Bjerg, hvor han erklærer pagtismens grundregler, og forkynder den for folket. Og således blev både Kurien og Pagtismen grundlagt i hellig enighed, og folket kom til det hellige bjerg, for at se den mand, som forkyndte deres frelse, ved at skænke dem kærligheden. Og således stod Runkel og betragtede de mange der kom for at lytte til ham, og han forkyndte dem i sin klippetale:

Uddrag af Klippetalen:
»Hvem er I der kommer langvejsfra, fra alle verdens hjørner? Fra alverdens lande og byer? Hvem er I der valfarter så langvejs fra, for at samles for foden af Det hellige Bjerg? I skal vide at finde trøst og lindring her.
Nuvel, lad tusinder af jeres fakler brænde, og skænke varme og lys til dette bjerg. I skal knæle og kysser det, og takke kvinden klædt i Sol, for kun hun kan elske mennesket, hun er atter fri, og jeg er hendes lov på jord, jeg er menneskesønnen.
Hun bød mig livet til gunst for alverden, hun bød mig at bære menneskefrelsen, som jeg bar frelsen til hende. Og hun sagde; Du satte mig fri ved din blinde tro og tillid, sammen besejrede vi moderguden, aldrig igen skal vi skilles i hjerte såvel som ånd, men gå nu ud, og skab mig bolig blandt menneskene. De skal vide at finde frelse gennem dig og dine bud. Skænk mig en helligdom som et lys i mørket, et håb i fortabelsen, et håb om livets velvilje. Men gå nu ud i det Valhel, min moder har vendt ryggen, og lad menneskene komme til mig ved dig og dine. Lad det ske endnu i denne time, for aldrig før har du tøvet, og aldrig før har du svigtet. Bring frelsen til mennesket og lad dette være en pagt mellem guden og menneskesønnen. Dette var ordene, og dette er helligdommen og se; nu er I kommet, mennesket er kommet til Det hellige Bjerg; Nirast! dit folk er kommet, se de kysser dit bjerg.«

Over alt blev Runkels bud om pagtismen modtaget med glæde, for mennesket vidste nu, at den gudeløse tid snart var forbi. Først konverterede Algundur til Pagtismen, og det uden strid. Men da befolkningen i Øvra Arkad krævede troen, blev det Den faldne Kejser, Abel Namortula, for meget, og han sendte sin hær med monopaternes septentrioner, for at slå oprøret ned. Det var en frygtelig krig, og folket i Øvre Arkad led rædselsnød. Men jo hårdere kejseren slog ned på befolkningen, desv mere sikre blev de i deres tro. Snaphanerne førte modstanden, men skønt modige som få, var de for få. I 1006 måtte Runkel sætte en stopper for det vanvittige blodbad. I to år havde han forsøgt med forhandling og sendebud, men intet havde virket. Sidste på året måtte han true den faldne kejser med selv at deltage i kampen, men heller ikke det stoppede blodsudgydelserne. Derfor kaldte Runkel på hæren, og drog Til det Øvre Arkad, for at komme befolkningen til hjælp. De sidste snaphaner havde forskanset sig i Iman, og Runkel kom dem til undsætning. Men netop som slaget var vundet, åbnede himlen sig under tusinder basuner, og et lys stærkere end solen oplyste Iman. 1000 engle steg ned fra lyset, og mellem sig bar de en trone, hvorfra lyset kom. 300 engle fløj ned og hentede Runkel. De satte ham på troenen, og gav ham himlens krone. Og for hvert dyr og hver plante kom en ånd, og knælede for ham. Alt var nøjagtigt som det beskrives i De valleriske Fragmenter, og folket vidste, at de nu havde fået deres ene Gud; kærligheden Munnekir. Forenelsen var sket. Det forundrede ingen, at Runkel selv blev valgt til gud af menneskets hjerter, for nok havde Runkel prædiket for Nirast, men end ikke hun elskede mennesket så meget som menneskesønnen. Freden skænkede sig, og siden da har Øvre Arkad haft retten til troen og pagtismen.


HELGENES BOG
Den sidste samling i Pagtum er Helgenes bog, skrifter fra troens tre mest hellige mænd: Runkel, Ottar og Allan. Skrifterne kommer vidt omkring, men fælles for dem er indeholdet af et ”argument”. Runkel taler om ”troens argument”, der handler om hvorfor Nirast gav mennesket Rimstenen. Ottar skriver om ”det selviske argument”, der skal tilbagevise senere rygter om Runkels hensigter, og slutteligt omtaler Allan ”forenelsens argument”, og hvorfor Runkel blev gud.

Uddrag af Runkels bog:
»...det kan aldrig betvivles, at som jeg kom til verden, er alt kommet til verden. Og det kan ikke betvivles, at den gud som elsker er Nirast, og kun Nirast skænkede mennesket Rimstenen. ”Og i natten vil Gud fælde en brændende tåre fra himlen, og da vil testamenterne blomstre i sin sande kraft. Rimsten vil falde, en gave fra Gud til mennesket, og den som ønsker inderligt, vil få sit ønske opfyldt. Men det største ønske vil knuse gaven, og de uværdige vil falde for egen hånd”. Således skrev profeten Aggamon, og således kom Rimstenen til mennesket. Men som i de fjerne tider, er der endnu disput om hvilken Gud som udførte denne gerning. Alle har gennem tiden påstået alverdens Guder, thi alle mener, at netop deres Gud ville vise mennesket den kærlighed. Men de taler uden tanke, Aggamon talte om en brændende tåre, og herfor er spørgsmålet ikke hvilken Gud som ønsker at vise kærlighed, men hvilken Gud der har grædt for mennesket. Dette er troens argument: Thi den som blev frugtsommeliggjort af et menneske, Nirast, fødte et barn i veer og smerte. Og kun den som kender jordisk smerte, kan græde for mennesket. Ingen anden Gud har formået hvad Nirast kunne, ingen anden har ofret sig selv, af kærlighed for mennesket. Derfor kan den brændende tåre kun komme fra Nirast, og således er Rimstenen skænket af Nirast.«

Uddrag af Ottars bog:
»…men efter menneskesønnens forenelse er det kommet mig for øre, at visse vranglærer sætter tvivl ved menneskesønnens offer. De siger, at alt menneskesønnen gjorde, var for egen vindings skyld, men man bør vare sig for sådanne ugudelige påstande. Ord som disse afslører kun alt for tydeligt uvidenhed, for den som kender Nirastkrask og menneskesønnens liv på jord, vil vide, at alt han gjorde var i Nirast navn. Han sagde det selv så udtrykkeligt under klippeprædiken, over tusinder glædesblus: Dette var ordene, og dette er helligdommen og se; nu er I kommet, mennesket er kommet til Det hellige Bjerg; Nirast! dit folk er kommet, se de kysser dit bjerg. Dette er det uselviske argument, hvad mere kan forlanges? At rejse bygninger, riger og folk for sin gud, uden hensyn til egen pris. At ofre det uundværlige, at gøre det smertelige, at stå ved sin tro, i blind tillid til den anden. Hvorledes kunne dette være egen vinding?
Dette siger de vantro; alt han udrettede blev for ham selv efter forenelsen. Men lad dem smage deres falske blod, for de har intet fattet. Hvad der blev gjort til for Gud, var ikke af hans valg. Menneskesønnen bad os vælge Nirast, men mennesket valgte ham, som jeg selv gjorde det i hjertet. Menneskesønnen ville ikke sig selv, og dette, sagde han mig, er den rette tro, den sande lære og den sande pagtisme. Dette er det uselviske argument.«

Uddrag af Allans bog:
»...og jeg skreg i nat, mere inderligt end nogen sinde før, for Gud sendte mig forsynets engel, der åbenbarede mig et syn. Nirast viste sig for mig, og kaldte menneskesønnen til sig. Nu trådte også han frem, og jeg kastede mig for hans fod. I samme nu så jeg mørket og ødelæggelsen bag Nirast, mens menneskesønnen blev fulgt af den blomstrende verden. Da skreg jeg inderligt, for jeg forstod intet af denne galskab. Men menneskesønnen tørrede mine tårer bort, og de to blev til et enkelt væsen af blod. Jeg kunne ikke skelne Gud fra menneskesøn, og så gik det op for mig, hellige fader, det er sandelig gode tider! Og jeg huskede i samme nu en af Obius passager i De valleriske Fragmenter; når menneskesønnen spejles i Gud, vil blodets væsen skylle paradiset frem. Og mens jeg betragtede min åbenbaring forstod jeg; forenelsen var på vej.
Dette er hvad jeg lærte, og hvad jeg så, dette er forenelsens argument; for det er ubestrideligt sandt, når den monopatiske fader lærer verden, at Den navnløse Gud skabte alting. Han og hans folk kalder deres gud Herskerinden , fordi de har glemt hendes navn, men hvilken Gud ville skjule sit navn? Det ville kun den gud hvis kærlighed er lige meget for det levende, og derfor ikke har noget navn at give. Og Den navnløse Gud ved, i kraft af sin uendelighed, at hun som altets skaber må elske alting lige meget. Og med det bliver moderguden selv lige meget, og hendes kærlighed lige meget. Det var derfor hun viste mennesket alle verdens guder, så de selv kunne vælge deres Gud. Så de kunne vælge en Gud der elskede mennesket ulige med alt andet. Det var Den navnløse Guds ufuldendte pagt med mennesket, og det var drudeordenens autoritet, at vælge menneskets Gud. Det er stadig vores dom, for vi har endnu ikke valgt med hjertet. Men når det sker, vil paradiset kommet til Valhel. Og se så menneskesønnen, se hans uendelige kærlighed til mennesket, vær ikke i tvivl, han er vores dom. Som Det valleriske Kejserrige var et boldværk mod ondskaben, skal Det kuriske Kejserrige værne om mennesket. Og som drudeordenen var gudevalgets autoritet, således skal pagtismen være for den fuldendte pagts folk.«
Rettet af: NIcklas Lydeking
Opdateret: 2017-12-07 16:13:34

Af de tre monoteistiske religioner er Lovtroen den ældste. Lovtroen bygger på forestillingen om Al’Deus som altings skaber og religionen knytter sig tæt til den hellige bog Falfallahen. Lovtroen er udbredt i det meste af Suborien samt Rumanoth, Nudun og Gamradh. Lovtroens religiøse hovedsæde er Al’Batkaen i Khan, hvor Lovbringeren sidder. For at give det bedste indblik i Lovtroen, er det mest givende at gennemgå deres hellige skrift.

FALFALLAH
Omardanismen drejer sig om det hellige skrift, som Silmar samlede i sine sidste leveår, omkring 387fR. Han samlede den ud af tre manuskripter, ét fra drudesamlingen; 'Khalak' [Skabelsen]. forfattet omkring år 1200 fR af druden Kaal’Adiff. Det andet skrift 'Karahara' nedfældede Silmar selv, ved at gengive sin rejse til Ruman. Det tredie skrift er 'Batmayot', et gammel druideskrift om altings hiearki.

KHALAK
Først skabte Al’Deus Tares Umbar, den absolutte tilstand. Al’Deus skabte Um og Lila og gav dem fri vilje til at nyde herligheden. Men den frie vilje var at toægget sværd og i stedet for at nyde den absolutte tilstand, begyndte Um og Lila at lave om på Tares Umbar og tilpassede den deres frie vilje. Men Al’Deus så det var galt. Som straf udslettede han dem begge og knuste deres bygninger. Tares Umbar skulle kun være for det rene. Al’Deus sagde ordet og ordet delte verden i Korwadh og Korbul . Der var mørke over urdybet, men Gud lod Korwadh æde af Korbul og Korbul leve af Korwaid. Og i støvet fra de deltes kamp, blev Sirdjinerne skabt. Og blandt Sirdjinerne valgte Al’Deus Mundjin, hvor herligheden skulle bo. Al’Deus skabte Umnil og lod det dække Mundjin. Men Mundjin blev vred og brød ud af Umnil, for at flygte bort i urdybet. Al’Deus så det var forkert og satte Mundjin i kredsløb om Umnil og gav den navnet Luna.
Der hvor Mundjin rev sig løs af Umnil, havde Urkontinentet rejst sig og Gud skabte græsset, buskene og træerne. Derpå skabte Gud dyrene og Gud så det var herligt. Til sidst skabte Gud de to første mennesker, Ruman og Ismisa. Og Gud sagde til dem, her er min lov, det skal stå jer frit om I vil efterleve den, men om I gør, belønnes I med Tares Umbar. Dette er loven og således skal I lære jeres slægt.
Ruman og Ismisa fik sønnen Blisos, som blev høvding af en mægtig stamme. De levede i Gudsfrygt og med Guds navn i hjertet. Blisos blev gift med Lasis og de fik sønnen Tahugga. Tahugga lærte at stjæle kraften ud af Hiduin og styrkede stammen. Tahugga giftede sig med Vislis og de fik sønnen Stablos. Stablos mistede den kraft hans far Tahugga havde bragt til veje og stammen blev svækket. Stablos giftede sig med Mima og de fik sønnen Gothigua. Han var så hellig, at Gud skænkede hans stamme en kraftfuld flod , hvor de kunne rense sig fra verdenens urenheder. Gothigua giftede sig med Dianaya og de fik sønnen Heksos. Han gik i dæmonernes tjeneste og skaffede således nye kræfter til stammen. Men det var onde kræfter og det var begyndelsen til stammens endeligt. Heksos giftede sig med Babaya og de fik sønnen Ygylan, den sidste. For på Ygylans tid kom vanahai tilbage, med Kronark i spidsen af en frygtelig hær. Nornerne blev lagt i lænker og Kronark tog dem med som slaver.
Da Kronark blev 500 år døde han og vanahai fik en ny leder: Tol Essa og han var viis, men gudsforladt. Han var ikke kriger, men vranglærer og han grundlagde et land til vanahai, hvor deres vranglære kunne gro. Med sig bragte de nornerne og de tjente vanahai så længe, at de glemte Al’Deus og loven. Det var hedningetiden.


KARAHARA
Beretningen er fortalt af Silmar selv og nedskrevet af hans skriver Abi Fada. Det utvivlsomt det vigtigeste skrift i lovtroen og den bedste kilde til Silmars liv og dermed beretningen om Lovtroens udbredelse. Desværre står der ikke så meget om Silmars barndom, men lidt kan man finde frem til. Han blev født 435 fR, i en lille landsby ikke langt fra Iman. Hans far og mor blev dræbt af hokfræiske røvere fra nord og Silmar flygtede til den hellige by Iman, for at finde arbejde. Her kom han i lære hos druiden Tibidan, der oplærte ham i datidens religiøse lære. Han var en doven elev og interesserede sig ikke meget for studierne. Alligevel lykkedes det ham at blive druide som 18 årig.
Mester Tibidan dør da Silmar er 20 år, i 415 fR og han overtager sin mesters plads i druideforsamlingen. Han driver dog ingen religiøs virksomhed, lever bare fedt på druidesamlingens privilegier.


KARANAD
Da Silmar blev 23 år, i 412 fR, sker der imidlertid en hændelse, som sætter gang i hans skæbne:

Uddrag af Karahara:
»…omtåget af de rødes markers druer vandrede han til sit leje og faldt straks i søvn. I det fjerne festede nirastinerne, men det generede ham ikke. Midt om natten vågnede han ved en som kaldte. Det var en mægtig stemme, som fik jorden til at skælve. Den kaldte hans navn tre gange og han vidste det var et varsel, men kunne ikke sige om det var godt eller ondt. Han rejste sig og så sig omkring og fik øje på et kraftigt lys i horisonten. Så vandrede han mod skæret og som han kom tættere, kunne han mindre se. Men da sagde Gud: ”Silmar! Silmar! Kom ikke nærmere. Tag dine sko af, for det sted du står, er hellig jord. Jeg er Rumans og Ismisas Gud”. Da skjulte han sit ansigt, for han turde ikke se Guds lys. Så sagde Herren: ”Jeg har set mit folks forblindelse og jeg har hørt deres gråd. Derfor er jeg kommet for at redde mit folk og føre dem til lykkens land, hvor Østerlændingene nu bor. Jeg vil lære dig min lov og du skal bringe den til mit folk. Dette skal du sige til mit folk: Al’Deus, jeres fædres Gud, Rumans og Ismisas Gud har sendt mig til jer. Gud har hørt jer og har givet loven til Silmar, den som gør. Den som følger Silmar og loven, vil komme til Al’Deus. De som ikke gør, skal efterlades”.
Silmar spurgte: ”Og når jeg kommer til dit folk og fortæller at Gud taler til dem gennem mig og de spørger om hans navn, hvad skal jeg da svare?”
Og Gud svarede ham: ”Jeg er den som er, jeg er Al’Deus, altings skaber. Sådan skal du sige til mit folk: ’Jeg Er’ har sendt mig til jer. Kald ham Al’Deus, altets skaber”...«

Den nat fortalte Gud om de love, det rene menneske skulle efterleve og Silmar skrev dem ned. Denne nat, Karanad, er uden sammenligning den vigtigste helligdag for Lovtroen. Da Silmar den næste morgen mødte op i druiderådet og fortalte dem om Gud, var reaktionen voldsom og man besluttede at kaste Silmar i fængsel. Her levede han uden vådt eller tørt i tre uger, før druiderne dømte ham til døden for sit kætteri. Men samme nat som dødsdommen faldt, skælvede firmamentet og vredens skyer lynede mod jorden. Det største lyn ramte Silmars fængsel og han flygtede bort i mørket. Mange druider brændte til døden.


BELAGH
Silmar fandt ly for regnen langt borte fra sin hjemegn og lagde sig for at sove. Men da kaldte Al’Deus på ham:

Uddrag af Karahara:
»…Silmar! Silmar! Din Gud taler til dig. Silmar vågnede og lagde sig på jorden i ydmygelse og sagde: Befal min Gud, jeg er den som gør. Og Gud svarede ”druiderne er fortabte, de må forlades. Du skal drage til Østerland og fortælle mit folk om loven. Således skal du sige til mit folk: Jeg Er har sendt mig med loven. Den som følger loven skal komme til Al’Deus. Sig til dem, at det står enhver frit at leve, men kun den som lever efter loven skal komme til Tares Umbar. Du er den som gør, gør som din Gud befaler…«

Den næste morgen rejste Silmar sydpå og et år senere ankom han til Valsmirin, hvor Miraten Barbar herskede på den tid. Det er desværre meget lidt man får at vide om rejsen fra Iman til Valsmirin.


SULTAN
Silmar begyndte at prædike i Valsmirins gader og blev flere gange kastet i fængsel af Mirat Barbars soldater. Men som dagene gik, fik han mange tilhængere og der samlede sig en hel teltby uden for Valsmirins mure. Til sidst blev det Mirat Barbar for meget og han forlangte, at de rejste bort fra hans land. Men Silmar sagde til ham: Det står enhver frit at leve, jeg som mig, du som dig. Vi er alle lige i Al’Deus åsyn. Det blev mirat Barbar så vred over, at han straks sendte sine soldater ud for at dræbe alle lovbringerne.
Men blandt Silmars tilhængere var Ababet. Han havde længe været klar over at denne situation kunne opstå og han havde forberedt sig. Han havde selv været soldat i Mirat Barbars hær og han kendte deres styrke. Derfor havde han lært de stærkeste mænd at slås og de drog mod miratens soldater.
Den samme aften blev Mirat Barbar styrtet og i glædesrusen krævede byens borgere at Silmar skal være den nye mirat. Men Silmar irettesatte dem og henviste til Jordens søjler. Den frihed han ville give folket, var allerede givet af Al’Deus og kunne hverken gives af fyrste eller mirat.
Derpå drog han videre mod Khan, for at nå den største by i Østerlandet. Ababet skulle til at drage med ham, men Silmar afviste ham med ordene: Oprøret er dit, sejren er din, du er den som ejer. Byen og dens folk er dit ansvar, du må blive.
Kun en håndfuld lovbringere drog med Silmar, men rygtet om hans vandring mod Khan var kommet ham i forkøbet og folk sluttede sig snart til ham.


DJELLAH
Halvvejs til Khan havde Silmar fået mere end titusind tilhængere, men Silmar er i tvivl. Skal han tillade dem at rejse med, han er jo endnu ikke kommet til Østerlandet og hvad skal han gøre, når han kommer frem? Den nat fortalter Silmar sit følget om sine kvaler under aftenbønnen. Han fortalte dem, at han ville forlade dem for en tid. Han ville vandre ud i ørkenen, til han fandt svaret. Ingen måtte følge ham. Det stod enhver frit om de ville drage bort, men han vil vende tilbage hertil og berette om sin beslutning.

Uddrag af Karahara:
»…Silmar vandrede i Sahabiørkenen i tre uger, uden noget tegn fra Gud. Men da så han et enestående bjerg midt i ørkenen. På bjergets top genkendte han Al’Deus klare lys og han klatrede helt derop. Da han nåede toppen sagde Herren: ”Tag dine sandaler af, for jorden du betræder, er hellig. Dette er Djellah, inspirationens tinde. Her skal du sidde til du har taget dit valg”. Silmar spurgte: ”Men hvilken beslutning skal jeg tage? Du er min Gud, den som Er. Jeg er den som gør hvad den som Er befaler”.
Herren sagde til ham: ”Så er du Adb Al-Lovtroen. Du er renest af alle. Drag tilbage til dit følge og drag mod Khan. Slå enhver fjende ned og knus Det Rumakanske Sultanat, som jeg knuste Kaba for din skyld. Det står ethvert menneske frit at leve, men sultanatet er halvt dæmoner. Blod og lig vil følge dit spor, men du er den som gør. Gør det for din skyld, ikke for din Guds skyld, for du er den som gør. Ingen kan gøre noget for Guds skyld, mennesket kan kun gøre sig fortjent”...«

Derpå vendte Silmar tilbage til lejren, hvor han bekendtgjorde sin beslutning. Alle drog med ham videre til Khan, Østerlands største by og hjemsted for Det Rumakanske Sultanat.


HEDLAH
Da Silmar ankom til Khan, havde Det rumakanske Sultanat allerede hørt om hans komme. De havde opstillet deres hære som modtagelse og krigen varede i syv dage , før sultanatets hær nedkæmpet og alle miraterne dræbt. Folket krævede at Silmar blev sultan, man han sagde til dem: Før var jeg ham som gør, nu er jeg Abd Al’Lovtroen . Kald på ham som ejer, han skal være jeres Sultan. Og således gik det til, at Ababet kom til Khan og blev genforenet med Silmar. Folket gjorde Ababet til sultan og man byggede Al’Batkaen til Abd Al’Lovtroen og hans lærte. På den måde skete det, at den første enevældige sultan blev Ababet og den første Lovbringer blev Silmar.
Tiden gik og Det Rumakanske rige voksede sig magtfuldt og stort. Silmar grundlagde det religiøse karamsamfund og byggede mange hundrede Muskeer, hvor folket kunne takke deres Gud. Og blandt sine elever udpeger han Muntazir som sin efterfølger og begynder at uddanne ham, så han kunne besidde titlen som Abd Al’Lovtroen. For at overdrage historien til sin efterfølger, beslutter Silmar at samle Falfallahen . Han samler den af 4 skrifter: Khalak , Al’Fada , Batmayot og Karahara . Men på det tidspunkt var Al’Fada endnu ikke skrevet, så Silmar kaldte rigets dygtigste skriver til sig. Det var skriveren Fada og de tilbragte to år sammen, mens Silmar fortalte sin historie og Fada nedskrev den. Falfallahen var færdig i 420fR.
Ababet vinder mange krige og Rumanoth bliver mægtigt. Det er Rumanoths første guldalder og rigdommene strømmede ind. Ababet gifter sig til mange koner og får mange børn.


SILMAKA
Den store magt og rigdom sultan Ababet besad, havde skaffet ham mange fjender. Hans største fjende, miratmagus Rubinan havde flere gange sendt snigmordere efter ham, men indtil videre uden held. Men nu lød det rygte, at miratmagus Rubinan havde hyret en stor troldmand, til at dræbe ham. Derfor var han forsigtig og modtog ikke fremmede i sine egne gemakker. En sen aften i vinteren 420fR ville Silmar besøge sin gamle ven Ababet. Man han ønskede at se ham ikognito og svøbte sig i sølle klæder. Alene listede han sig gennem byen, frem til sultanens hovedport.

Uddrag af Karahara:
»…Han bankede på sultanens port og afventede tjenerne. Da porten blev åbnet, spurgte han efter Ababet, men tjenerne ville vide hvem han var. Silmar ville ikke sige sit navn, men bad dem hente Ababet, så han selv kunne se at han var en ven.
Da løb tjenerne til deres sultan og berettede om den fremmede. Da sultanen havde hørt deres fortælling, var han overbevist om, at det var snigmorderen, som var kommet. Til tjenerne sagde han: ”Sluk alle lys i gennemgangen og luk så alle døre. Før derpå den fremmede dertil og bed han vente i mørket”.
Tjenerne gjorde som Ababet havde befalet og da de havde bragt den fremmede til den mørke gennemgang, gik de til deres herre. Ababet trak sit sværd og listede ud i mørket. Der dræbte han Silmar, men det opdagede han først, da tjenerne kom med lys. Han kastede sig ved sin vens side, kyssede den renes hænder og kinder. Han var ikke død til at begynde med. Han smilede til sin ven og sagde: ”Det står enhver frit at leve”, så lukkede han sine øjne og drog bort med lyset til Tares Umbar, ved Al’Deus side. I det samme brast Ababets hjerte og han skreg af sorg og skam. I rædsel over sin gerning flygtede han ud af huset, til Al’Batka. I hast fandt han bygningens højeste tårn og skreg sin misgerning ud over byens tage. I gråd råbte han Al’Deus love og kastede sig i døden...«

Det kunne se ud til at denne sidste del af Karahara, blev skrevet efter Silmars død. Men Fada hævder, at Silmar forudså sin død og havde fortalt ham det hele ord for ord. Herefter blev Muntazir Lovbringer og Ababets søn, Zalikar bliver Sultan.


BATMAYOT
Alfallahens anden store bog er Batmayoten, en tekst som oprindeligt blev skrevet af Kaal’Adif i drudetiden. Netop fordi skabelsen taler om, at kun den rene kan komme til Tares Umbar, nedfældede Kaal’Adif, i sin tid, langer lister over tingenes og væsnernes renhed. Silmar forenklede den senere, men brugte den som vejledning. Alting er nemlig indrettet i et nøje hierarki, dannet efter sjælenes renhed. Denne sjæl er bestemt af Al’Deus på forhånd og vil derfor være uforanderlig. Det urene vil for altid være urent. Dette gælder dog ikke mennesket, for Al’Deus gav mennesket den fri vilje. For mennesket opnås renhed ved bøn, samt ved at efterleve visse foreskrifter, som kan læses i Karahara.
Rettet af: Jacob Jarlskov
Opdateret: 2017-11-16 09:54:06

Fra mytologisk tid kendes de første helteskjalde som Egil Skallamir, der altid beskrev sine handlinger i vers, når han havde sejret i kamp. Men der var også mindre heltmodige skjalde, der ud over at underholde gæster i høvdingenes haller, rejste på større rejser og optrådte i høvdsgårde. Derfor var det vigtigt, at de kunne improvisere og opfinde vers om helte og vundne kampe når situationen krævede det. I 130 skriver Murla i 'Valleriekongernes saga', at skjalden Thormod Bajef en tidlig morgen, lige før slaget ved Stezia i 730fR sang digtet 'Sejrsmål'. Kvadet handlede om den modige sagnkonge Rolf Vala og hans mænds mange kampe og skulle give krigerne mod inden slaget. Disse skjalde mestre i digtekunst og det var fra dem, Lyrr fandt inspiration, da han forsøgte at samle den knuste menneskekultur i Vallerien.

SKJALDEN er uddannet ved Skjaldenes Sal i den vanskelige og hemmelige kunst at skrive de kraftfulde KVAD. Den uddannede skjald aflægger ed til Ærkeskjalden og må tjene som skjald i syv år, leve som omrejsende kultursamler og bibliotekar. Opsamle historier fra nær og fjern, nedskive dem og gemme dem til det store Bibliokultura i Skjaldenes Sal, hvor alle indsamlede historier opbevares. Her får de tilbudet om endnu engang at aflægge ed til Ærkeskjalden og gå i syv års tjeneste. SKJALDEN kan vælge 1 KVAD fra start og kan købe SKJALDEUDSTYR ved karakterskabelsen.

LYRR 16fR - 82
Albion Lyrr blev født i byen Medea i 16fR og sendt til Iman som 8 årig, hvor han kom i lære som druide. Allerede det første år viste han sig usædvanlig kraftfuld og det blev sagt om ham, at ånderne elskede ham. Han havde let ved at påkalde ånder, de sprang frem når han kaldte, som havde de savnet ham umådeligt. Det var årsagen til, at han som 19 årig (3fR) blev hentet af dragen Nidhug Orm og ført til Snitalfefyrsten Anai Ayadan, hvor han blev lovet en kongelig betaling mod at påkalde den mægtige Mennelmakar, størst af underverdenens prinser. Lyrr gjorde som befalet og blev hos snitalferne i kampen mod Duilin. Da fjenden faldt og Duilins søjler var besejret, spurgte Snitalfefyrsten hvad Lyrr ville have som betaling for sin indsats. Lyrrs største ønske var, at hans viden og erfaring aldrig ville svinde bort. Derfor fremstillede snitalfernes runemestre LYRRILEN, en medaljon af guld, formet som en lyre. LYRRILEN opbevarer bærerens viden og erfaring og førte den således videre til en en ny bærer. På den måde vil LYRRILEN altid indeholde al den viden alle, der har båret den, har til sammen. Lyrr takkede for den unikke gave og valgte for en tid at slå sig ned for foden af Duilin. Det var her Gud talte til ham gennem vinden og lærte ham hemmeligheden bag KVADENE. Mægtige melodier, der kunne hjælpe og påvirker sine følgere. Da forstod Lyrr, at han måtte tilbage til Det Valleriske Kejserrige og han fandt det i krig og spittelse. Riget var kollapset og stammerne var flygtet bort i alle retninger. Han frygtede de forskellige kulturer ville vokse fra hinanden, måske endda forsvinde og besluttede at hengive sit liv til at rejse land og rige rundt for at møde Valhels kulturer og nedskrive deres historier og sange. Han var i forvejen berømt og afholdt og fik mange tilhængere på sine rejser. De svor ham troskab og han opfordrede dem til at gøre som ham selv. Han talte om fred og fordragelighed og var af den overbevisning, at der kun kunne opnås fred gennem respekt og forståelse, folkeslagene imellem. Hvert syvende år skulle de mødes ved Duilins søjler og aflevere deres skrifter til Skjaldesamlingen. Han lærte dem sine KVAD, men de virkede ikke for andre end Lyrr. Sådan opstod Skjaldelavet og det opnåede snart respekt blandt konger og fyrster for dets neutralitet og ikke mindst viden. Da Lyrr døde i 82 var der omkring femhundrede skjalde.

SAUL 12 - 100
Allerede som ung var Saul en særlig talentfuld elev og vagte opsigt med sin stemme og sin forstålse for musik. Da Lyrr døde arvede han LYRRILLEN og skjaldene tog det som et tegn på, at Saul skulle være han efterfølger. Med LYRRILLEN fik Saul samme viden og erfaring som Lyrr selv, men han brugte mest sin tid på at udvide Skjaldelavet. Det var Saul, der indførte uddannelseskrav ved optagelse i lavet og han nedfældede de første skjaldelove, der gav ham titlen som Ærkeskjald og retten til at udpege hans efterfølger pålagde han de syv Dekaner, der skulle lede uddannelsen.
Under Sauls ledelse blev skjaldenes dragter og musik kendt over det meste af Valhel og Skjaldelauget fungerede som nyhedsbringere, der kunne fortælle om krigenes gang, hvem der var blevet gift og hvem der var døde. De kendte til landenes og byernes sladder og var altid en kilde til hårrejsende, kærlige og informative historier. Særligt på grund af Skjaldelavets ubetvivlede neutralitet, blev de også brugt som budbringere, både i krig og fred. Ingen kunne finde på at bortvise eller skade en skjald.
I Sauls tid blev Skjaldelauget mere end firedoblet og det krævede en stærkere administration og flere resurser. Han opførte Lyrrhuset i Arbrand i Det Valleriske Kejserrige og pålagde skjaldene at medbringe skatte, når de vendte hjem til Lyrrhuset for at aflægge ed. Saul udpegede derpå Førsteskjalde, Storskjalde og Mesterskjalde, ud fra hvor mange skatte de bragte hjem og de fik til opgave at undervise og administrere skjaldenes elever, biblioteker, love og skatte. Der gik ikke længe, før Lyrrs hus var fulde af skatte og man måtte udbygge og opføre nye skatkamre.


TARIIM 82 - 112
En af Skjaldelavets vigtigeste personer hører til en mørk og grusom historie om den unge Tariim, der i en alder af 16 år stjal nogle KVAD fra Ærkeskjalden og skulle til at tegne dem af, da tyveriet blev opdaget og Tariim pågrebet. Skjaldene havde aldrig haft en sådan sag før og Mesterskjaldene diskuterede længe, før de kom frem til hvordan de skulle føre en retsag og dømme ham. På den måde kom Tariim til at sidde i fængslet i mere end syv måneder. Forplejningen var elendig, men de bragte dog pen, blæk og pergament, da han bad om det. Og i de syv måneder kopierede han de KVAD han havde stjålet ud fra hukommelsen alene. Ham huskede hver en node og da han begyndte at synge dem, virkede de lige så effektfulde, om var han Ærkedruiden selv. Ærkedruiden blev tilkaldt og de havde lange samtaler. Nu forstod Ærkedruiden, at KVADENE kun virkede, når man selv havde nedfældet demog man spillede efter egne noder. Ærkedruiden forstod også, at Tariims stemme var så mægtig, at han alene med sang kunne udføre KVAD. Med denne opdagelse, blev det obligatorisk for alle skjalde at kopiere og nedfælde KVADENE på deres rejser, så de også kunne gøre brug af dem. Med KVAD til alle skjalde, blev Skjaldelavet også mere magtfuldt, hvilket skæppede godt i skatkamrene. Tariim blev taget i nåde og fungerede i nogle få år som elev af Ærkeskjalden Saul. I de år lykkedes det Tariim at gøre Lyrr kunsten efter og komponere helt nye mere kraftfulde KVAD. Tariim komponerede 13 KVAD og da han i 112 opførte sin trettende komposition 'Hymne til mørket', åbnede natten sig over ham og han blev opslugt i mørket foran Ærkeskjalden og de øvrige tilskuere. På det tidspunkt hed Ærkeskjalden Bardolino og han forbød herefter alle Tariims værker og beordrede dem låst inde i de sikreste skatkamre. Herefter blev Tariim mest brugt som skræmmeeksempel på hvor galt det kan gå, når man synger til mørket.

BARDOLINO 71 - 149
Som skjaldene spredte sig i Valhel opstod behovet for samlingsmuligheder andre steder end Lyrrhuest, hvor Ærkeskjalden boede. Derfor opførte Ærkeskjald Bardolino en række huse, kendt som Skjaldehusene. De blev opført centrale steder i Valhel og i Bardolinos tid blev der bygget otte. Til hvert hus blev knyttet en Mesterskjald og en række Storskjalde til den daglig ledelse og opretholdelse. Formålet med husene var at give husly til omrejsende skjalde, give dem kost og behandling og modtage skatte og gaver. Men husene blev til mere end det, snart fik de deres egne skatkamre og blev mødesteder hvor skjalde udvekslede historier, sladder, sange og sagn. Ved Bardolinos død var Det tredie Skjaldehus i Beren (Det nuværende Berengrad i Rolgornia) både større og rigere end Lyrrhuset i Arbrand.

KRASIN 200 - 239
Da Palurion af kongehuset Nox grundlagde Noxius og hovedstaden Vaihain i 203, søgte den nittende Ærkeskjald, Farn Hilfenn, om tilladelse til at bygge det niende skjaldehus på en grund, inden for hovedstadens mure. Palurion havde netop givet monopaterne et kæmpe stykke land til deres religiøse by Absolatet og han ønskede også et stærkt skjaldehus i den nye verdensby. Derfor gav han Skjaldelavet 1500 tønder land, ikke langt fra Kongeslottet og forærede en pæn sum penge til opførelsen af et prægtigt bygningværk, der skulle tage femhundrede år, før det stod helt færdigbygget. Trods den lange bygningstid kunne de første bygninger allerede tages inden året var gået og snart kom der mere til. Den fik egen bymur, slotte, palæer, huse, smedjer, markeder, haver og parker. Bygningerne bestod af mange hundrede sale, biblioteker, spisestuer, køkkener, værelser, kamre, værksteder og kældre. I de femten meter høje murer der omkranser Det niende Hus placerede man tre store jernporte til ind- og udgang. Det blev et prængende og overdådigt bygningsværk, der i sig selv lokkede mange skjalde forbi og man kaldte det Skjaldenes Sal. Inden få år blev Skjaldenes Sal lavet mest magtfulde og rige hus. Ærkeskjald Krasin flyttede selv til Vaihain og blev yderligere berømt da det i hans alderdom lykkedes ham at komponere syv nye KVAD.

ELEDAN 407 - 478
I 437 besluttede Ærkeskjalden Eledan at lukke samtlige skjaldehuse og flytte deres samlinger og skatte til Skjaldenes Sal. Der opstod voldsomme protester fra Husenes Mesterskjalde og det eskalerede til kanten på af blodig strid. Men her viste Ærkeskjald Eledans diplomatiske evner sig yderst anvendelige. Det lykkedes ham at løfte opgaven og komme gennem striden uden blodsudgydelser. Kun ét Hus, Det syvende Hus i Nandel, ville ikke underkaste sig. Derfor blev kun de syv huse blev solgt og deres indhold af alverdens skatte blev transporteret til Skjaldenes Sal. På den måde blev dette vidunder af et bygningsværk rammen om de mest fantastiske, fascinernde og sjældne skatte i Valhels historie. Her findes kopier af de fleste bøger i verden, historiske klenodier og forlængst glemte skatte. Og samlingen vokser konstant.
Eledan accepterede aldrig Det syvendes Hus beslutning, men han gjorde heller ikke noget konkret ved det. Kort efter krisen lykkedes det ham at komponere fem nye KVAD til samlingen og det førte ham mod nye interesser.


TOLONI 635 - 691
Striden mellem Skjaldenes Sal og Det syvende Hus blev en lang og hård krise, der varede næsten tohundrede år. Det blev den berømte Ærkeskjald Toloni, der allerede i en unge alder havde komponeret sine første KVAD, som indgik en aftale med Det syvende hus og endelig skabte fred. Toloni tillod dem at benytte KVAD, som man ellers opfattede som skjaldenes eneret, men fratog dem retten til at kalde sig skjalde. Derfor kaldes medlemmer af Det syvende Hus for Troubadurer. Det var Toloni, der skabte den første egentlige diplomatiske forbindelse mellem mennesket og elvarin i Lurindal. Med forholdet opstod en kilde til information om de ældste tider og Skjaldelavet nød godt af denne adgang til viden i mange århundrede fremover. I sin levetid komponerede Toloni syv KVAD.

ABICON 1002 - 1116
I 1020 blev Aidolon færdiguddannet troubadur af Det syvende Hus i Nandel og efter en turbulent karriere fik han i året 1027 den unikke mulighed, at bo hos Luminarerne i Aigonai, hvor han nedfældede alt han lærte om de ældste tider. Luminarerne er de oprindelige elvarin og dermed ældre og mere viise. Det var under dette ophold, en frygtelig sandhed gik op for den unge troubadur. Det viste sig, at store dele af de beretninger elvarin havde fortalt til skjaldene, var det pure opspind. Her i Argonai fik han en helt anden historie, som han nedskrev og senere udgav i hemmelighed med titlen 'Rimlinaranon'. Til at begynde med kaldte Skjaldenes Sal bogen for et falsum, et tarveligt trick begået af Det niende Hus. Men bogens oplysninger gav bedre mening på historikernes lister og snart blev bogen bakket op af universiteterne og kundskaben som helhed. I 1048 måtte Skjaldenes Sal erkende, at store dele af deres viden var falsk og det blev skjaldenes fald. Langsomt sygnede Skjaldenes Sal hen og blev næsten glemt. I mange år fungerede den kun som turistattraktion, museum og uddannelsessted for rige forkælede unge.

NEMMERLIN 1174
Nemmerlin var en selvtilfreds og doven dreng fra Noxius. Forældrene var af adelig slægt og ville gerne danne deres søn og give ham karakter, men drengen virkede ligeglad og lad. De havde forgæves forsøgt mange uddannelser og lærepladser, før de sendte ham til Skjaldenes Sal, som en sidste løsning. Her viste det sig til alles ovarraskelse, at han fandt interesse for faget og blev en af de mest flittige studerende. Allerede i en alder af nitten år, opnåede han store resultater ud i den kundskabelige historieforskning. Men han var også en rebel, han kritiserede højlydt den griske kultur i Skjaldelavet og skrev artikler om den siddende Ærkeskjalds dovenskab og korruption. Ærkeskjald Kato gjorde mange forsøg på at lukke munden på ham, men da han prøvede at indføre et forbud om at tale Ærkeskjalden imod, undnyttede Nemmerlin chancen og fremstillede Katos hykleri. Ved skjaldekonventet i 1200 holdt han en så overbevisende tale, at den nye generation af skajlde smed den gamle generation på porten, afsatte Kato og udnævnte Nemmerlin til ny Ærkeskjald. Nemmerlin tog straks fat på arbejdet og strammede op om uddannelsen. Det skulle være slut med at betale sig ind i skjaldelavet, der skulle kun være adgang for de som bestod en prøve. Han tog kampen op mod den udbredte korruption og afsatte i den forbindelse mere end to dekaner, tyve Mesterskjalde samt hundrede Storskjalde og Førsteskjalde. Men særligt da Naugund vendte tilbage i 1212 og lagde sin skygge over Valhel, forstod Nemmerlin at vise omverdenen KVADENES magt og dermed Skjaldelavet nødvendighed. På mindre end to år lykkedes det næsten at genrejse Skjaldelavets ære og respekt.

STRATOKARERNE
I skjaldenes historie har der været seks, for hvem det lykkedes at komponere KVAD. Den første var naturligvis Lyrr selv og efter ham kom Tariim, Bardolino, Krasin, Eledan og Toloni. De anses som historiens største skjalde og kaldes Stratokarer, der betyder "Lydskriverer" på det gamle Vemlandske tungemål.

DIVAERNE
Det har kun været ganske få forundt at frembringe KVAD med stemmen alene. Den første man kender til var Tariim, der skulle lide så grusomt et endeligt, men gennem tiden har der været flere, hvoraf Samosa, Valkira og Hades bør nævnes. De var alle SKJALDE, men endte som verdensberømte sangere, der optrådte på Valhels fineste operaer og teatre. De led alle et sørgeligt endeligt med stofmisbrug og døde forholdsvis unge. SKJALDE, der kan synge KVAD, kaldes divaer.

SKJALDEORDENEN
Som medlem af Skjaldelavet er KARAKTEREN en del af et hierakisk borderskab. Som nyuddannet bærer KARAKTEREN titlen som SKJALD og med flid kan SKJALDEN avancere til MESTERSKJALD. Dertil findes de syv SKJALDEDEKANER, der leder universitetet og øverst leder ÆRKESKJALDEN. Der kan kun være én Ærkeskjald og når Ærkeskjalden er valgt, er det for resten af livet. Når en Ærkeskjald dør, sætter de syv SKJALDEDEKANER sig sammen og udpeger i fællesskab den nye Ærkeskjald blandt Mesterskjaldene.

SKJALD
MESTERSKJALD
SKJALDEDEKAN
ÆRKESKJALD


SKJALDENES SAL
ÆRKESKJALD NEMLIN
GRUNDLAGT 203

Opførelsen af Skjaldenes Sal tog sin begyndelse i 203, men stod først helt færdig omkring år 500. Men selvom det næsten tog 500 år, så holdt man sig til de originale planer. En af arkitekterne, som arbejdede med opførelsen af Skjaldenes Sal, var De Montreuil. Han var også en af arkitekterne bag kirken Nox Chapelle. Skjaldenes Sal består af tretten enome bygninger, ni parker, to beboelseskvaterer, markedsplads, butiksgader og værkstedskvarterer.

Skjaldenes Sal er skjaldenes hjem, det sted de uddanner sig og det sted de hvert syvende år skal vende tilbage til, for at aflægge ed til ærkeskjalden, Men i tidens løb har det også været brugt som ramme om store politiske ceremonier som kongebryllupper, fredsaftaleceremonier, statsbegravelser og kroninger.

Hele det samlede bygningskompleks er et arkitektonisk mesterværk i gotisk stil. Facaden ud mod den store Place du Cultura består af tre hoveddøre udsmykket med figurer. Ovenover ses Kongernes balkon med 28 statuer af konger fra Valhel. På midten af facaden ses et stort lyreformet vindue på næsten 10 meter i diameter og under dette ses en åben balkon. Øverst strækker de to tårne sig op i en højde af 80 meter. Klokken i sydtårnet hedder Saul, i nordtånet hedder den Tariim og de vejer 13 tons hver.

På hovedbygningens øvre balkon kan der ses figurer af gargoiler. De fleste bruges både som vandafløb og som udsmykning, mens nogle få bruges til at bevogte stedets skatte. Man kan komme op i Skjaldenes Sal gennem det venstre tårn. Udsigten over Vaihain herfra er meget flot og det er en fornøjelse at se Skjaldenes Sal fra den højde, hvor man kan se tårnene, taget og spiret tæt på.

I Visdommens Hal opbevares alle indsamlede sange, folkeeventyr og sagn. Et stort og imponerende bygningsværk, der kan rumme mere end nitusind personer i den 130 meter lange og 48 meter brede hal. Loftet løfter sig 35 meter over gulvet, mens selve spiret hæver sig 90 meter over jorden. Spiret er tegnet af Le Duc og i begge ender ses et lyreformet vindue med en diameter på 13m.

Kundskabens Hal er det sted Skjaldene skriver deres værker og opbevarer deres enorme bogsamling. Her findes 370 bogkapeller, der alle er udsmykket med malerier af den kendte maler Le Curage. Indvendigt i selve hallen imponerers man af de høje hvælvinger. Stole og borde er alle med flotte udskæringer og ved indgangen står en statue af Lyrr. Ved porten til Visdommes Hal Står en statue af Tillion Ravnuin og op ad den syvendte mur står en statue af kong Palurion og en anden statue af Monomonark Innomortis.

Under de prægtige bygninger findes de hemmelighedsfulde skatkammer med skjaldenes mytologiske skatte. Dertil er der parkerne og markedspladserne, butiksgaderne og ikke mindst værkstedkvartererne, hvor der også fremtilles rapier, kårde, skjaldepryd, edskapper og lyresegl.
Rettet af: Jacob Jarlskov
Opdateret: 2017-11-16 09:53:57

Dæmonjagten er gået ind for længe siden, men problemerne tager stadig til. I byerne overtager DÆMONERNE langsomt menneskets forretninger og på landet spreder de rædsel på deres jagt efter menneskeblod. Det er ikke dæmonherrerne, justikaren jæger, men de DÆMONER, der plager den naturlige verden i menneskekroppe af plasma. De DÆMONER der infiltrere menneskene og overtager deres ejendomme eller liv. Som fordums ædle riddere drog alene i krig mod det onde, således står justikaren alene mod vrimlen af dæmonhorder.

Det kan ikke undre, at dæmonproblemet først og fremmest blev opdaget i Valhels centrum, byernes by, Asit Dur. Dette mekka hvor verdenshandlen samledes i værdipapirer, internationale aftaler, gods og varer blev hurtigt et yndet sted for DÆMONER at gemme sig og overleve. For mange DÆMONER betød det ligefrem en karriere, da de med deres særlige evner kunne tilbyde uhørte fordele til deres kunder. Dæmonerne gemmer sig i menneskeskikkelser, som de opnår gennem et farmika kaldet Dæmonyl, der illegalt fremstilles af Kronekompagniet. På den måde kan de handle og agerer som DÆMONER, men fremstå som almindelige mennesker. Men da BIOTEK opfandt Det Metafysiske Apparat, blev det grundlaget for oprettelsen af ADA (Anti-Dæmon Argenturet) i Asit Dur. ADA blev til ved en række selskabers interesse i bekæmpelse af DÆMONER, samt byenstatens handelråd, der sammen skulle eje og drive det nye firma. Den gamle bøddelskole, Jusits Mortis havde ligget tom siden lukningen i 1160 og det blev besluttet at give det historiske sted til det nye ADA i begyndelsen af 1212.

MØRKET OVER ASIT DUR
Allerede i vinteren 1212 viste ADA sig afgørende for bystatens skæbne, da sidegademordene begyndte. Syv horrible menneskeofringer blev fundet i de mørkeste gyder, ét lig om dagen - i syv dage. Kroppene var flået op og blodet ofret ud over brostenene i ly af natten. Alle politiets ressurser blev brugt, men uden resultat. Ved fundet den femte ofring blev sagen overdraget til ADA, der uddelegerede den til Martus van Hochfeld, Siegfred Köster, Brian Mugle samt de to søskende Rolf og Ronja Kjærulf-Burhauge. Under ledelse af Martus van Hochfeld, afslørede de den grusomme sandhed, at der mit i Asit Dur lå et urgammelt kultsted for Bayar, mørkets DÆMON. Her havde mørkets stærkeste tjener, Ærkekætteren af Bayar, forberedt Bayars tilbagevenden til Valhel. Påkaldelsen stod lige for døren, på den syvende dag med det syvende offer ville mørket oversvømme den ganske by og tranformere den til et rædselsfængsel. Det lykkedes at overbevise Handelsrådet om faren og de sendte deres beskedne militær til hjælp i kampen. Martus van Hochfeld hidkaldte tilmed karnefexer fra Jernport og sammen med en uanseelig pagtistisk præstinde, der længe havde rejst i Ærkekætterens fodspor, stod de i kampen mod Bayars mørkehorder. En frygtelig nat, der kostede mange liv, men dog endte med sejr over mørkets onde magt. Efter denne hændelse blev Martus van Hochfeld, Siegfred Köster, Brian Mugle, Rolf og Ronja Kjærulf-Burhauge i folkemunde kaldt Alfagruppen og deres popularitet nåede helt til byer som Anrar og Kalamar.

DÆMONKORRUPTIONEN
Efter sagen om Sidegademordene, var ADA blevet vældig populær, ikke bare i Asit Dur, men historen havde bragt deres rygte vidt om i Valhel. De store byer, i særdeleshed metropolerne, fik øjenene op for dæmonproblemet og begyndte at interessere sig for antidæmon-enhederne. Til Alfagruppens store overraskelse, resulterede deres popularitet i alvorlige indskrænkninger af deres juristiktioner og arbejde. Da alfagruppen ligefrem oplevede politisk indblanden i deres aktiviteter, begyndte de at få mistanke om korruption i antidæmon-udvalget, der var ADAs øverste politiske ledelse. Under ledelse af Martus van Hochfeld, iværksatte alfagruppen sin egen hemmelig undersøgelse, der resulterede i en frygtelig opdagelse. Det viste sig, at hele ideen med ADA kom fra en lukket kreds af DÆMONER med politisk indflydelse. De have tidligt forstået, at den hæftige dæmonaktivitet ville få mennesket til at gøre noget og konkluderede, at det var bedre de selv iværksatte et initiativ, så de selv stod bag ledelsen og kunne styre hvilke dæmonaktiviteter, der skulle undersøges. Da alfagruppen forstod, at deres øverste ledelse var DÆMONER og tilbedere, besluttede de at begynde en våbnet modstand. Gennem den populære avis Gadespejlet afslørede de hvilke politikere, der var DÆMONER og svor at dræbe dem en for en, hvis ikke handelsfyrsten arresterede dem alle og satte dem for en domstol. Det skete ikke og i tre uger måtte den ene politiker efter den anden lade livet for alfragruppen hånd. Drabene alene afslærede rigtigheden af alfagruppen påstande, da de myrdede politikere i døden genvandt deres hæslige dæmonkroppe. Det fik endelig handelsfyrsten til at reagere, han afsatte hele DÆMON-udvalget og indkaldte samtlige politikere i handelsrådet til stormøde, nu skulle der gøres noget. Men Handelsfyrsten nåede aldrig at afholde det møde, da han aften forinden blev myrdet i sit hjem og handelsrådet som reaktion opløste sig selv og skyndte sig hjem for at passe på deres egne værdier. Nedlæggelsen af Handelsrådet medførte øjeblikkelig betalingsstandsning til alle statens institutioner, herunder politi og ADA. Det var ikke første gang Asit Dur stod uden regering og ledelse i historien, og som så mange gange før tog kriminaliteten over i gaderne, de enkelte kvarterer stod med ansvar for at beskytte deres egne gader og hele byen var i en slags borgerkrigslignende opgør. Uden penge fra staten lukkede ADA, men alfagruppen indtog Justis Mortis og drev den videre på frivillig basis. Loyaliteten afspejlede deres popularitet og langt de fleste ADA agenter blev sammen med dem.

HACKERCHEMARKT SIKKERHED
Få måneder før dæmonkorruptionen, havde Siegfred Köster giftet sig med den meget rige og meget unge enkefru Hackerchemarkt, han mødte under efterforskningen af hendes mands død. Det var for de penge han giftede sig til, han oprettede Hackerchemarkt Sikkerhed og drev den fra Justis Mortis i de måneder, hvor borgerkrigen stod på. Det var en hård tid for Asit Dur, men Hackerchemarkt Sikkerhed blomstrede, mens Martus van Hochfeld, søgte at finde en løsning på byens problem og få indsat et nyt handelseråd. Det var også i denne periode, Pernille Vinter fra DIO, opsøgte Hochfeld for at fortælle ham om de store planer der var sat i værk. ADA og i særdeleshed Alfagruppen, havde haft så stor succes, at DIO havde besluttet at oprette et internationalt antidæmon-argentur og de ønskede ham som leder. Der lå endnu nogle politiske forhindringer, men de ville snart være ryddet af vejen. Hun afslørede, at man efter krigen om Zahar-Bul, havde beslaglagt en flyvende fæstning, magikerne fra Magus Narre havde bygget til sig selv. Under krigen arbejdede mange magikere for alvarinerne og onokilerne, til gengæld for viden om deres hemmelige teknologier. Det var denne teknologi, de havde bygget himmelfæstningen med, men de nåede ikke at få den i skjul, før de regianske soldater havde fundet den. Da Stor Regia faldt, mange år senere, lykkedes det DIO at få himmelfæstningen i hænde, før den endte i forkerte hænder. Nu stod man tæt på beslutningen om, at den skulle gives til den nye internationale antidæmon-argentur. Martus van Hochfeld gav hende ikke et svar med det samme. Han gav hende heller ikke svar, da hun opsøgte ham anden gang. Tredie gang hun opsøgte ham, havde han måske allerede besluttet sig, men fik ikke svaret, da hun blev dræbt under groteske omstændigheder. Det viste sig, at stærke politiske kræfter, med den drevne politiker Natan Krüger i spidsen, med vold og trusler havde forhindret afstemningen om det internationale antidæmon-argentur, mens han skaffede den største forkæmper for sagen af vejen, Pernille Vinter. Men hun havde åbenbart forudset det. Flere uger i forvejen havde hun indgået en uhyggelig aftale med et nekroalkymistisk selskab. Hun hyrede dem til at lægge hende hjerne i entrapinol, så den kunne leve videre i et glas, straks efter hendes død. De tatoverede et symbol under hende fod, så de altid vidste hvor hun var, og om hun var i live. På den måde kunne de straks komme til hende, efter hun var myrdet. De efterlod glasset med entrapinol og hjerne med et brev til Martus van Hochfeld. I brevet forklarede Pernille, om den politiske modstand, om volden og truslerne og Natan Krüger. Hun forklarede, at hun havde den eneste nøgle til himmelfæstningen, hun havde stjålet den og gemt den et sted, hvor han skulle finde den. Kun med den nøgle kunne de komme ombord, og når de først havde himmelfæstningen i besiddelse, kunne de for alvor tage kampen op mod DÆMONERNE. Drømmen om det internationale antidæmon-argentur levede stadig, men nu ville det kræve en krig. En krig Martus van Hochfeld valgte at tage op.

DRØMMEN KNUSES
Alfagruppen kendte udemærket til Natan Krüger, en mand de havde jaget siden ADA’s grundlæggelse, en fjende de hadede af et godt hjerte. Han var menneskehedens fjende nummer ét, magiker, forhenværende heks af Bayar, politiker og handelsmand. Intet kunne passe Hochfeld bedre, end at nedkæmpe denne fjende. Derpå tog alfagruppen afsked med Asit Dur, for at hente nøglen til himmelfæstningen og i sidste ende tage kontrollen over den flyvede borg.
Rejsen førte alfagruppen til Pernille Vinters barndomshjem, hvor de erfarede, at DIO havde bortforklaret datterens død med en ulykke. De forklarede familien de faktiske forhold, og den rige far besluttede at rejse sag mod DIO. Natan Krüger var allerede på sporet af alfagruppen og søgte at stoppe dem under opholdet på familien Vinters store gård. Det kostede livet på herren af huset, Entrprenør Hadnan Vinter, Pernilles far, men alfagruppen kom afsted med nøglen og undslap Natans klør endnu engang.
Det var under yderst vanskelige forhold alfagruppen vandt sig adgang til himmelfestning, der svævede højt over skyerne med Nauglarings dunkle landskab under sig. Natan havde regnet deres plan ud og skønt han ikke selv kunne komme ombord på himmelfestningen, så kunne han sende gamle venner fra sin tid hos Bayar. Det var Ongul, nattens DÆMON, der tog mod Natans tilbud og befæstede sig i himmelskibet endnu før alfagruppen nåede frem. Det blev en frygtelig kamp, der alt for hurtigt endte i mørkets grufulde sejr. Da Hochfelt og hans venner vågnede, var de stadig ombord himmelfæstningen, men fastspændte i manatekniske maskiner, der snart ville forvride deres sjæle og gøre dem til Natans evige tjenere. Med en kraftanstrengelse af fortvivlelse lykkedes det Siegfred Hackerchemarkt at bryde de stærke metalbånd og komme fri. Med vrede og brøl knuste han de tilstedeværende laboratoriefolk og løsnede sine venne. Hochfelt vidste at slaget var tabt, men de kunne stadig nå at besejre Natan. Således gik alfagruppen på sin sidste mission, at knuse Natan og himmelfæstningen en gang for alle. Mens Siegfred Hackerchemarkt, Rolf og Ronja Kjærulf-Burhauge med dødsforagt mødte fjenden i de snævre gange, sneg Martus van Hochfeld sig ind til hovedcentralen og afmonterede styreenheden fra manamontagen. Resultaten udeblev ikke, så sekunder efter ophørte opdriftskraften og himmelfæstningen styrtede mod jorden. Natan Krüger samlede alle magikere ombord og forsøgte at mildne styrtet med magii mens alfagruppen styrtede for livet mod redningskapslerne. Alfagruppen overlevede, men himmelfæstningen styrtede ned i Rinmarken og var ødelagt for altid. I ruinerne fandt de Natan Krüger krop, men det var også den eneste oprejsning i denne tragiske afslutning.


JUSTIKARERNE
Rolf Kjærulf-Burhauge vendte tilbage til sit embede som præst i den monopatiske kirken, hans søster, Ronja Kjærulf-Burhauge giftede sig og flyttede bort med sin nye mand, mens Siegfred Hackerchemarkt ændrede sin store industrivirksomhed og bevægede sig ind på det manatekniske område. Brian Mugle sad stadig i Justis Mortis, hvor han havde styret de sidste rester af ADA i alfagruppens fravær. Asit Dur havde fået nyt Handelsråd og en ny Handelsfyrste var udpeget og Mugle havde udnyttet sin indflydelse til at beholde Justis Mortis. Men opgaven var for stor til ham, så han kontaktede Martus van Hochfeld og bad ham komme tilbage som øverste chef. Det var Martus van Hochfeld og Brian Mugle, der grundlagde skolen for dæmonjægere og dannede en orden for dens elever. Skolen dannede snart eksempel for yderligere fire skoler for dæmonjægere i Kalamar, Khan, Pallankar og Anrar, men titlen som Justikar er kun til for de, der tager deres uddannelse på Justis Mortis, der stadig er den mest ansete og respekterede.
Familien Vinters retssag mod DIO og Natan Krügers død resulterede i en lang række afsløringer af korruption og skandaler. Efter mange retssager og selvrensagelser i DIO fik man renset ud og henvendte sig til Justis Mortis for at bøde på tabet af den internationale antidæmon-indsats. På den måde fik Martus van Hochfeld en lang række særlige tilladelser, der skulle hjælpe dem i kampen mod DÆMONERNE og yder en vis beskyttelse af internationale love.


JUSTIKAR-ORDENEN
Justikarerne holder til i den mere end totusind år gamle borg, Justis Mortis, på toppen af Lovklippen midt i byen. Justikarskolen optager elever på baggrund af dygtighed eller betaling. Eleverne optages fra de er 15 år gamle og gennemgår en uddannelse på sammenlagt 6 år. De sidste tre år af uddannelsen foregår som aktiv dæmonjæger. Efter endt uddannelse er man Justikar og uddannet til at jage DÆMONER og får den dyre EKTOVACCINE, der virker hele livet. Ordenen fungerer herefter som et lav, der beskytter Justikarens rettigheder og arbejde, men Justikaren må selv drive sin forretning. Nogle tager arbejde i særlige politi- eller militære enheder, men langt de fleste arbejder selvstændigt som omrejsende dæmonjægere.
Den uddannede Justikar aflægger ed til Justikar Iudex, der er ordenens øverste autoritet, og sværger at overholde lavets reglementer samt internationale og lokale love. Som Justikarer er KARAKTEREN skolens ambassadør, KARAKTERENS handlinger falder tilbage på skolen og derfor er Justikarernes opførsel af afgørende betydning for skolens rygte og fremtid.
Justikaren uddannes til at jage DÆMONER, der agerer i den naturlige verden, såfremt deres handlinger er til skade for mennesket. Justikaren ved, at der er DÆMONER, hvis tilstedeværelse er til menneskets fordel og anser således ikke DÆMONER som et problem generelt. For justikaren handler det om at bekæmpe de DÆMONER, der udnytter og plager mennesket, men også de mennesker, der hjælper DÆMONERNE med det. Hekse er ikke justikarens fjende, men ofte den forbindelse, der kan bringe justikaren til sit mål. Fjenden er de grådige DÆMONER, som Martus van Hochfeld kalder dem i Justikarernes bog: ’de som tærer på menneskenes samfund og kun efterlader ruin. Mennesket er ikke Justikarens fjende.’.
Alfagruppen og Martus van Hochfelds person blev grundlaget for den respekt og popularitet Justis Mortis har opnået i det meste af Valhel, men de første generationer af elever viste sig også værdige til hæder. I Anrar og Kalamar har elever fra Justis Mortis grundlagt lignende skoler.


ASPIKAR
Den nye JUSTIKAR, der har fået sine første erfaringer med DÆMONKAMP.

VENATOR
Den erfarne JUSTIKAR med mange DÆMONKAMPE bag sig.

INTERFEKT
En veteran indenfor dæmonjagt. Interfekterne bruges ofte som lærer på skolen og bedste af dem tilbydes en plads i skolens mægtige bestyrelse.

IUDEX
Den øverster leder af JUSTIKARERNE er IUDEX, der vælges for livet af skolens bestyrelse.

JUSTIS MORTIS
INKVISITOR FERDINAN GILLARD
GRUNDLAGT 1212

Midt i Asit Dur ligger en urgammel fæstning bygget af granit fra Lovklippen, som borgen ligger på. Klippen hæver sig tredie meter over jorden og forsætter yderligere ti meter mod himlen med fæstningens tykke mure. Den blev bygget i tarsernes tid, for mere end to tusind år siden, men det var først efter Sidegademordene i vinteren 1212, man forstod dens oprindelige formål. Tarserne byggede fæstningen som forsvarsværk mod den Bayar kult, hvis oprindelsessted blev fundet sammen med det urgamle kultsted af Bayar, mindre en fem kilometer fra Justis Mortis. Det vides ikke hvornår det blev forladt, men i tiden efter det Valleriske kejserriges fald blev det til en skole for bødler. På den tid var bødler ikke blot den som udførte straffen, at være bøddel var en ærefuld stilling og fungerede både som anklager, dommer og afstraffer. Med tiden blev det en meget berømt skole, hvorfra de største bødler og skarprettere blev uddannet og skolen fungerede helt op til midten af 1100 tallet. En af skolens sidste elever var Kong Severian DuValle af Noxius (1122-1211), også kaldet Bøddelkongen.
Fæstningen har båret navnet Justis Mortis siden bøddelskolen tog den i brug og det er stadig det navn Justikarerne anvender. Den kan huse totusind folk og har dertil adminstration, beboelseskvarterer til elever, lærere og besøgende Justikarer. Kælderen er fuld af gamle torturkamre, forhørslokaler, fængsler til mennesker og DÆMONER samt laboratorier hvor alverdens UDSTYR til dæmonbekæmpelse udvikles og afprøves. Justikarer der er på besøg i Justis Mortis modtager pleje og GENVINDER gratis UDHOLDENHED, PSYKE, KRAFT, SKAVANK og LIDELSE til fuld.


DOMSSLOTTET
Den dunkle og gotiske hovedbygning med de tre tårne kaldes Domsslottet og huser administrationen, radiokommunikationen, undervisningelokalerne, arkiverne samt bolig til skolens lærere og Stor Justikaren selv. Det er moderniseret og har gasbelysning i alle rum, men fortidens stenstøtter og statuer pryder endnu de smukke omend gotiske sale og værelser.

NATHUSET
Langs den østvendte borgmur ligger nathuset, der huser skolen elever og gæster. Det er her kantinerne og køkkenerne findes, bad og toiletfaciliteter samt aktivitetsrum og læsesale. Huset bærer sit navn fra gamle dage, hvor bøddelskolens elever arbejdede og studerede hele dagen og først vendte tilbage til deres celler om nattet. Det er et simpelt hus, men over hver eneste døråbning sidder en gargoile og stirrer tomt ud i luften. Det er endnu ikke sket, at de er blevet levende, så det vides ikke om de er rigtige gargoiler eller blot statuer.

KASEMATTERNE
Dybest i Justis Mortis findes kasematterne, hvor de gamle og grusomme torturkamre ligger. Her findes fænglerne til DÆMONERNE. Her findes sekshundrede og seksogtres celler, mange af dem så fjerne og afsidesliggende, at de ikke bruges og aldrig besøges. Det er sjældnet justikarerne fængsler nogen, de har nok bemyndigelse til at arrestere DÆMONER, men de kan ikke uden videre arrestere mennesker. Når Kasematterne benyttes er det ofte DÆMONER der opholdes, eller fanger hvis ophold betales af Asit Dur.

FATORIET
Allerdybest i Justus Mortis, under kasematterne, findes det gamle Fatorie, er allerede i bødlernes tid var et højteknologisk, åndemanerkammer, hvor man frembragte de mest vanskelige indrømmelser fra særligt hærdede eller modstandsdygtige forbrydere. I dag er det også et af verdens mest højteknologiske forhørskammer, særligt indrettet til åndelig og plasmatisk behandling af DÆMONER. Fateoriet er berøgtet og frygtet af DÆMONER Valhel over.

BIOTEK
I kælderen under Domsslottet findes BIOTEK laboratorierne. Da det i 1207 lykkedes at fremstille et bioalkymistisk stof, der kan skade DÆMONERnes plasma, udnyttede industriherren Paolo Montolivo opfindelsen og grundlagde BIOTEK i 1210. Da Justikarerne af historiske årsager har særlig dispentation fra DIO, må de benytte DÆMONER til udvikling af våben, valgte Montelivo at installere BIOTEK i Justis Mortis, hvor det fungerer som justikarernes laboratorium og udviklingscenter. En yderst fordelagtig aftale for begge parter. Et særligt tillæg til dispentationen gør det ulovligt at benytte eller blot besidde UDSTYR fra BIOTEK uden at være Justikar eller har særlig tilladelse. Tages en person med uberettiget besiddelse af BIOTEK-UDSTYR, konfiskeres det og der skal betales en bøde svarende til summen af det konfiskerede UDSTYRs UDGIFT.
Rettet af: NIcklas Lydeking
Opdateret: 2017-12-07 16:17:05

Dette er bogen om de monopatiske heksejægere fra Jernport, de som lever i skyggen, på evig jagt efter fjender og skjulesteder. Karnefexen er heksejæger, men allerede tidligt i ordenens historie opdagede de hvordan deres evner kunne bruges mod UDØDE af enhver art. Derfor er karnefexen ikke blot heksejæger, men også den, der tilkaldes mod vampyrer, kadavere og lignende. Angst og mistillid har til alle tider været forbundet med karnefexerne, angsten skyldes deres grusomhed og mistilliden til om den anklagede nu også er skyldig. Deres eksistens har været diskuteret siden deres grundlæggelse, både i de kirkelige haller, som i borgernes gader og på bøndernes gårde. Karnefexens eksistens er baseret på en dunkel og hemmelig viden, kun de indviede kender til. Det var den monopatiske prædikant Franz Molliére, der i 437 udviklede SKYGGESEGLET, der kunne forbinde et menneske til de gamle og hemmelighedsfulde kræfter, han havde fundet gennem sin dunkle forskning. Han brændemærkede sig selv med SKYGGESEGLET og kunne nu fremstille UDSTYR og VÅBEN, der i hans hånd havde særlige krafteffekter. Og således udstyret tog han kampen op mod heksene, der på hans tid var mangfoldige og blev på den måde den første karnefex, selvom ordenen først kom til efter hans død. Karnefexerne holder i dag til i Jernport, i det centrale Velhel.

KARNEFEXERNES HISTORIE
At berette om karnefexernes historie er at berette om personligheder, der førte heksejagten til tops eller tog den med ned i sit fald. Ud over forfatteren til Heksehammeren, der er grundlaget for karnefexordenen, taler historien om de syv store ledere, der i hver sin tid havde afgørende betydning for ordenen.

MOLLIÈRE 401-450
I 437 oplevede Valhel en voldsom tilslutning af hekse under Bayar, den monopatiske kirkelige myndighed var ved at bukke under for udgifterne til de utallige hekseprocesser. Bayars mørke spredte sig i og udenfor de monopatiske riger, overalt faldt konger og fyrster i mørkets tjeneste og den monopatiske kirke havde brug for et mirakel. Den blev den uanseelige monopatiske prædikant Franz Molliére af Kop, der leverede det mirakel. I sin søgen efter en løsning, var han gået af mørkets stier, for at finde fjendens svagheder. Det var under denne farefulde forskning han udviklede SKYGGESEGLET og i hemmelighed skrev Heksehammeren, en håndbog om SKYGGESEGLET og hvordan man bekæmper hekse. Det var meningen, at en hver prædikant med denne bog kunne tage sagen i egen hånd, afsløre og dømme hekse, frem for at påkalde autoriteterne i Absolatet, Men det viste sig, at SKYGGESEGLET brød Rimkimen. Alligevel blev det en meget populær bog, Monomonark Malleus II autoriserede den og kaldte den ”som sendt fra himlen”. Værre gik det med Franz Molliére, der i en alder af 49 selv blev afsløret som heks af Bayar og brændt på bålet i Asit Dur efter de forskrifter han selv havde nedfældet. Det siges bogen var forbandet og oprindeligt skrevet på mori, det ældste menneskelige skriftsprog. Derfor udpegede man de syv helligste munke og bad dem oversætte værket til nye kopier. Historien lyder, at fem ud af de syv døde under arbejdet samt at en del af Molliéres viden gik tabt i oversættelsen. Det vides ikke hvor originalen findes eller om den overhovedet eksisterer mere.

BODIN 408-471
Allerede to år efter Heksehammerens udgivelse i 439, dannede den noxmanniske teolog, jurist og læge, Jean Bodin, en orden for 'De som følger Heksehammeren', Heksehammerens disciple, kaldet Karnefexerne (fra Vemlandsk 'karne' kød og 'fex' skære; Kødskærerne) med sig selv som Mester Inkvisitor, ordenens øverste autoritet. De specialiserede sig særligt i heksejagt og hekseprocessor og havde så stor succes i hekseuddrivelserne, at Monomomark Malleus II anerkendte Karnefexerne som en monopatisk kirkelig orden og gav dem ansvaret for hekseprocessorne i hele det monopatiske rige. Karnefexerne blev hurtigt et patrologisk selvretfærdigt broderskab. De fulgte Heksehammeren som en bibel, tillod enhver form for svig og totur til at fremkalde tilståelser og proklamerede uforsonligt, at hekseri var ugudeligt kætteri og måtte brændes bort fra det sunde samfund.

SALEM 511-589
Blandt de mest berømte disciple af Heksehammeren var Günther Salem fra Beren (i dag Berengrad). Han var prædikant og den første, der formulerede en 'juridisk' definition på en heks: 'en person, der trods viden om Gudindens love søger at udføre en handling ved en aftale med dæmoner'. Salem udviklede 'Lussingeprøven', der på den tid viste sig uhyggelig effektiv til at fremkalde ufrivillige tilståelser. Lussingerne tirrede heksen så meget, at vreden fik øjnene til at lyse med et grønt skær. Salem udvidede fortolkningen af Heksehammeren til også at omfatte udøde. Hermed blev karnefexerne populærer i den almene befolkning, der nu påkaldte karnefexer, når deres landsbyer blev hærget af grusomme udøde. I sin tid som karnefex dræbte Salem mere en 300 udøde, torturerede personligt 56 børn og 77 syge mennesker og erklærede, at brænding af hekse var alt for hurtig og barmhjertig en død.

TEUFEL 590-657
Heirich Teufel var en mislykket advokat fra Luziano, der mente hans uheld som advokat skyldtes en hekseforbandelse. Han var overbevist om, hans nabokone var heksen, der stod bag og søgte at bevise det med adskillige metoder, før han fandt den, som overbeviste de lokale myndigeheder. Han kaldte metoden ’vandprøven’ og gik ud på at kaste den mistænkte i en sø eller flod, bundet på hænder og fødder. Hvis den mistænkte flød ovenpå, måtte vedkommende være hekse og blev kendt skyldig. Metoden vækkede karnefexernes interesse og de optog Teufel i deres orden, hvor han gjorde stor indflydelse med sine opfindelser af torturmaskiner. Særligt hans opfindelse af ’Den revolutionære’ gjorde ham berygtet. Det var en maskine, hvortil kroppen blev spændt fast og det ene øje tvunget åbent af klemmer, så et kobbersøm kunne slå gnister mod hornhinden. Det skulle være en frygtelig smerte, der straks fik den anklagede til at indrømme sin skyld. Da man valgte Teufel som Mester Inkvisitor i 545 skyldtes det dog mere hans administrative evner end hans evner som karnefex.

LANCIER 651-716
Karnefexen Pierre Lancier var usædvanlig dygtig til at afsløre og dømme hekse, men det blev en sygelig besættelse for ham. I 686 beskyldte han alle borgerne i byen Kaskanne for at være hekse, inklusiv den lokale præst. Han ankom til byen om natten med sine karnefexer og inden solen stod op, var alle 300 borgere dræbt og byen brændt ned til grunden. Det var en katastrofe for Karnefexerne og deres popularitet forvandt som dug for solen. Til sidst måtte Monomonark Innomortis IV afskrive Karnefexordenen, så den ikke længere var under den monopatiske kirkes autoritet og beskyttelse. Dermed flyttede ordenen fra Absolatet til Tel Akbar og måtte fremover, selv betale deres udgifter og levede hovedsageligt af at jage udøde for købmænd og adelsfolk. Lancier selv trak sig fra offentlighedens lys og blev en særdeles effektiv udødedræber indtil han døde i kamp mod Leginauten Thorgal Grimring i 716.

KATEGORIA 716-771
I årene efter Lanciers skandale gik karnefexordenen stort set i opløsning, indtil Lorraine Kategoria i 744 afslørede en heksecirkel blandt medlemmerne i Kardinalen af Asit Durs hof. Kategoria var datter af den berygtede fredsdommer Lorraine og veluddannet af en kvinde på den tid. Karnefexerne kunne ikke længere rekruttere fra den monopatiske kirke og var begyndt at optage folk uden religiøs baggrund. Det var dog ikke alle og enhver, der kunne optages. Først og fremmest skulle man være monopat og dertil krævedes særlige evner, en høj uddannelse eller penge - alt det havde Kategoria. I 745 gjorde de hende til Mester Inkvisitor og under hendes regime blev grundlaget skabt for den karnefexorden vi kender i dag. Hun løftede karnefexernes popularitet og stod selv bag mere end 6500 mænds, kvinders og børns død. Hendes afhandling om 'Bekendelser' blev meget populær og betragtes selv i dag som et af de mest betydningfulde heksejuridiske værker. Kort efter udgivelsen protesterede den hirikiske læge Kornelius Kammer i forfærdelse over Kategorias mangel på forståelse for, at ikke alle anklagede nødvendigved også var skyldige. Han blev trukket i retten for sine udtalelser og dømt til offentlig at tilbagekalde sine ord.

PRINCIPIA 908-965
Efter Kategorias død ebbede karnefexernes popularitet ud og i mere end hundrede år eksisterede det som en uanseelig organisation, med hovedkvarter i Tel Akbar. I den periode levede ordenen hovedsageligt af at jage udøde, men det ændrede sig med heksejagten i 930, da strømmen af Azile-hekse atter vækkede karnefexerne til dåd. Principia var karnefex på den tid og måske ikke så intelligent som Kategoria, men afgjort lige så effektiv. I løbet af de fem år heksejagten hærgede, havde hun ansvaret for henrettelsen af hen ved 4000 mennesker og blev Mester Inkvisitor i 938. Da hendes ældste søn døde af sygdom i 942, fattede hun mistanke om hekseri og dødsdømte en tigger, hun havde jaget bort fra sin bolig kort før sønnens død. Herom skrev hun "Hekse anvender deres gift på den mest luskede måde og smitter med deres ondskab ved at røre menneskers tøj, mens de beder om noget eller forsøger at indynde sig." Ligesom Kategoria trak hun sig tilbage som en højt anset karnefex og skrev en bog om sine erfaringer. Hun bekendte, at det eneste hun fortrød i sit liv, var, at hun ikke havde taget livet af flere heksebørn. Under Principias ledelse, åbnede den monopatiske kirke atter op for karnefexerne og tog ordenen under sin beskyttelse.

PIO 1129-1211
Da Monomonark Inigo i 1160 erklærede, at kirkehærens tid var forbi og proklamerede en omfattende reformation, var det også planen at nedlægge karnefexerne én gang for alle. Men her kom der uventet hjælp fra Patriak Pio af Asit Dur, der allerede havde toppet sin berømmelse ved at knuste Bayar-templet i Dybval og sendt Bayar tilbage til sit mørke rige. Han var imod nedlæggelsen af den kirkelige hær og i særdeledshed karnefexerne. Han kunne ikke forhindre monomonarken at afbryde samarbejdet med karnefexerne, men købte i stedet den gamle borg ”Hvide Hest” nord for Asit Dur, hvortil han inviterede og sikrede karnefexerne arbejde. Det blev et tilløbsstykke og mere end nihundrede karnefexer flyttede ind det første år. Han gav borgen det nye navn ’Jernport’ og indrettede den til skole, fængsel, skatkammer, bank og bolig for flere tusind. Pio blev aldrig formelt udpeget til Mester Inkvisitor af karnefexordenen, men indtog naturligt titlen på grund af sin enorme popularitet. På den tid var der stor uro i Valhel og Karnumkrigen stod for døren. Kongen af Noxius havde lovet den Rumakanske hær fri gennemgang til Regia og forbød den monopatiske kirke at blande sig i krigen. Men trods forbuddet, red Pio ud med tredivetusind trofaste septentrioner og tusind karnefexer til forsvaret af det trængte regianske folk. Det gjorde ham til den mest populære karnefex i ordenens historie og hans magt rakte langt ind i Absolatet, helt op til monomonarken. I 1162 blev han udnævnt til Stormester af Paladinordenen og med den nye magt, lykkedes det ham, at fratage kappelarordenen autoriteten over kirkens rimsten og føre den tilbage til paladinordenen, der oprindeligt havde båret det hellige ansvar. Da Pio i den forbindelse besluttede at indsamle alle kirkens rimsten til registrering, blev de sendt til Jernport, for det var det sikreste sted at opbevare dem. Her gjorde han store opdagelser angående rimstenenes natur og medvirkede blandt andet til opfindelsen af sanktomaten. Karnefexerne var ikke en de af den monopatiske kirke og kun i kraft af hans stilling som Stormester af Paladinordenen gav ham muligheden at opbevare rimstenene. Han vidste den mulighed ikke ville eksistere for hans efterfølger som Inkvisitor og derfor blev Rimstenene senere flyttet til Idolum, hvor Paladinordenen holder til. Da Monomonark Inigo døde, forventede de fleste, at Pio skulle efterfølge ham, men han udpegede til stor overraskelse den erfarne kardinal Malleum af Nudun til embedet. Han var velbevandret i teologi og skrev flere bøger på sine gamle dage.

KARNEFEXORDENEN
Jernport optager elever fra en alder af fjorten og uddanner dem i fire år, før de kan kalde sig karnefexer. Uddannelsen betales af egen lomme, eller der kan søges et stipendie, hvis man har særlige evner eller kundskaber. Ordenen er stærkt monopatisk og føler sig forbundet til Monomonarken og den monopatiske kirke, selvom de reelt ikke er det. Skolen opbygger et had mod hekse, udøde og træner deres evner til at bekæmpe dem. I trænehallerne gøres de klar til kamp og overlevelse til et liv, der for en stor del vil foregå på landevejene, i skovene og moserne. Som det står skrevet i Heksehammeren; »En karnefex må forberede sig mod fjender, livet på jagt efter ondskaben er et liv på flugt fra ondskaben.«
En uddannet karnefex belønnes med at få brændemærket SKYGGESEGLET bag på venstre skulder og sendes ud i verden som selvstændig heksejæger, der ikke blot påtager sig opgaver for betaling, men også selv opsøger og jæger hekse, for at indkræve eventuel dusør. Hierarkiet er simpelt blandt karnefexer. Elever kaldes akolytter og fungerer som personale til madlavning, oprydning, rengøring, tøjvask og lignende nødvendige vedligeholdelser.


JERNPORT
GRUNDLAGT 1160
KULTUR | Monopatisk
RELIGION | Monopatisme
SPROG | VANA
PENGE | Alle


Allerede i sine tidlige år, længe før Fader Pio blev karnefex, havde han som prædikant erhvervet sig en ganske betragtelig formue. Det var derfor han havde råd til at købe den gamle borg ’Hvide Hest’ af Bystaten Asit Dur. Borgen er fra tarsernes tid, mere end to tusind år siden og lå den gang centralt i forhold til tarsernes rige og det senere Valleriske kejserrige. Efter kejserriges fald i år 28 blev fæstningen strategisk ubetydelig og har stået tom i over tusind år, kun hjemsøgt af spøgelser og smuglere.
Inkvisitor Pio købte borgen i 1160 og istandsættelserne blev straks sat i værk. Han bortmanede alle de spøgelser og genfærd han kunne og dem han ikke kunne, spærrede han inde i Jernfængslets kældre. Han genopbyggede slottet, opførte katedralen, skyggebanken og galgebarakkerne til elever og karnefexer. Uddannede karnefexer er altid velkomme på Jernport, hvor de kan købe udstyr, søge asyl, hvile og helbredese. Der er plads til femtusind i galgebarakkerne, så der er altid tomme pladser til besøgende karnefexer.
Det er almindeligvis kun karnefexer og den lokale prædikant af katedralen, der har adgang til Jernport. Adgang til andre gives kun sjældent. Penge, udstyr og fanger, der skal flyttes eller overføres, transporteres af karnefex-ordenen selv.


JERNPORT SLOT
Selve Jernport Slot er genopbygget af det oprindelige og rummer Inkvisitørens herskabslejlighed på øverste etage. På etagen under findes de herskabelige værelser til ’Ildbringerne’ mens logelokaler, ceremonikamre, bederum og studerkamre findes i de fire underliggende etager. Undervisningslokaler og administration ligger på de nederste etager og kældrene er delvis til undervisning og opmagasinering. Slottet er udstyret med gaslys og eget gasværk i en sikret tilbygning og hele bygningsværket er beskyttet mod tyveri af sytten gargoiler.

NATKATEDRALEN
Katedralen eksisterede længe før, Jernport blev karnefexernes hjem. Oprindeligt hed den Sankt Blanche Kirke men den var næsten en ruin, da Inkvisitor Pio overtog Jernport. Han betalte for genopførelsen og der blev tilføjet et højere klokketårn. Kirkens præst er ikke selv karnefex, men udsendt fra den monopatiske kirkes højsæde i Absolatet.
Den første præst af den nybyggede katedral var fader Algenon, der i tiden før sin indsættelse blev plaget af drømme om en katedral, hvor lynet ville slå ned, hvis han prædikede i den ved dagslys. Da han ankom til Jernport opdagede han til sin rædsel, at det netop var katedralen fra hans drøm. Han fortalte om sine drømme til Inkvisitor Pio og anmodede om tilladelse til, kun at prædike om natten. Det fik han tilladelse til og det siges han ikke fik drømmen mere herefter. Lige siden har det været en tradition, at gudstjenesterne kun foregår om nattet og det er grunden til katedralens besynderlige navn.


SKYGGEBANKEN
Da Inkvisitor Pio flyttede Karnefexerne til Jernport, var han klar over, at selv hans egen enorme formue ikke kunne holde organisationen i live for altid. Derfor grundlagde han Skyggebanken, der tilbød uregistreret opbevaring af penge, hvormed rige folk og selskaber kunne undgå told og skat i egne stater. Det blev hurtigt en stor succes og skabte det grundlæggende økonomiske fundament for karnefex-ordenen. Der er intet ulovligt ved denne forretning, da Jernport ikke ligger inden for nogen stats grænse og derfor selv kan sætte sine love, men konger og regeringer Valhel over udtrykker ofte deres vrede over den, selvom mange af dem, i hemmelighed, selv benytter den.

JERNFÆNGSLET
Bygget af jernsten uden vinduer eller anden åbning end hovedporten af én meter tykt stål. Fængslet bevogtes af Ztratokarerne, døde ånder af forhenværende karnefexer, der frivilligt er indgået i et okkult ritual. Fænglset er beskyttet af mægtige gamle runer og symboler fra arkanums tid og kan holde magikere, hekse, dæmoner og andre udøde som heksekrigere, varulve og vampyrer indespærret. Fængslet bruges ikke bare af karnefexerne, både stater og kirker betaler dyrt for at holde særligt farlige fanger indespærret her. Fængslet er delt i to afdelinger. Afdelingen over jorden er cellerne til hekse og deres lige, mens cellerne under jorden er til de mere specielle fanger. Her holdes væsner og udøde fanget til de kan dømmes og straffes eller til de dør i mørket. Det siges, at der et sted i kælderen skulle sidde en kvinde, som Pio selv fangede i sin tid. Hun må aldrig forlade sin celle og ingen må træde ind til hende. Ingen ved hvem hun er eller hvorfor hun sidder der, hun ældes med tiden, men synes ikke at kunne dø.

GALGEBARAKKERNE
Da man byggede barakkerne til akolytterne og de overnattende karnefexer, fik man et tilbud fra trælastgrossisten Hooten Da’Gar fra Kilser. Han ville gratis levere al den træ de skulle bruge til barakkerne, hvis han fik eneretten til salg af brænde til Jernport. Aftalen blev indgået og det er stadig Grossist Da’Gar og efterfølger, der har eneretten i dag. Det træ der blev leveret var af udemærket kvalitet og stammede fra nedrivningen af de tusinder af galger, der blev bygget under borgerkrigen i Regia på den tid. Da håndværkerne fandt ud af dette, kalde de byggeriet ’Galgebarakkerne’ og navnet blev snart en tradition. Ud over at kunne huse 5000 akolytter og karnefexer, har Galgebarakkerne også badstuer, køkkener, fællesrum og lægestuer til fri brug for de, som bor der.

FEXERIET
Jernport huser også en meget speciel fabrik, kaldet Fexeriet. Her arbejder skyggesmedene med at fremstille KARNEFEXUDSTYR, der kun kan bruges af den som er brændt af SKYGGESEGLET på sin hud.

HIERARKIET
Der findes fire titler i KARNEFEXORDENEN og dertil den særlige uddannelse som skyggesmed. Alle uddannede bærer titlen som KARNEFEX. Dertil består ordenen af 71 INKVISITORER, 31 KONFESSIONARIUS og én MESTER INKVISITOR.

KARNEFEX
INKVISITOR
KONFESSIONARIUS
MESTERINKVISITOR

DUNKELINDEXET
I Heksehammeren opdeles KARNEFEXENS fjende i tre kategorier som retningslinje for, hvordan og hvornår de skal bekæmpes - Dunkelindexet, der med tiden er ændret og rettet til, efterhånden som de blev besejret og nye kom til. Karnefexerne opfatter DÆMONERNE som en del af Gudindens skaberværk, men udøde er ikke skabt af Gudinden og det er den reneste kætteri at dyrke DÆMONERNE som guder. Derfor er HEKSEN og de UDØDE KARNEFEXENS målrettede bytte. Udover at BAYAR og DØDENS GESANDTER tilhører DE UNÆVNELIGE, er meningerne mange, når det kommer til hvilke fjender, der hører til hvilke kategorier. Det er ikke ualmindeligt, at karnefexerne fortolker dunkelindexet meget forskelligt.

DE UNÆVNELIGE
»Lyt aldrig til de unævnelige, alene deres ord er edder og forgift for den rene sjæl. Se ikke på dem, møder dit syn deres blik er du i sjælen fortabt. For de unævnelige er der kun bålet, døden og renselsen. Hvad dem angår, er tøven kætteri.« – Heksehammeren 66.1

DE UVÆRDIGE
»Blandt de uværdiges disciple findes mægtige fjender, men flest lider under så jordiske behov, at de kan styres gennem fristelser og handel. Deres tur vil komme når ilden fra de velsignede bål har brændt de ondere magter bort og livsfaren drevet over.« – Heksehammeren 67.3

DE UKENDTE
»De ukendte er pøblens urenhed, der drives af hvert menneske i sin dagligdag, udvidende om dets skyld i tilbedelse. Disse fjender yder kun den fare, at man gennem dem kan begå brud mod Gudindens værk og indgå lænke. De ukendte skal tæres i gløderne af det sidste brænde.« – Heksehammeren 69.7
Rettet af: Jacob Jarlskov
Opdateret: 2017-11-16 09:53:42

I 1167 føjede doktor Robert Ley nekroalkymien til bioalkymien og udviklede karnumteknologien, der gjorde det mulig at skabe et kødfrø (regis), der under særlig opbagning kunne udvikle sig til den ønskede form man ønskede. Dermed kunne muskel-motoren fremstilles i alle former og den mest berømte og berygtede blev menneskeformen. På den tid var Stor Regia på fremmarch, krigen mod Rumanoth stod lige for døren og Karnum-industrien kunne tilbyde de bange stater hvad de havde brug for – soldater. Alene i Stor Regia blev der opført over hundrede karnum-industri fabrikker til fremstilling af karnum-soldater. Krigen mellem Stor Regia og Rumanoth kaldes også for Karnumkrigen, fordi krigens første otte år kun blev udført af karnum-soldater. Der blev produceret over tyve millioner karnumsoldater under den krig, før man indså at krig ikke kunne vindes uden rigtige soldater.

KARNUMKRIGEN
Rumanoth vandt krigen og karnum-produktionen blev omstillet til viljeløse arbejdere, der kunne udvinde landets resurser. Men produktionen løb løbsk, én efter én nedsmeltede karnum-fabrikkerne og det fik katastrofale følger. Landet blev forurenet af karnum, afgrøder og vand blev forgiftet og folk måtte flygte fra nye mutationer, der plager det ødelagte landskab, der i dag kaldes Hazarden. Kun den gamle hellige by Iman, der stammer helt tilbage fra druidernes tid, er i dag beboet og det eneste sted den transvalleriske jernbane standser på dets vej gennem Hazarden. Her lever de fleste som bestrålede saltsamlere, der finder saltrester spredt ud over Hazardens farlige sletter. Det åbne land er et farlig sted hvor der stadig kan findes omvandrende soldater-karnum fra krigens tid (Veteranum) eller selvmuterede karnum, der er opstået af ødelandets sygdomsbefængte lig- og karnumrester.

KARNUMFORURENING
Selvom forholdene i Hazarden utvivlsomt er det mest groteske eksempel på karnum-forurening, findes problemet med selvmuterede karnum også i byerne og metropolerne. Den moderne industri er baseret på muskel-motorer, der ikke blot driver fabrikkernes maskiner men også gas- og elværkerne. Hvor der er fabrik er der også karnum, selvom det ikke er i en menneskelig form. Når uheldet er ude, fører forurening ofte til mutationer, Karnumater, der enten begynder at æde alt omkring sig, for at stille sin umættelige appetit, eller stikker af for at overleve i byens skygge. En sjælden gang kommer der også karnum, der kan reproducerer sig selv og udvikler sig til en helt ny art.

KARNUMINDUSTRIEN
Der findes stadig en karnum-industri, der fremstiller karnum i menneske- og dyreform. Særligt tre selskaber skal nævnes i den forbindelse. K-Industri fremstiller arbejdere (trælle) til minearbejde og andet farligt arbejde samt træk- og lastdyr. ASTA fremstiller karnum (kurtisanum) af både han og hunkøn til pornoindustrien og DivAnn er førende indenfor fremstilling af kæle- og vagtdyr (biogo). Fremstillede karnum er veltrænede til en række begrænsede handlinger og har ingen personlighed.
Rettet af: Jacob Jarlskov
Opdateret: 2017-11-16 09:53:34

Det skete i den legendariske tid, at den unge snitalfeprins kom til et smukt sted, de lokale kaldte Gelebrand. Her besluttede han at opføre sit sommerpalæ, med forsølvede tårne, have og parker, indrammet af en piblende ferskvandskilde. Allerede samme sommer påbegyndte bygmestrene opførelsen, men inden den første uge var omme, blev han opsøgt af fremmed herre ved navn Rompul. Det land Rastoken havde taget til sit sommerpalæ tilhørte den fremmede herre, der nu høfligt bad Rastoken at stoppe byggeriet. Det ville Rastoken ikke høre tale om og foreslog at betale for landet istedet. Men den fremmede var ikke interesseret i at sælge, han ville have sin jord for sig selv og tilbød Rastoken et andet stykke jord, tyve mil vest for Gelebrand. Det gjorde Rastoken vred, han havde ikke tænkt sig at opgive sit sommerpalæ. Han tilkaldte sin general, der bandt den fremmede og førte ham dybt ind i Hoddmimer, hvor de overlod hans skæbne til skovens vilde dyr.

SPILLEFUGLEN
To år senere stod sommerpalæet færdigbygget og opnåede snart berømmelse vidt omkring for sin smukke have og skyggefulde park. Snitalfer kom langsvejs fra, for at se vidunderet, men også for at spille. Det var almindelig kendt, at Rastoken var en begejstret spillefugl og muntrede sig med alverdens spil, hvad enten det var om penge eller æren. Ofte inviterede han på gæstebud og spillede flere dage i træk med enhver, der kom forbi. Det var populære arrangementer, både købmænd og konger blev lokket til med deres fine fruer, endda vahanai og umnol hørte om det og kom forbi. Her spillede man de gamle spil, men det var også her opfindere af nye spil kom og det siges, at det i dag så populære ridderspil, første gang så dagens lys i Rastokens sommerpalæ.

DEN FREMMEDE
En aften hvor spillegæsternes latter nåede helt ned til parkens rislende kilder, kom en fremmed på besøg. Han fortalte, han havde opfundet et nyt spil og ønskede at udfordre enhver, som turde. I hånden havde han to sekskantede terninger, med tallene et til seks markeret på siderne med prikker. Mange nysgerrige kom til og tabte store formuer til den fremmede. De beskyldte ham for at snyde og der blev tumult, indtil Rastoken kom, adskildte parterne og forhørte sig om hvad, der foregik. De forklarede klagende hvordan den fremmede havde snydt dem med det nye spil og Rastoken undersøgte terningerne for magii og andet snyd. Terningerne var fremstillet af ben, prikkerne var udfyldte huller og der var intet mistænkeligt ved dem.

UDFORDRINGEN
Rastoken mente ikke nogen kunne være så heldig en hel nat og udfordrede den fremmede til et spil terninger. De satte sig ved det største bord og gæsterne samlede sig omkring dem, da spillet gik i gang. Det blev en skæbnersvanger nat for Rastoken, der ved daggry havde mistet hele sin formue og sit gode humør. Da tilbød den fremmede et sidste spil. Hvis Rastoken vandt, ville den fremmede give ham hele den tabte formue tilbage, men hvis den fremmede vandt, skulle han overtage sommerpalæet. Snitalfefyrsten tog mod udfordringen og et dirrende terningespil tog sin begyndelse. Men også denne gang vandt den fremmede. Han tog hætten af og vise sit ansigt for Rastoken, der først nu forstod at det var Rompul. Han måtte havde overlevet den farlige skov og var vendt tilbage for at få sin gamle jord igen. Rastoken blev så vred, han kaldte på vagterne og beordrede dem at kaste Rompul i fængsel for bedrageri.

RASERIET
Vagterne kom løbende men Rompul forvandlede sig til en af sine værste skikkelser, så hæslig og obskur at tilskuerene besvimede i rædsel. Han åd to vagter i fire mundfulde og jog samtlige gæster bort, mens Rastoken flygtede til sin runemester i tårnet. Runemesteren forstod at Rompul var en dæmon og kendte nok et kneb til at fange den, på den ene eller anden måde. I hast fandt han en gammel bog og nedfældede en hemmelig rune, før han gik ned til Rompul, der endnu gumlede på en af vagternes kadaver. Han anråbte den store Rompul og udfordrede ham til endnu et spil. men Rompul svarede, at han havde vundet hvad han kom for og at runemesteren ikke kunne tilbyde noget af interesse. Men dertil svarede runemesteren, at tårnet var hans og ikke fyrstens. Da Rompul læste skødet på sommerpalæet, kunne han se, at runemesteren havde ret og det huede ham ikke, at denne lille plet var uden for hans magt. Da vendte han sig mod runemesteren og tog mod udfordringen.

TERNINGERNES DÆMON
Runemesteren insisterede på at begynde spillet. Det kunne Rompul ikke se noget problem i og rakte ham terningerne. Men uden dæmonen bemærkede det, kradsede runemesteren det hemmelige symbol på begge terninger, før han rakte dem tilbage efter sin tur. Rompul grinede og rullede benterninger over bordet, men i næste nu faldt resultatet på to enere og den gamle rune blev aktiveret. Før Rompul nåede at reagere, blev han taget af runens magt og trukket ind i hans egne terninger. På den måde lykkedes det runemesteren at fange Rompul, men der var en hage ved den hemmelige rune. Hvis nogen på noget tidspunkt skulle rulle to en'ere med terningerne, ville Rompul slippe ud igen. Det er årsagen til den udbredte kultur, at man kun benytter egne terninger til spil af enhver art. Fremmede terninger kunne jo være Rompuls, for det siges, at de kan ændre udseende efter behov. Gennem tiden er Rompul kommet fri flere gange og fanget igen lige så mange gange, at han blev kendt som terningernes dæmon. Senere bredte han sit domæne og blev dæmon for spil i det hele taget.
Rettet af: Jacob Jarlskov
Opdateret: 2017-11-16 09:53:28

ALKYMIKA
Triptagon
Det triptagonske bioalkymiske selskab ALKYMIKA fremstillede lak til forsegling og beskyttelse af gifttanke og andre beholdere med farligt indhold. Men i 1192 opfandt de en metode at væve metaller samt at belægge tekstiler med forskellige materialer. På den måde udviklede de dragter til beskyttelse af personel og er i dag førende på området.

ATLAS
Algundur
Grundlagt i Hammergård, Algundur, af Sven Ole Altas, som en kikkertfabrik i 990. I 1150 var de moderne skydevåben så udbredt, at produktionen af sigteapparater til våben langt oversteg salget af kikkerter. Derfor omlagde man produktion, i første omgang til udelukkende at fremstille kikkertsigte til våben, men allerede i 1160 begyndte de at fremstille egne våbendesign. ATLAS er særligt berømt for sit gode og solide algundurske håndværk.

BALISTIQUE
Noxius
En markant våbenfabrikant grundlagt af Severian DuVille i 1162, da han blev indsat som konge af Noxius, i folkemunde kendt som Bøddelkongen. De første tyve år producerede Ballistik kun våben til den noxmanniske hær, men med opfindelsen af HOLSTEREN og NOX ROYAL, fik Ballistik tilladelse til at sælge deres våben på det åbne marked. Ballistik har fabrikker i Noxius og hører stadig under kongens våbenindustri.

BERG
Regia
I 1112 var Angus Berg en af bagmændende bag symaskinens opfindelse og på baggrund af den grundlagde han Bergs Maskinfabrikker i Alby. Men da Regia brød ud i borgerkrig, omstillede Berg produktionen til det første masseproducerede våben, det første bagladergevær; Rexpublika Ars. Med tiden kom flere våben til sortimentet, hvor særligt Kalijaen træder frem som et af de mest populære våben. Oprindeligt lå BERG-fabrikkerne i Regia, hvor det også ligger den dag i dag. BERG anses som et af Valhels førende våbenfabrikker.

BIOTEK
Asit Dur
I 1203 giftede Siegfred Köster sig med enkefru Hackerchemarkt fra Asit Dur. Siegfred Köster var en del af Martus van Hochfelds Alfagruppe i den første justikarorden og fik derigennem adgang til en del hemmelig forskning indenfor dæmonbekæmpelse. Med den enorme rigsom, der fulgte med ægteskabet grundlagde han BIOTEK og forskede i våben med særlig henblik på dæmonbekæmpelse. I begyndelsen var den slags våben kun tilladte for justikarer, men efter mange års diplomatisk arbejde, lykkedes det i 1108 at få DIO til at ophæve forbuddet, så BIOTEKS våben kan kæbes af den almindelige borger. BIOTEK er Valhels førende våbenfabrikant indenfor bioalkymiske våben.

FAUST
Triptagon
Riko Velenko brugte det meste af sit liv på at opfinde et funktionelt elektronisk våben. Allerede i 1266 grundlagde han FAUST og fremstillede den første LYNLADER. Men den var ustabil og den blev et flop. De følgende år fremstillede han den ene fiasko efter den anden, før han fattig og ruineret måtte dreje nøglen om i 1200. I 1205 lykkedes det ham igen at rejse penge til et nyt projekt; ELEKTROFAUSTEN, der for første gang forblev stabil ved brug og kunne sidestilles andre våben. Alligevel var interessen ikke særlig stor, da markedet tilbød massere våben med samme kvaliteter, men uden den fremmede elektronik. I 1206 fandt Riko Velenko på at sende elektroladningerne gennem en ritzopal, for at koncentrere elektroladningerne yderligere. Men det havde en heldig bieffekt, da elektroladningerne viste sig at kunne skade ASTRALE fjender. Med det blev elektrovåbenene interessante for det internationale våbenmarkedet og FAUST blev et kendt mærke.

KORP
Kurien
Det lille firma KORP har specialiseret sig i at fremstille panser med elektroniske antichok-generatorer, der med energien fra et batteri kan udløse små stød, til at modstå chok og psyketab. Deres produkter kan købes over det meste af Valhel, men benyttes mest de nordlige riger.

LAFAYETTE
Noxius
Den traditionelle noxmanniske fabrik, der har fremstillet panser siden 1012. Oprindeligt fremstillede de kun panser til kongens hær, men allerede i løbet af 1100 tallet fik de etableret en større handel med udlandet. LAFAYETTE betragtes i dag som Valhels bedste producent af panser.

MEYER GUHLE
Kurien
Kenan Meyer Guhle var en driftig mekanisk, der i 1134 grundlagde en af Valhels første maskinfabrikker i Kuren og fremstillede store optrækkelige kraner. I dag er det en stor industri, der fremstiller alt fra maskiner, automobiler og våben. MEYER GUHLE er berømt Valhel over for deres gedigne kvalitet og holdbarhed. MEYER GUHLEs våbenfabrikker har specialiseret sig i tunge våben, der kræver styrke at håndtere, men til gengæld leverer sikker stabilitet.

REKYL
Jernodd
Grundlagt af Fennek Vemming i 1160 og blev det økonomiske grundlag for oprettelsen af bystaten Jernodd. Fennek Vemming satsede på moderne teknologi, nye metaller og våben til bykamp, der allerede på den tid var blevet mere almindelige end slag på slagmarken. Rekyls våben blev hurtigt en succes i det meste af Valhel og de har holdt føringen indenfor de mest moderne skydevåben. Åbenfabrikkerne ligger stadig i Jernodd og ejes stadig af bystaten.

STAAHL
Nandel
STAAHL | Våbenfabrikken STAAHL blev grundlagt i 1100 og ligger i Nandels hovedstad Zanger. Det var med opfindelsen af STORKLINGE, der var effektiv mod berserkernes angreb fra De Hvide Marker, at våbenfabrikken fik fodfæste. Snart udviklede de både FACIS og PARTISANEN, som vækkede udlandets interesse. STAAHL er i dag Nandels eneste industrielle produktion og har specialiseret sig i zangerstålsfremstillede tohåndsvåben.

UMBRA
Triptagon
En nyere men allerede berømt våbenfabrikant fra Triptagon, der i starten af 1200 tallet udviklede den moderne DAGGER og erobrede markedet med det lille vidunder af en kniv. UMBRA har specialiseret sig i at udvikle diskrete våben. I 1206 udviklede firmet HVISKEREN, Valhels eneste lydløse pistol og slog sig dermed fast som førende indenfor konsile og lydløse våben.

WAFFENWARF
Arkad
En meget gammel våbenfabrikant fra Arkad, der oprindeligt fremstillede traditionelle våben til omrejsende og folk, der arbejder i og med naturen. Da Storregia indlemmede Arkad i sit rige, blev selskabet opkøbt af BERG og deres våben blev kasseret i produktionen. Først i 1214, da Arkad atter blev et selvstændigt kongerige, genopførte Rosmina Basta det gamle familieselskab, købte alle de gamle våbendesign tilbage fra BERG og reproducerede dem i nye mekaniske udgaver. De første våben har været lovende og det forventes at selskabet har en god fremtid, hvis de kan beholde deres førende position indenfor mekaniske udgave af traditionelle våben.
Rettet af: Jacob Jarlskov
Opdateret: 2017-11-16 09:53:17

KARLWALT
En ekslusiv familieejet bilfabrikant fra Magus Narre. Specialiseret i manøvrerdygtige biler, statsligt design og motorer. De har fremstillet Valhelæs hurtigste bil, ZONELLOEN og er den største udbyder af pansrede luksusvogen.

LUDVIG LAVARRE
Noxius mest kendte automobilfabrikant, der fremstiller de mest luxuriøse biler til berømtheder og rigfolk. Ludvig Lavarre er førende i desing og fartøj-teknologi.

NORDKRAFT
NORDKRAFT er kendt for sit solide håndværk og pålidelige maskiner. Oprindeligt en underafdeling af NORDLANDSK MEKANIK, men i 1189 opkøbte administrende chef Marta Gottlieb selskabet fri og fortsatte fartøjfabrikationen under navnet NORDKRAFT. Det var særligt personbilen FABULA og den enorme FRAGTER, der sikrede NORDKRAFT sin position på markedet.

VULGUS
VULGATA er den statsejede automobilindustri i Rolgornia, der var de første til at fremstille FARTØJ særligt egnet til den landlige befolknings evner.
Rettet af: Jacob Jarlskov
Opdateret: 2017-11-16 09:53:11

Kloden kaldes Ur og Urlandet er det største af de to kontinenter, der findes på kloden, hundredeoghalvtres gange større end det mindre kontinent, Antikkien. Valhel og Suborien er to verdensdele på Urlandets østlige kystland. Valhel strækker sig firetusind kilometer fra De hvide marker i nord til floderne Lobomo og Nefer Nefer Nefer i syd. Her begynder Suborien og strækker sig femtusind kilometer, helt til Flamme ørkenen.

TIDSREGNINGEN
Det var historikeren Achimbaud Milon (1086-1192), der opdelte historien i fire epoker; Førlegendarisk tid, mytologisk tid, middelalderen og moderne tid. Årstal efterfulgt af betegnelsen fR angiver at årstallet er fra før Rim, det vil sige før det år den hellige Rimsten faldt ned fra himlen. Årstal uden betegnelsen 'fR' angiver et årstal efter Rim.

FØRMYTOLOGISK TID
Den førmytologiske tid strækker sig over et ukendt antal æoner, hvor solsystemet blev dannet og verden skabt. Der er ingen kundskabelige kilder, der kan løfte sløret for de hemmeligheder, der ligger bag verdensskabelsen og det er almindelig konsensus at overlade verdensskabelsen til religionerne. Det eneste vi ved om den førmytologiske tid kommer fra tre kilder; Pantakis Glastavler, Dragerullerne og Rimlinaron, der blev skrevet i nyere tid. Her fortælles det at de første, som kom til Valhel var elvarin og onokilerne. Elvarin nyggede tre store byer med hver sin leder, kaldet en arkh; i Ar Fanari sad Arkhen Fanari, arkh Telion var leder af Ar Telion og i den smukke by af lys Gil Dur, sad arkhen Gilladh. Byerne findes ikke mere, men lå i det land, der i dag kendes som Troldehavet. Onokilerne havde tre ledere, kaldet tribuner, der hver styrede sit martrespir; Tribun Nauglaf sad i Naktring, på den vestlige side af Spaltebjergene. Tribunen Kangorod sad i Gnathore og tribun Droan sad i Forgwiadh.

MENNESKET (50.000fR)
Mennesket nedstammer fra hedetrolden, der flyttede fra skoven Hoddmimer ud på sletterne og tabte pelsen omkring 50.000fR. På den tid var det meste af Valhel dækket af Hoddmimer, der i mange årtusinder havde været jagtmarker for de første troldearter. På sletten udviklede mennesket de første stenaldersamfund, der med tiden flyttede længere mod syd, hvor de lærte at dyrke jorden. I 6000fR opstod den første civilisation, Tukku Kaba, med centralt styre og administration. Det var dette folk, der med tiden spredte sig til de fleste kroge af Valhel og Suborien.

MYTOLOGISK TID
Den mytologiske tid er betegnelsen for tidsperioden ca. 3500fR og frem til middelalderen omkring 311.

LIGARA (3500fR)
I 3500fR levede en menneskestamme omkring dunkelsøen. Under en skovfældning til udvidelse af bopladsen, mødte de den mægtige ånd Ligara, der vidste alt om naturen. De tog den til sig og den lærte Ligarafolket at fremavle bedre kornsorter, kvæg og andre avlsdyr. De byggede et stort tempel til Ligaras ære og de dyrkede den som deres Gud.

VANAHAI ORM (3000fR)
Dragen Vanahai Orm kom til Ligara Domus i 3000fR, lokket af rygterne om byens rigdomme. Ingen havde hørt om drager før og de søgte hjælp hos Ligara, der lærte dem at skabe et væsen, der var mægtigt nok til at kæmpe mod fjenden. For at skabe dette væsen krævedes en dråbe af dragens blod og de indledte et selvmorderisk angreb, der kostede tusinder unge krigeres liv, men med sig hjem havde de et spyd med drageblod. Således skabte de den første vanahai og de kaldte ham Kronark. Kronark kunne bruge magii som dragen og de skabte tusind af hans slags, før dragen blev besejret. Vanahai Orms skelet blev fundet under udgravningen af Ligara Domus i 1069 og står udstillet på Fjervadstad Dragemuseum i Noxius. Vanahai havde ikke kun arvet dragens magii, men også dens grådighed. Så snart Vanahai Orm var besejret, vendte Kronark sine vanahai mod ligarafolket og tog magten. Han lukkede templet og tvang ligarafolket til at tilbede vanahai som guder.

SMEDEDAL (3000fR)
Nogenlunde samtidig, omkring 3000fR, grundlagde Umnolkongen Gale Sølvskæg Smededal i Harak bjergene, nord for Hoddmimer. I smededal blev umnol en mægtig civilisation af et lille firskåret og sejt folk, frygtelige i kamp, flittig i minerne og i markerne. Alt hvad de behandlede i deres buldrende esser blev til de bedste redskaber eller smukkeste prydsgenstande. I mange år levede de isoleret fra det meste af Valhel, udover konstante kampe mod tribunen Kangorod i Gnathore.

SNITALFERNE (2992fR)
Ligarafolket var forbudt enhver kontakt til Ligara, men alligevel lykkedes det at skaffet adgang. Og Ligara lærte dem at skabe et væsen, der kunne besejre vanahai. De blandede menneske med onokil og elvarin og kaldte det en snitalf. Snitalfer blev født med en viden om, hvordan de skulle dø. De som ikke skulle dø i krig, blev frygtelige krigere og de som skulle dø i krig, kæmpede som gale for, at det ikke skulle blive i denne krig. Efter tredive års besættelse havde de snitalfer nok til at jage vanahai på flugt i 2992fR. Snitalferne ønskede ikke at blive i Ligara Domus og drog bort, så snart krigen var forbi.

OSSERION OG ÆNOR (2560fR)
Det første snitalferige, Ænor, blev grundlagt i 2560fR, nogenlunde hvor Vaihain ligger i dag. Snitalferne var dygtige håndværkere, handlede med mennesket og fik handelsforbindelser så langt væk som til kysten og øen Nox. I 2262fR var Ænor så overbefolket, at en trediedel måtte flytte og finde et nyt sted at bo. Seks år senere, i 2256fR, grundlagde de det andet snitalferige; Osserion, hvor det ligger den dag i dag.

EDAS FALD (2206fR)
Nornerne nedstammede fra ligarafolket, men havde forladt Ligara Domus generationer før Vanahai Orms angreb. De boede ved Flodernes Bjerg, kaldet Edas og var berømmet blandt de valleriske stammer for deres tro på den ene Gud. Men i 2206fR ankom Kronark med sine vanahai og det endte med en frygtelig krig, der knuste Edas. Kronark faldt i slaget men vanahai stod som sejrherre og nornere måtte overgive sig til vanahais nye leder; Tol Essa.

TOL ESSA OG IDUN (2200fR)
Tol Essa førte vanahai til Askebjergene og grundlagde den første vanahaiby, Idun, i 2200fR. Tol Essa betragtede naturen som en bog, der kunne læses og læres. Det var livets højeste mål at læse naturen til ende, møde sin skaber og selv blive skaber, der i hans øjne måtte være dragerne.

DEN STORE FLUGT (1918fR)
Nornerne blev hos vanahai som tjenere og lærte mange ting om administration og statsstyrelse, men i 1918fR blev deres gamle tro vækket til live, da drengen Patos hævdede, at Gudinden havde talt til ham. Det blev en vækkelse der i 1918fR førte til at Patos ledte flere hundrede norner bort fra Idun, tilbage til vallerien, hvor de blev kendt under navnet Patruskerne; de som troede på den ene Gud, hvis navn de havde glemt.

GOMENORE (1893fR)
I 1893fR forlod vanahai Idun og Kong Kilo førte sit folk til landet mellem Lænkebjergene og Revnianbjergene. Her grundlagde han det første kongerige; Gomenore og hovedstaden Armakialin i 1891fR. Dermed bragte Kilo sejr og triumf til sit folk, men ved sin død efterlod han landet i indre splid, på randen til oprør. Herremænd og soldater lå i strid om rigdom og land og mente sig mindst lige så betydningsfulde som kongen selv.

GRAM (1779fR)
Det var Kong Kilos søn, Kong Gram, der måtte skabe den nødvendige fred. Gomenore bevægede sig mod et endegyldigt kollaps. Kongens soldater stod magtesløse over for den voksende strid, byernes gader var forvandlet til slagmarker og husene til udplyndrede ruiner. Gram havde brug for en langt mægtigere magt og sendte derfor sin rådgiver til det fjerne Smededal, for at forhandle med umnolkongen om et våben, der kunne hjælpe ham til at beholde magten.

JERNKRONEN (1769fR)
De følgende ti år blev situationen kun forværret og da rådgiveren endelig vendte tilbage i 1769fR, havde kongen forskanset sig på kongeborgen. Med sig bragte rådgiveren en magisk krone med fire sten, smedet i jern under smedesang, der skænkede bæreren en autoritet så mægtig, at ingen kunne modstå. Med jernkronen red Gram i spidsen for sine mænd tilbage i krigen, hvor den snart viste sin magt, da hans modstandere kastede deres våben for hans fod. På den måde lykkedes det Gram at samle Gomenore og gøre det stærkt og rigt. Både i hans tid og de følgende kongers tid sikrede jernkronen fred i landet.

RINMARKEN (1651fR)
Syd for Gomenore lå Rinmarkerne langs Lænkebjergene, hvor Hoddmimers træer ikke havde fået rodfæste og levnede plads til Valhels mest frugtbare jord. Vanahai transportede fødevarerne gennem magiske portaler og brødfødte på den måde det mægtige land, der konstant voksede i størrelse og befolkning. I 1651fR sendte tribun Nauglaf horder af kaukiltrolde ud for at plyndre og brænde markerne. Det blev en katastrofe, Rinmarken stod nærmest uforsvaret og ødelæggelserne resulterede i grusom hungersnød de følgende år.

KONGEFÆSTNINGERNE (1608fR)
Kong Pergamon pressede kaukilerne tilbage til de pas i spaltebjergene, de var kommer fra og iværksatte opførelsen af kongefæstningerne; Fordum i nord og Nauglafring i syd, der spærrede for vejene gennem spaltebjergene. Fæstningerne stod færdige i 1608fR.

ANNUMNUR (1474fR)
Der opstod mange byer i oplandet øst for kongefæstningerne og dannede langsomt landet Annumnur. Da snitalferne fra Ænor anlagde kornruten i 1460fR eksploderede væksten og førte til at Annumnurs generaler udpegede deres egen konge. Det udløste en voldsom vrede i Gomenore og førte til krig, men da vinteren kom, måtte Gomenores konge indse, at han ikke havde ressurser til at føre krig og indgik en fredsaftale.

SLAGET VED TROLDEPUNG (1271fR)
I 1271fR åbnede tribunen Droan portene til Forgwaidh og udløste sine horder af jætter for at knuse Elvarin. Det første store sammenstød stod ved Arbjergenes østlige udløb, hvor et smalt bælte af kyst førte jætterne direkte mod elvarins hovedstad Ar Fanari. Det udviklede sig til et frygteligt slag og der døde så mange jætter ved dette pas, at det fik navnet Troldepung.

DRUIDESAMLINGEN (1200fR)
I 1200fR bestod menneskestammerne i vallerien hovedsageligt af fem store folkeslag; hokfræerne, agguraterne, nirastinerne, puritinerne og tarserne. Øst for tarserne levede patruskerne under datidens mest moderne centralmagt og havde ikke den store kontakt til sine naboer. Men da elvarin flygtede fra jætternes ødelæggelser i 1200fR og hærgende kom til vallerien, følte valleriens høvdinge sig tvunget til at søge patruskernes hjælp. Det begyndte med en militær alliance, men da onokilerne senere dukkede op, fik man brug for et tættere samarbejde. Forhandlingerne endte i år 1000fR med et samlet religiøst råd, Druidesamlingen, som bestod af en hellige person, en druide, fra hver stamme. Det var almindelige skik, at når to stammer gik sammen, så delte de også den samme Gud. Det var Druidesamlingens opgave at udpege den gud, de alle skulle underligge sig og man opførte det hellige tårn Illurvan i 911fR, hvor forsamlingen kunne mødes til debat.

DET VALLERISKE KEJSERRIGE (600fR)
Da farerne fra elvarin og onokil drev over i løbet af et par hundrede år, gik Druideordenen fra at være en militær alliance til at fungere som en centralmagt for patruskerne og valleriens stammer. Men i 600fR blev det for meget for patruskernes kong Paros. Han ville styrke troen på den ene gud og ville ikke underligge sig flerguderiets magt. En morgen i 600fR indledte han et angreb mod valleriens stammer og efter seks måneder havde han kæmpet sig frem til Illurvan, hvor Druidesamlingen overgav sig betingelsesløst. Paros overtog militæret, men lod Druidesamlingen overleve som et religiøst råd og forlangte det skulle udnævne ham til Kejser af Det valleriske kejserrige under navnet Neopendes.

FØRSTE RUNEKRIG (507fR)
Det Valleriske kejserrige sikrede fremgang for vallerien og de første egentlige byer dukkede op. Men trods fremgang var magtkampen mellem Druidesamlingen og de skiftende kejsere uendelig. I 507fR blev Kejser Hammelkuk kastet ud i en magtkamp mod druiderne, der endte med et blodigt slag ved Illurvans mure. Under krigens rasen blev det hellige tårn knust og da både kejseren og druidernes leder lå døde på slagmarken, endte slaget uden sejrherre. Hammelkuks søn, Narmortula blev den nye kejser, han tillod druiderne at udpege deres egen leder, Ærkedruiden og opførte den hellige by Iman, hvor Illurvan før havde stået. Han gav Iman til druiderne og opførte selv borgen Treklinge i De røde marker, der blev hovedsæde for Den valleriske kejser i århundrede.

SILMAR (412fR)
En sommerdag i 412fR trådte patruskeren Silmar frem for Druidesamlingen og fortalte, at den ene gud havde talt til ham og sagt sit navn; Al'Deus. Den sande guds tid var kommet og alle falske guder skulle dø. Mange patruskere fulgte ham og det truede både druidesamlingens og kejserens magt. De blev derfor enige om at fænglse Silmar og føre ham til doms. Han blev dømt til døden ved domstolen i Iman, men nåede at flygte før straffen faldt. I sensommeren kom Silmar til Valsmirin, hvor han også skabte stor ballade med sin tro og blev årsagen til et oprør mod den lokale mirat.

LOVTROEN (420fR)
På den tid var byen Khan den største handelsby og hovedforbindelsen mellem Suborien og Valhel. Den blev styret af de tre familier; Khan, Khanseven og Khanhaan, der i sin tid havde grundlagt den. Men i 420fR kom Silmar til byen med sit følge, for på Al'Deus bud at rense urenheden bort. Det blev en grusom krig, der kostede mange tusinder menneskers liv, men Silmars budskab vant indpas og tvang sultanatet i knæ. Han udpegede sig selv til Lovbringer og grundlagde Lovtroen. Til at lede landet påkaldte han sin ven Ababed fra Valsmirin og gjorde ham til sultan. Syv år senere døde Silmar for sin vens hånd ved en frygtelig fejltagelse og Ababed kastede sig ud fra tårnet Falla Fai i skam og døde.

SMEDEDALS FALD (300fR)
Krigen mellem Smededal og Gnathore havde stået på siden umnol kom til Harak. tribun Kangorod sendte konstant troldehorder over bjergene, lukkede floderne og forgiftede landet, så Umnol måtte leve af kornkøb fra Rinmarken. Men intet af dette havde fået umnol i knæ, stærke og stolte havde de modstået hver modgang og slået alle angreb tilbage. Men i 300fR, da Kangorod åbnede portene til Gnathore og viste Valhel sine nye skabninger; Urkilerne, og sendte dem mod Harak i følge med tre drager og onokilhæren. I 201fR brød det stolte rige sammen under presset og mens Kong Sølvskæg og hans arvinger faldt under det sidste slag ved Harak, flygtede umnol fra Smededal og fandt nye bosteder i Nimorod og Numen Khad.

NAUGRUND (120fR)
Kongefæstningerne havde afskåret tribun Nauglaf fra det øvrige Valhel og efter flere fejlslagne angreb skabte han Naugrund i 120fR, et frygteligt mørke, der langsomt bredte sig fra martrespirets tinde ud over Spaltebjergene og resten af Valhel. Den spærrede for solens lys og hungersnød brød ud i alle de store civilisationer, da høsten fra Rinmarken udeblev. Annumnur forsøgte at stoppe skyen med fejlslagne angreb og med årene visnede store dele af Hoddmimer. De gamle civilisationer blev tvunget i knæ.

DUILIN (117fR)
Af uvisse årsager opførte elvarin i 117fR kæmpemonumentet Duilin ved Esbarfloden bred. To kæmpe søjler af flere kilometers højde med en hængende sol-lignende kugle i toppen. Lyset fra den lille sol nåede snitalfernes marker i Osserion og de troede det ville være godt for deres marker. Men lyset fra Duilin var ikke livsgivende, dens lys drænede ånderne og dermed naturen. Det endte med en krig mod elvarin, for at knuse Duilin, men alle snitalfernes angreb blev slået tilbage.

ALLIANCEN I NIMOROD (111fR)
I 111fR var hungersnøden så enorm, at man ikke længere kunne brødføde soldaterne i kongefæstningerne og det lykkedes Nauglafs styrker at indtage dem. Som resultat vrimlede fjenden ud af spaltebjergene og det tvang de store civilisationer til at sætte sig ved samme bord i umnolkongens sal i Nimorod. Deltagerne var vanahaikongerne af Gomenore og Annumnur samt snitalfefyrsterne af Osserion og Ænord, der var alle afhængige af fødevarerne fra Rinmarken. Ved dette møde blev det beslutte at samle deres hære ved Rinmarken og tage kampen op mod fjenden fra Naktring allerede det følgende år.

SLAGET OM RINMARKEN (110fR)
Det følgende år startede det største slag i Valhels historie, slaget om Rinmarken. På alliancens side stod Kong Arrild af Gomenore, Kong Mannon af Annumnur, Kong Nurin Hammerklag af Nimorod samt fyrst Velfar Ayalaz af Ænor. Snitalferne fra Osserion blev forhindret, da de selv blev angrebet af elvarin og måtte forsvare egen jord. På fjendens side stod Nauglaf, onokilerne, Kaukilerne og de tre drager Katla Orm, Kromnak Orm og Retsynk, der var den eneste drage, som overlevede. Det grusomme slag stod på i næsten et år, før alliancen vandt. De tre mægtige konger og Ænors fyrste lå døde på slagmarken og det blev vanahaikaptajn Tabur Anrar, der førte resterne af hæren mod Nakhtring, for at knuse Nauglaf en gang for alle. Han fik sværet Zilninger af umnol, da kun det kunne ramme tribunen og dræbte den forhadte fjende i hans mørke tronsal. Slaget var vundet og Naugrundh gik langsomt i opløsning, men krigen og de mange år uden sollys havde ødelagt Rinmarken for altid. Med solens tilbagekomst smeltede sneen i Lænkebjergene, vandet fossede ned ad bjergskråningerne, Rinmarken blev oversømmet og rådnede langsomt hen. På den måde blev Valhels mest frugtbare jord forvandlet til en dødens mose, hvor krigens forpinte sjæle endnu hvileløst fortsætter den kamp de døde for.

BELERION (110fR)
Tiden efter Naugrundh blev en turbulent periode. Store dele af verdensskoven var visnet bort og Hoddmimer lå nu spredt i mindre klynger af skove. De mindre skove fik nye navne og kun Hoddmimers hjerte bestod som en tæt sammenvokset del midt i Valhel. Mennesket kaldte den Belerion, der betød ”Den som blev mindre”. Efter slaget om Rinmarken drog umnol hjem til Nimorod og Numen Khad, mens umnolkongens livgarde, i skam over at have svigtet sin konge, slog sig ned i Askebjergene og grundlagde Kezed Dom i 110fR. En mindre gruppe snitalfer grundlagde Hyarm midt i Lænkebjergene, men de fleste snitalfer drog hjem og fandt deres land overtaget af mennesker. Efter en kort krig måtte de trække sig og drog til de sydlige Revnianbjerge, hvor de grundlagde Suil Beradh. Naugrundh og slaget om Rinmarken havde tvunget de gamle civilisationer i knæ og menneskets tidsalder tog for alvor sin begyndelse.

ANDEN RUNEKRIG (98fR)
Da det i 98fR kom den valleriske kejser Stezian for øre, at Annumnur var i en elendig tilstand, sendte han sine hære afsted i håb om let plyndring. Men det blev et ondt sammenstød, skønt Annunmur lå svækket var vanahai stadig en mægtig fjende. Netop da det så sortest ud, kom tre ærkeengle fra himlen til kejserens lejr og det vendte krigslykken til sejr. De overlevende vanahai blev taget med som slaver og før ærkeenglene forlod kejseren overdrog de tre testamenter med 99 hellige bønner. De fortalte, at bønnernes kraft ville afsløres en dag i fremtiden, men at kejseren skulle bevare dem indtil da. Stezian var oprindelig hokfræer, men efter denne oplevelse konverterede han til den ene gud og opførte den nye kejserby Steziaborg.

GOMENORS FALD (36fR)
Forholdene i Gomenore var om muligt endnu værre end i Annumnur. Jernkronen, der i hele rigets levetid havde holdt sammen på riget, var gået tabt efter kong Arrilds død. Adelsfolk og herremænd lå i åben strid, grådighed og dekadance herskede og gjorde det let for Gnathores urkilhorder at knuse Gomenore. Snart var panikken og rædslen totalt, selv Revnianbjergenes bjergtrolde vovede sig ned fra de sikre klippehuler for at tage del i plyndringerne. I år 36fR lå Gomenore i ruiner, knust for altid, og de få overlevende vanahai flygtede til det valleriske kejserrige.

DUILINS FALD (1)
Siden opførelsen af Duilin havde Osserion kæmpet i en udmattende krig mod elvarin, men i år 1fR kom tre drager uventet snitalfefyrsten til hjælp; Klisrim Orm, Kalag Orm og Nidhug Orm. Også de havde interesse i Duilins ødelæggelse og med dragernes styrke trængte snitalferne gennem elvarins forsvarsværker og vandt sejr. Men end ikke dragernes magt kunne knuse Duilins søjler og man påkaldte den berømmede druide Lyrr, for at få ham til at påkalde Mennelmakar, den største af underverdenens dæmonprinser, som med et eneste slag knuste den ene søjle og slog ildkuglen op i himlen.

RIMSTENEN (1)
Allerede ottehunderde år forinden, havde profeten Aggamon forudsagt, at en brændende tåre ville vise sig på himlen og skænke druiderne en guddommelig gave. Derfor var det et guddommeligt tegn, da druiderne så ildkuglen fra Duilin fare over himlen. Dette er den hændelse, de tre store religioner markerer som år 1, det år Rimstenen faldt ned fra himlen. Kejseren og Ærkedruiden sendte straks general Kaper og druidemester Zerubabel ud efter ildtåren og med sig fik de en stor hær. Men da de ankom til Jodos, hvor ildtåren var styrtet ned, var stedet allerede indtaget af den rumakanske sultan og Lovbringerens styrker. Forsvarsværkerne ved Jodos var for stærke, så general Kaper benyttede en anden strategi og gik mod de mange uforsvarede landsbyer og brændte dem ned, en efter en.

BLODBADET I ZADA (2)
I begyndelsen af år 2 angreb Kaper handelsbyen Zada, dræbte titusinde borgere og brændte den ned til grunden. Det fik Lovbringeren på andre tanker og i frygt for at det skulle gentage sig, overgav han Rimstenen til druiden Zerubabel og den valleriske hær. Det var en syv meter lang og rød klippesten og den voldte en del problemer at få hele vejen hjem. Men i vallerien gjorde man en vidunderlig opdagelse. Den som rørte Rimstenen fik evnen at fremsige de hellige bønner, som ærkeenglene havde givet Stezian under slaget om Annumnur.

ELVARINS FALD (2)
Efter Duilins fald overtalte Klisrim Orm snitalfefyrsten af Osserion, at fortsætte kampen mod elvarin. Krigen stod på i syv år, før elvarin var besejret og byerne Ar Fanari og Ar Telion knuste. Kun byen Gil Dur lod sig ikke knække, så til sidst vækkede Nidhug Orm havets vrede og druknede den smukke lysende by. I dag findes kun en bugt af samme navn som den forgangne by. De overlevende elvarin flygtede til Dybskov og grundlagde Stjernedal eller til Belerion hvor de byggede Lurindal. De få elvarin, som overlevede oversvømmelsen af Gil Dur kom i sikkerhed i Grænseskoven, hvor de grundlagde Aigonai, der eksisterer den dag i dag.

DROANUM (2)
Tribunen af Forgwaidh, Droan, udnyttede snitalfernes krig mod elvarin og sendte sine jætter ud for at knuse snitalfernes hær, mens den endnu var presset og befandt sig i fremmed land. Men jætterne lod snitalferne rejse uden krig og overtog selv elvarins gamle land, imod deres skabers ordre. Da forstod snitalfefyrsten, at jætterne havde forrådt deres herre og han vendte sin hær mod Forgwaidh. Matrespiret blev ikke indtaget, men belejringen tvang Droan til at flygte, før snitalferne måtte opgive og vende hjem. Droans flugt førte ham til Lænkebjergene, hvor han dybt ved deres rødder fandt Gundagund, indgangen til underverdenen. Droan vidste ikke hvad det var for et sted og begav sig hele vejen gennem underverdenens tre riger, Mamblung, Khakbad og Mennelmakar og fandt vejen til dødriget, hvor dødsdæmonen Klirr herskede. Uvidende om døden og dens Herre tog Droan kampen op mod Klirr og besejrede ham i hans egen dødehal. Men sejren blev en forbandet skæbne for Droan, da han som dødens besejrer selv blev den nye dødsdæmon og Herre over dødsriget.

OSSERIONS FALD (20)
Da den sejrende men stærkt medtagede snitalfehær vendte hjem fra de mange år i krig, fandt de deres gamle rige udplynret og overtaget af mennesker. De tilbageblevne snitalfer levede i lejre og arbejdede som slaver for de loakle høvdinge. Snitalferne indledte da en krig mod menneskene, som de let kunne have vundet, hvis det ikke var for deres udmattelse og tab. De fik befriet deres folk fra fangenskab men trak sig mod nord, da de ikke kunne generobre deres gamle rige. Det var snitalfefyrsten Hafgun Hainfar, der førte sit folk mod nord og trodsede kulden i De Hvide Marker, hvor de forsvandt sporløst.

TREDJE RUNEKRIG (22)
Med Rimstenens ankomst til Det valleriske kejserrige begyndte en magtkamp blandt druiderne. Profeten Aggamons spådom omtalte kun én gud, men da druiderne var en samling af folk, der tilbad forskellige guder, var der uenighed om hvilken gud Aggamon havde talt om. Striden lå om hvorvidt nogen kunne hævde retten til Rimstenen, for den, som havde Rimstenen, havde magten over hele kejserriget. Derfor var også kejseren indblandet i den strid, der i år 22 udviklede sig til åben krig mellem folkeslagene. Den blodige strid spredte druidestammerne i alle retninger, patruskerne flygtede mod syd, puritanerne og tarserne mod nord, mens agguraterne og hokfræerne blev tilbage. Det Valleriske Kejserrige overlevede kun med nød og næppe. Det var under denne krig Rimstenen blev knust i mange tusind stykker, der snart spredte sig med folkevandringerne.

MONARKERNE (23)
I året 23 ankom patruskerne til snitalfernes gamle rige, Ænor, som nu var beboet af primitive stammer fra syd. Patruskernes ankomst med deres viden og teknik forandrede de små stammesamfund på alle områder. Snart blev byerne til små stater med opdyrkede marker og en religiøs monark som leder. Troen på den ene gud spredte sig og det blev almindeligt at kalde guden Nilea, der på patruskernes gamle sprog betød Herskerinden.

DEN FALDNE KEJSER (28)
Hokfræerne følte sig undertrykt af agguraterne, der sad på kejsermagten og i år 28 erklærede de uafhængighed fra Det valleriske Kejserrige. Efter en kort strid løsrev øvre vallerien sig og grundlagde riget Hokdal. De valgte selvstændighed, men overtog agguraternes gud Restisia, retfærdighedens gud. Da kejser Narmortula 2 mistede det halve af sit rige, erklærede han kejserriget for brudt og udnævnte sig selv til den første Faldne kejser af Arkad.

VANAHAIBLODETS BÅND (50)
De sidste vanahai havde siden Gomenores og Annumnurs fald boet blandt menneskene i Det valleriske kejserrige og havade med generationerne blandede de sig med menneskene og på den måde kom vanahais blod ind i menneskeslægten. Vanahai uddøde i løbet af det første hundrede år efter rim, men blodet levede videre i deres efterkommere. Af og til blev der født mennesker, hvor blodet var så stærkt, at de kunne beherske magiien, skønt i mindre grad end vanahai. Da Det Valleriske Kejserrige blev knust og menneskene blev spredt til alle verdenshjørner, fulgte blodet med rundt i hele Valhel. De børn, der blev født med vanahaiblod kaldte man magikere.

HVIDSTJERNENS RÅD (70 - 78)
Hvidstjerne var en mægtig magiker fra Lysets Akademi i Nandel. Hans rejser førte ham til kongefæstningerne, hvor han opdagede en ny magt var kommet til. Begge fæstninger var besat af kaukilere og en ukendt magt, der kaldte sig Nauglafs efterfølger, havde opført fæstningstårnet Ozzia i Nabat, som man kaldte landet bag spaltebjergene. Som magiker følte Hvidstjerne sig forpligtet til at beskytte verden mod den nye fjende, men ingen høvding, konge eller fyrste delte hans bekymringer. Derfor påkaldte han Valhels tre mægtigeste magikere og samlede Hvidstjernens Råd. De valgte Flodernes bjerg som bolig og udhulede store dele af bjerget med magii. Hvidstjerne blev leder og han iværksatte en grundig forskning i alt, der havde tilknytning til den nye fjende, alt i mens de rejste rundt til Valhels konger og ledere, for at skaffe sig allierede. Med tiden blev rådet et af Valhels mest indflydelsesrige magter.

PALURION AF NOX (202)
I løbet af et par århundrede opstod en særlig krigskultur blandt patruskernes bystater. Det var almindeligt at gå i krig om sommeren, angribe en by og modtage tribut for sejr. Men den praksis ændrede Kong Palurion af øen Nox i 200, da han efter indtagelsen af den lille havneby Pallankar nægtede at modtage tribut og istedet indlemmede byen under sit herredømme. Det gav en skræk i livet på de øvrige monarker, der måtte se til mens Palurion indtog by efter by. I begyndelsen gik monarkerne til modangreb, men tilliden blandt dem var for lille og Palurions militær var for stærk. De sendte forhandlere til Palurion, men modtog deres afhuggede hoveder i tønder. Freden kom først i 202, da den aldrende monark Kaisar påtog sig den diplomatiske opgave og overtalte Kong Palurion til forhandsbordet. Alle monarkernes byer skulle underlægges det nye rige, men tilgangæld ville troen på Nilea bliver statsreligion med særlige beføjelser. På den måde grundlagde Palurion Nox det mægtige kongerige Noxius og bragte stolthed til noxmannerne, som han kaldte sit folk.

MONOMONARKEN (203)
Overdragelsen af monarkernes byer gik fredeligt og da Palurion grundlagde rigets hovedstad; Vaihain, gav han monarkerne et stort stykke land inden for byens mure. Da magten som monark var taget fra dem, var titlen overflødig og præsterne besluttede at samle dem til én titel over dem alle; Monomonarken. Det blev på den tid fortalt, at Nilae havde vist sig for Kaiser på hans vej til noxmannerkongen og derfor blev han i 203 udnævnt til den første Monomonark under navnet Innomortis. Dette betød også grundlæggelsen af den monopatiske kirke og Innomortis beordrede opførelsen af Absolatet, det absolutte hus, på den grund de havde fået af kongen.

KONVENTIONEN AF 311 (311)
I året 293 fik Monomonark Annopates en åbenbaring; Nilea viste sig for ham og sagde "Den som ikke bøjer sig for herskerinden, må dø for verdens uskyld". Det var monopatisk tro, at mennesket havde forrådt Nilea ved at glemme hendes navn og hun derfor havde vendt mennesket ryggen. For Annopates betød åbenbaringen, at det var kirkens pligt at omvende de hedenske til monopatismen og dræbe dem, som nægtede. Med støtte fra kongen og den noxmanniske hær, lykkedes det Annopates at betvinge Valhels gamle religioner til at underskrive Konventionen af 311. Med konventionen måtte en religion kun eksistere, hvis den anerkendte Nilea som den øverste gud og monomonarken som den øverste autoritet. Det skulle fremover kun være den monopatiske kirke, der fordelte rimstenene og de gamle guder blev forbudt eller indskrevet som helgener af Nilea. Det var ikke bare en sejr for den monopatiske kirke også Noxius kongehus nød stor fortjeneste. Gennem kirken fik de tætte forbindelser og indflydelse langt ud over deres egne grænser.
Rettet af: Jacob Jarlskov
Opdateret: 2017-12-07 16:31:10

MIDDELALDEREN
Middelalderen er betegnelsen for perioden ca. 311 til 1020.

AZMUNISMEN (608)
En af Valhels sidste omrejsende stammer kom i 608 til et land hvor de slog sig ned og udviklede en bizar månetilbedelse gennem landets guddommelige leder; Autarken. De kaldte deres land Triptagon og det lå så langt fra andre lande, at de kunne udvikle deres kultur uforstyrret de første halvandenhundrede år. Men i 763 kom en monopatisk præst til Triptagon og blev forfærdet over hvad han så. Han rapporterede hjem til Monomonarken, der erklærede landet for et hekseland og Autarken for heksemester.

KANGORODS FALD (769)
Gnathore havde efter sejeren over Smedegal ligget stille i mange århundrede, men i 794 rejste tribunen Kangorod sine urkilere og sendte dem mod Triptagon. Valhels stater antog, at det ville knuse hekselandet en gang for alle, men til alles forbløffende og rædsel viste autarken sin magt, da han sendte sine Profaner i krig med tilintetgørelses ord. Således modstod Triptagon ikke blot angrebet men fortsatte mod Gnathore og knuste Kangorod. Ingen menneskelig hær havde nogensinde før besejret en tribun og Valhels konger var lamslået. End ikke den monopatiske kirke turde at gå op imod tilintetgørelsens ord og de skrinlagde planerne om hellig krig. Fem år senere ankom heksekrigeren Naran og tog magten i Gnathore.

MAGUS NARRE (931)
Astariol var en mægtig magiker og medlem af Hvidstjernens Råd. I 881 fandt han ud af, at han var arving af en gammel borg i den nordlige del af Rinmarken. Det var en gammel vanahaiudpost, der var gået i arv gennem generationer, men da ingen havde interesse i at flytte til Rinmarkens rædsler, havde ingen gjort deres brugsret. Men Astariol var interesseret og rejste dertil. Han fandt ikke meget af interesse, ud over stedet selv og han besluttede at grundlægge en skole for magikere. Det var en uforstyrret sted og man kunne udøve sin magii som man lystede. De følgende år blev det et trækplaster fra mange magikere i Valhel, hus efter hus skød op og snart blev man nød til at bygge stærke mure, for at beskytte dens borgere mod Rinmarken. Mere end titusind magikere flyttede til Magus Narre, som Astariol kaldte skolen, og det blev snart meget mere end bare en skole; det blev en hel by. At man var født af forældre med vanahaiblod betød ikke automatisk, at man selv blev magiker, det hørte faktisk til sjældenhederne, men Astariol var interesseret i at genskabe fortidens Vanahai og udførte mange forsøg på befolkningen, uden deres viden eller samtykke. Det første til mange epedemier og plager, men med årene lykkedes det at omdanne befolkningens biologi, så deres børn også blev magikere. Det var først i 931, ti år efter Astariols død, denne udvikling for alvor trådte i kraft og de kaldte sig selv vanahin.

NABATS FALD (988)
I løbet af 700 tallet gik det for alvor op for Valhels regenter, at Hvidstjernes advarsler om fjenden i Nabat var alvorlig. Bjergtroldene var begyndt at vandre og hærgede sporadisk menneskenes byer. Langsomt blev landene drænet for ressurser mens interne krige skabte splittelse. I slutningen af 900 tallet stod det så slemt til, at Noxius konge måtte træde i karakter og med trusler om krig få de stridende parter til ro. Derpå indkaldte han de største regenter, herunder umnolkongen af Nimorod og snitalfefyrsten af Suil Beradh, for at danne en alliance mod fjenden. Umnolkongen, snitalfefyrsten og kongen af Noxius stod sammen med Hvistjernenes Råd, mens de øvrige regenter tøvede af frygt for hinanden. Umnols smedemester fremstillede øksen Glaufnost, der kunne ramme Nabats Herre og snitalfterne stillede titusind bueskytter til rådighed. Der gik syv år, før menneskekongerne kunne enes og samle en hær, men på det tidspunkt stod fjendes hær ved Vaihains mure og truede Noxius hovedstad. Syv udmattende slag skulle der til, før alliancen havde trængt fjenden tilbage til Nabat. De fulgte efter og marcherede hele vejen til Ozzia, hvor det sidste slag stod. Hvidstjernens råds leder, Ramondil Røde, var den første, der trådte ind til Nabats fyrste. Der var ikke nogen kamp, for fyrsten var allerede besejret af krigeren Asklan Pil, men Ramondil kunne ikke modstå tronens kald. Han satte sig på den og da de øvrige allierede nåede tronsalen var han som forvandlet. Han angreb dem, men kampen var kort, før han måtte flygte. Magikeren Ve overtog ledens af Hvidstjernens råd og nedlagde det, nu hvor Nabat var knust.

DET KIRKELIGE SAMMENBRUD (1000)
Runkel Svumborg var den sidste tilbeder af Nirast, en gud fra druiernes tid, der som alle andre var underlagt monopatismen. Runkel mente som druiderne, at menneskets gud ikke var den, som havde skabt verdenen, men den som elskede mennesket mest. Den sande gud skulle vælges med hjertet og han valgte den eneste gud, der i mytologisk tid havde forelsket sig i et menneske og tilmed givet ham en søn. Det var Nirast, menneskeelskeren. Særligt berømt blev Runkel, da han deltog i forsvaret af Vaihain, mens den siddende monomonark flygtede i angst og fik tilnavnet antimonarken. Det var efter dette slag Runkel opsøgte monomonarken og krævede ophævelsen af Konventionen af 311. Monomonarken kunne ikke modsige sig dette krav og ophævede konventionen i år 1000, så det igen blev frit at dyrke sin religion i de lande, der ikke var erklæret monopatiske. Runkel Svumborg byggede det Hellige Bjerg med hjælp fra Umnol i Smededal og gjorde det til sit hovedsæde. Han underlagde sig de tre landområder, der lå omkring bjerget og grundlagde Kejserriget Kurien, med Anrar som hovedstad og den unge Ifraham med falken som kejser.

PAGTISMEN (1003)
Runkels tro på Nirast spredte sig med hast og monopaterne iværksatte et storstilet missionsarbejde i de tabte lande. Det pressede de mindre religioner og situationen eskalerede til i en blodig religionskrig i 1003. Øvre og Nedre Arkad var centrum for krigen og det var her det største og mest blodige slag stod ved kampen om Iman. Da byen var ved at falde til de monopatiske tropper, kom Runkel til undsætning med de lokale snaphaner. Det var under dette slag det siges, at tusinde engle viste sig og opløftede Runkel til forening med himlen. "Den sande gud vælges med hjertet", havde Runkel prædiket hele sit liv, men da folket valgte med sit hjerte, valgte de ikke Nirast, de valgte Runkel. Med Forenelsen blev Runkel ophøjet til Gud under navnet Munnekir og det blev grundlaget for den kirke hans livslange ven, Ottar Saxenhoff, grundlagde; pagtismen og den pagtistiske kirke. Snaphanerne vandt slaget om Iman og fik jaget monopaterne bort. Herefter blev Iman blev den helligste by for alle pagtister. Ottar samlede skrifterne til den hellige bog Pagten og blev valgt som den pagtistiske kirkes øverste autoritet; Generalkardinalen af det Hellige Bjerg.

ÁGONOLYPSEN (1010)
"Og dere vill komne en tid, hvo det som frugtsommeliggjøres, ej vil bære frugt, og vide da, ágonolypsen er begiyndt" Sådan skrev Aggamon i sine mytologiske profetier og det var netop hvad som hændte i 1010. Gravide tabte deres børn, planternes frø spirede ikke og dyrene kunne ikke avle. Det blev en frygtelig tid for mennesket og hungersnød spredte sig efter den første forgæves høst. Alverdens vismænd og regenter søgter overalt efter en forklaring, før de forstod, at Efnizir, frugtbarhedens og liderlighedens dæmon var fanget og lænket et ukendt sted. Så længe han ikke sad på sin trone, ville ágonolypsen fortsætte og man iværksatte et storstilet redningsforsøg. Det viste sig at katastrofen var udløst af et ældgammel had dæmonen Hurar, Det vandrende bjerg, hvade til Efnizir. Før Hurar blev dæmon, var den blot et bjerg langt nord for Valhel, men da livet begyndte at vokse på dens klippekrop vågnede den af irritation og blev til Det vandrende bjerg. I årtusinder havde den samlet krafter til sin hævn mod Efnizir og havde nu lænket den mægtige dæmon ved sin fod. I samarbejde med de ledende stater; Noxius, Kurien og Algundur, lykkedes det i 1017 at besejret Det vandrende Bjerg og befri Efnizir, hvorefter livet og frugtbarhenden vendte tilbage til Valhel.
Rettet af: Jacob Jarlskov
Opdateret: 2017-12-07 16:32:44

MODERNE TID
Den moderne tid tager sin begyndelse med indførelsen af Valuta og det moderne banksystem, der internationaliserede Valhels stater og startede den teknologiske revolution.

VALUTA OG PENGE (1020)
I 1019 var guld blevet så populær et betalingsmiddel, at Hafnor, dæmonen for handel med guld blev mægtigere end selv sultanen af Rumanoth. Som dæmonherre handlede han i det skjulte, men tilbedelsen af ham blev ubevidst dyrket af næsten alle folkeslag. Det var sultanens bogfører, der fandt en løsning. Hvis sultanen istedet for at præge guldmønter, gemte guldet i en reserve og udstede mønter i almindelig metal istedet. Møntens værdi skulle stadig bestemmes ud fra guldreserven, men på den måde forhindrede man en egentlig handel med guld. Således blev sultanen af Rumanoth den første til at indføre valutaen og sådan blev Hafnor besejret i første omgang. Triptagon var den første stat som fulgte efter, men de trykte papirpenge. Senere fulgte Noxius, Kurien og Arkad og til sidst Algudur og Nandel, så der i 1050 ikke længere var stater tilbage, der handlede med guldmønter.

DEN MODERNE BANK (1030)
Med de nye valutaer opstod den moderne bank, der snart dukkede op overalt i Valhel; Kapitalen, Vaibanken, Kuria-banka, Nordlandske bank og Banko Di Khan. Særligt Kapitalen i Asit Dur var førende i international valuta og den mest troværdige bank hvad vurderingen af valutaernes værdi angik. Det gav dem en helt særligt position på verdensmarkedet og gjorde det muligt at oprette den første børs, hvor man kunne handle med penge, værdipapirer og investeringer.

TRYKPRESSEN OG AVISERNE (1070)
I 1070 præsenterede Zangenberg fra Hogelbrok i Arkad den første trykpresse til offentlig salg. Med trykpressen ændrede verden sig og blev med ét slag mindre. Ikke nok med, at bøger og skrifter blev meget lettere at fremstille, der kom også nye fænomener som plakaten og avisen. På kun ti år blev Raffelfonden verdens største avisejer, med mere end toogtyve aviser rundt om i Noxius, og blandt dem, verdens største avis FT Vaihain.

TELESKRIPTUM (1072)
I efteråret 1072 udviklede man et nyt symbol; Teleskriptum. Med teleskriptum blev det muligt at fremstille bøger, hvor man kunne skrive til hinanden, uanset afstanden. Teleskriptum var altså et medie, hvormed man kunne kommunikere øjeblikkeligt; det som blev skrevet i bøgerne viste sige tydelig i begge bøger. Med denne opfindelse opstod selskabet Sydlandske Teleskriptum Selskab (STS), der opstillede STS-stationer i de største byer, hvor man kunne skrive til andre STS-stationer og dermed få beskeder frem hurtigere end nogen sinde før.

KAPITALEN (1073)
I vinteren 1073 opstod en international valutakrise som en direkte effekt af teleskriptums opfindelse. Med den nye kommunikation fandt man ud af, hvor store forskelle, der var på den værdi valutaerne havde rundt om i Valhel. Det medførste en stor mistillid til valutaerne og mange begyndte at handle med sølvpenge istedet. Bankerne og staterne ville gerne beholde valutaerne og vidste der måtte gøres noget, for at sikre pengenes troværdighed. Efter en økonomisk krise, der førte til utallige konkursbo og ruinerede familier, stod kun Kapitalen i Asit Dur tilbage som troværdig og staterne besluttede at fastsætte deres valutaer efter Kapitalens vurderinger. Det blev begyndelsen til Kapitalens store internationale rolle, der krævede totalt uafhængighed fra enhver stat. Selv i dag er det Kapitalen, der fastsætter alle anerkendte valtuaers værdi.

KUNST OG KULTUR (1080)
Med den stigende verdenshandel opstod et større og rigere borgerskab, der også ville deltage i den underholdning, som før kun var adlen forundt. Gollman Globe Teatret i Anrar blev åbnet for den almene borger i 1080, Fabelkar Teatret blev opført i Pallankar i sommeren 1082 og samme år opførte Asit Dur Dramarenaen. I de følgende ti år blev der opført teatre og kunstmuseer i alle større byer. Den klassiske musik med store symfoniorkestre blev populære, malere, skulptørere, musikere, dansere, skuespillere og komponister fik stjernestatus og en helt ny underholdnings industri begyndte. Den nye musik fik på sin egen måde også indflydelse i de monopatiske og pagtistiske kirker, der begyndte at opstille orgel i kirkerne.

DIPLOMATERNES HUS (1082)
I 1082 forsøgte Asit Dur at skabe et sted, der skulle være for den internationale politik, hvad Kapitalen var for den internationale handel. De kaldte det Diplomaternes Hus og der kom repræsentanter fra alle Valhels riger, med det formål, at forbedre handelsforholdende staerne imellem. I begyndelsen blev der ikke debatteret så meget politik, men det var en god begyndelse til et større internationalt samarbejde.

KRUDTVÅBEN (1100)
Under en flugt fra de algundurianske antipirater lykkedes det piraten Perill at krydse hvalbæltet og slippe bort. Samme nat kom skibet ind i en storm, der førte dem længere ud på det åbne hav, end nogen havde været før. Der fantes hverken kort eller navigation til at styre efter, kun solen og nattens stjerne. På den måde kom Perill og hans besætning ufrivilligt på den første verdensomsejling og mødte fremmede menneskekulturer ved kontinentets vestlige kyst, kaldet Fjerne Fingolin. I 1100 ankom Perill i en helt ny type båd til Khan i Rumanoth og fortale om sin verdensomsejling. Med sig bragte han krudtvåben og gennembrydende teknisk viden om skibsbygning og maskineri. Perill selv blev senere berygtet og døde som den værste og mest grusomme pirat i Valhels historie.

SALT (1104)
Perill bragte også salte med hjem fra Fjerne Fingolin samt viden om hvordan man kunne udvinde og udnytte det. Alkymisterne havde længe kendt til naturens mange salte, men det var med viden fra Fjerne Fingolin man i 1104 lærte at udnytte det som gødning, brændstof, nedkøling, gas og meget mere.

DET NYE KONTINENT (1105)
Perills optegneselser fortalte om et mindre koninent, øst for moderkontinentet og i 1105 sendte rederiet Guldenblaad de første handelsskibe den lange vej til Antikkien, som det nye land blev kaldt. Her boede i forvejen to primitive folk; det ene folk tilbad det andet folk som guder. De havde guld, ædelstene og smykker, røgelse, myrraolie og alt hvad man anså for værdifuldt i Valhel. Det startede en ekslusiv handel med eksotiske varer, der blev fundamentet for eftertidens store skibsrederier.

MANUFAKTUREN (1108)
I 1108 udvikledes et produktionssystem, hvor købmænd udliciterede håndværksarbejde til enkelte familier eller værksteder. Købmanden stillede råvarer, transport og produktionsmidler til rådighed mnes familien eller værkstedet leverede uddannelse og arbejdskraft. Man kaldte systemet for manufaktur og det blev en vigtig forløber for industrialiseringen, der snart fulgte.

SMEDEDAL REJSER SIG (1110)
I efteråret 1110 fandt umnolkongen af Nimorod tre stentavler i en gammel forladt umnoludpost i De nordlige Revnianbjerge. De var nedfældet på ordre fra Kong Sølvskæg, kort før hans død ved Harak i 201fR. De gamle runer afslørede, at umnolkongen havde sendt sin yngste søn mod Nimorod, kort før det sidste slag om Smededal, for at sikre kongefamiliens blod. Det startede en storstilet eftersøgning og man fandt, at den unge kongesøn aldrig var kommet frem til Nimorod. Døden nær blev han fundet af mennesker, der tog ham til sig og lod ham på hos dem. Han fandt en umnolkone og blev blandt menneskene, som hans efterkommere efter ham. Det var altså blandt menneskene, umnol fandt deres sande konge; Rain Sølvskæg, der samlede umnol og dannede en styrke til at genindtage det tabte Smededel. Efter tre års kamp genindtog Sølvskæg og hans umnol murene ved Harak og kongebyen i 1114. Året efter hidkaldte Kong Sølvskæg alle umnol at flytte hjem til Smededal og det resulterede i den store udvandring, hvor mere en to millioner umnol forlod menneskenes lande og byer.

TØJSTØBERIET (1111)
Det var med opfindelsen af symaskinen den driftige forretningsmand Angus Berg præsenterede tøjstøberiet i foråret 1112. Støbetøjet var færdigsyet på forhånd, opdelt i syv størrelser, til mænd og kvinder i alle aldre.

EVOLUTIONEN (1112)
På en arkæologisk misson lykkedes det historikeren Achimbaud Milon og alkymisten Gilbert Glammer at finde ruinerne af Tukku Kaba. Det blev en opdagelse, der ændrede kundskabens opfattelse af mennesket og hele historien måtte skrives om. To år senere, i 1112, udgav Gilbert Glammer sin bog Troldebogen, hvor han beviste at mennesket nedstammede fra trolden. Til at begynde med blev hans ideer afvist og hans bøger forbudte, men med årene måtte kundskaben anerkende de utvetydige beviser og i dag undervises der i evolutionen på alle universiteter. Samme år opfandt Gilbert Glammer den biologiske muskelmotor, der kunne drives af destilliserede salte.

HIMMELFARTEN (1117)
Det blev en verdenssensation da Zephyr opfandt et funktionelt luftskib og åbnede de to første lufthavne i henholdsvis Vaihain og Kurien. Succesen var total og snart sprang konkurrerende himmelskibsbyggere og luftfarstselskaber op i de større stater.

STORREGIA (1119)
I 1115 måtte Valhels konger forfærdet se til mens folket i Aleval gjorde oprør, henrettede den kongelige familie og erstattede kongestyret med Valhels første republik under navnet Regia i 1119. Det standsede i midlertid ikke de interne stridigheder i landet og borgerkrig brød ud. Det blev den populære Jonas Berg, der samlede riget under det rexpublikanske parti og indførte værnepligt til sit moderne militær. Valhels konger frygtede den republikanske ide skulle sprede sig og allerede samme sommer erklærede Arkad krig, massivt støttet af Noxius og Algundur. Men Arkads befolkning jublede hvor den regianske hær dukkede op og vendte sig mod deres konge. Inden året var omme, havde Berg knust kong LaJulies forsvarsværker, både i Øvre og Nedre Arkad og han grundlagde Storregia. Året efter indtog Regia også Wittgenval og udvidede sit rige til at være Valhels største. Grundet Kapitalens særlige status, undlod Berg at indtage Asit Dur og selvom han selv var troende pagtist, erklærede han Storregia for en monopatisk stat.

SYNDFLODEN (1120)
En katastrofe udspillede sig i 1120, da voldsomme naturkræfter rystede urhavets grundvold og dannede en kilometerhøj bølge, der ramte Valhels kyst og knuste mange byer. Floden Karm løb over sine bredder og flodbølgen ramte helt ind til Asit dur, hvor den dannede et kæmpe fastlandshav; Havkarmen. Også i det nordlige Valhel flækkede kontinentet og havets bølger dannede Arbugten, Sortesø og Urzuisen. Mange hundredetusind mennesker omkom under denne katastrofe, der fik navnet Syndfloden.

VERDENSKRIGEN (1121)
Det nye Storregia gjorde verden bekymret og mange stater forsøgte at styrke deres position gennem krig. Efter Syndfloden brød en regulær verdenskrig ud, hvor alle Valhels stater lå i krig; kongerigerne mod folkestaterne. Midt under verdenskrigen dukkede efterkommerne af Osserions snitalfer op fra De hvide marker, hvor de i sin tid var flygtet til. Også de gik i krig, for at generobre deres gamle rige, der nu lå under Algundurs herredømme. I syv år stod Valhel i flammer.

ZAHAR BUL (1126)
Algundurs konge indgik fred med snitalferne og gav dem deres gamle underjordiske rige tilbage i efteråret 1125. Året efter kom snitalferne til kongen og fortalte om Zahar Bul. Skjult for omverdenen var onokilerne begyndt at opføre to kæmpemæssige søjler med en kugle af ild mellem toppene. Den lignede en sort udgave af elvarins Duilin og snitalferne advarede mod Zahar Bul ved at berette om de ødelæggelser Duilin havde forårsaget i sin tid. Derfor samlede kongen Tørkhøj-delegationen, der skulle overtale Valhels ledere til forhandlingsbordet. I 1128 lykkedes det Tørkhøj-delegationen, med støtte fra Absolatet og Det hellige bjerg, at få de krigsførende stater til at underskrive en fredsaftale i Diplomaternes hus.

BRASIDANISMEN (1141)
Monopaterne anså mennesket som syndigt, fordi de havde glemt Nileas navn. Som straf havde Gudinden vendt mennesket ryggen og kun i døden kunne den rettroende blive tilgivet. Men den kontroversielle præst Brasidas fortolkede den hellige skrift på en ny måde. Det var mennesket, der havde vendt Gudinden ryggen og ikke omvendt. Det rettroende menneske kunne vende sig mod Gudinden igen og modtage hendes tilgivelse og velsignelse i livet. Menneskets gode gerninger var vejen frem til omvendelsen mod Gudinden. Brasidas selv døde med syndfloden på Asit Durs bymur i 1120, men hans teologi levede videre med hans discipel, den lærde Inigo Skimmer. I 1141 lykkedes det Inigo at overbevise det monopatiske konvent, at indføre Brasidas breve i den hellige bog; Librum. Dermed blev Brasidanismen den officielle fortolkning af den hellige skrift.

ARBUGTEN (1146)
Efterhånden som bølgerne lagde sig i Arbugten, begyndte flere stater et kapløb om at annektere de nyopståede øer. Det skabte mindre sammenstød og stridigheder, men ikke egentlig krig, og på den måde fik stater som Kurien og Triptagon adgang til inderhavets rigdomme.

DEN TRANSVALLERISKE JERNBANE (1156)
Lokomotivet blev opfundet på grund af Gilbert Glammers muskelmotor og i 1158 anlagde selskabet Habnot & Zinger Den transvalleriske jernbane; fra bystaten Asit Dur til Anrar, Kuriens hovedstad. Det første tog forlod Asit Dur hovedbanegård i 1158 og succesen blev så overvældende at der de følgende hundrede år blev anlagt jernbaner over det meste af Valhel.

KARNUM (1157)
En af moderne tids størte opfindelser opstod, da Doktor Lei fra Tronmark samlede urtekunsten, alkymien og nekroalkymien i en og samme kundskab; bioalkymien. Han videreudviklede Gilbert Glammers muskelmotor og opfandt karnum, der gjorde det muligt at lave muskelmotorer i alle former. Blandt de populære former var menneskeformen, der kunne mine og arbejde i stenbrud, men Doktor Lei udviklede også flere modeller af karnumsoldaten. Det var samme år, fjernskriveren blev opfundet i Noxius; en skrivemaskine med teleskriptum.

DET SKÆBNESVANGRE STJERNESKUD (1158)
Ulykken ramte for alvor i 1158, da tre lyskugler uden varsel styrtede ned fra himlen og ramte hovedstæderne Anrar og Vaihain. Den tredie var rettet mod Storregias hovedstad Treklinge, men skæben ville at den ramte forbi og landede i Havkarmen. Aldrig før havde man set fænomener som disse, der med et blændende hvidt lys overdøvede alle lyde og knuste alt i dens radius. Dødens stjerneskud, som de blev kaldt, dræbte hele den noxmanniske kongefamilie samt den Kuriske kejserfamilie. Begge riger stod uden arving og det skabte både økonomiske og politiske kriser i hele Valhel. I Kurien overtog de store selskaber magten og brugte kejserstaten til at kæmpe mod hinandens monopoler. I Noxius tog Monomonark Nunitas regeringsmagten over landet, som kongeloven foreskrev, indtil den rette regent atter sad på tronen. De områder, der blev påvirket af bomberne måtte lukkes af, da folk blev syge og med tiden voksede selvlysende blomster op ved små grønt-glødende søer.

SLAGET VED ZAHAR BUL (1167)
Den verdensfred Tørkhøj-delegationen sikrede, førte i 1167 til et allieret angreb mod onokilernes Zahar Bul. Et nådeløst slag, hvor kun få af de allieredes enheder kunne skade fjenden. Storregia mistede en million unge mænd på slagmarken og de øvrige allieredes hære blev decimeret. Midt under slaget kom elvarin fra Belerion og støttede onokilerne med hidtil usete lyskanoner. Da alliancen endelig vandt slaget, opdagede man, at lyset i elvarins kanoner var helt magen til de stjerneskud, der i 1158 havde knust regentfamilierne i Noxis og Kuren. Der var syv lyskanoner tilbage og de blev fordelt mellem de sejrende parter. Storregia fik 3, Noxius fik 2 mens Triptagon og Algundur fik 1 hver. Senere undersøgelser af lyskernerne, kaldet gilgatomerne, som drev kanonerne afslørede, at de bruges til at skabe energi. Derfor desarmederede de fleste stater deres lyskanoner, for at bruge gilgatomkernerne til mere produktive formål.

KARNUM INDUSTRI (1168)
Det enorme tab af unge mænd blev en katastrofe for Storregia, der netop stod til at skulle opbygge sit rige efter den ødelæggende krig. Af mangel på arbejdskraft kom kvinderne på arbejdsmarkedet, men det var stadig ikke nok. Derfor indgik Storregia en aftale med Dr. Robert om at opføre 101 karnumfabrikker i landet, som skulle producere den manglende arbejdskraft i form af karnum. Det blev til grundlæggelsen af Karnum Industri og med den nye arbejdskraft blev Storregia en industriel mastodont.

DRONNING BENNEDIKTE (1169)
Mod al forventning, præsenterede Monomonark Nunitas i 1169 en blodægte arving af Noxius kongemagt. Det var prinsesse Bennedikte, der kort før kongehusets tilintetgørelse i 1158 blev sendt på dannelsesskole i Rumanoth. Hun blev holdt hemmelig, indtil hun var fyldt sit 21 år og ført hjem til Noxius for at tage regerinsmagten. Nunitas gik af som Monomonark, frasagde sig tronemagten og gav den til Bennedikte. Det skabte stor vrede i adlen, da kongeloven ikke tillod en kvindelig regent. Særligt de republikanske interesser udnyttede situationen og samme år udbrød der borgerkrig i Noxius. Den nye monomonark blev Inigo Skimmer, netop da riget stod overfor den største krise i den noxmanniske historie.

BØDDELKONGEN (1170)
Dronning Bennedikte kunne ikke vinde regeringsmagten uden at have den stærke adel med sig. Derfor udpegede hun en kongsdommer, der skulle opsøge adelsfamilierne og kræve deres alliance eller erklære dem som fjende af kongeriget. Det blev den nyuddannede bøddel, Severian DuValle, der fik kongens segl, men det lykkedes ikke at samle adlen, før den havde belejret dronningens styrker og hun selv blev snigmyrdet af sine egne. Kongsdommeren ønskede ikke at være konge, men så det som sin pligt at samle kongeriget med eller uden dronning og undertvang sig provins efter provins med den kognelige hær. Den monopatiske kirke havde i mellemtiden indgået en aftale med den republikanske magt i Vaihan og sikrede herefter byen mod angreb mod en klækkelig månedlig betaling fra bystyret. På den måde blev Vaihain en selvstændig republik, da Bøddelkongen ikke kunne bekrige den hellige monopatiske kirke. Noxius og kongehuset overlevede med bøddelkongen som regent, men tabet af den legendariske hovedstad stod tilbage som et åbent sår.

KARNUMKRIGEN (1171)
Den politiske situation i Rumanoth var presset på grund af den industrielle udvikling i Valhel. Sultan Abilai Turkseven var tvunget til at vise sin magt, for at afskrække de lokale magteliter. Efterretningstjenesten Al'Href havde fremlagt situationen i Valhel, den store uvilje og angst for Storregia og sultanen udnyttede det. Til stor rædsel for Valhels stater, marcherede den rumankanske hær til Noxius grænser i 1171 og krævede passage til Storregia. Bøddelkongen indgik en aftale og lod sultanen passere mod betaling for træn og vejskat. Sådan begyndte krigen mellem Storregia og Rumanoth, men det var ikke en almindelige krig. Dr. Robert havde tilbudt begge parter at producere soldater til krigen og det var derfor en krig, der de første fire år blev udkæmpet af karnumsoldater.

ROLGORNIA (1172)
Rolgornia var et land med et høvdingehierarki, der i århundrede havde forhindret en udvikling på linie med deres naboer. I 1171 udbrød borgerkrig og høvdingehierarkiet blev knust. Folket tog magten og krævede den unge Valdemar Ravnsborg som konge. Han valgte at lade sig krone samme dag som han skulle giftes med den unge noxmanniske frøken Kakkelville. Men netop som vielsesritualet var gennemført, blev han snigmyrdet med et enkelt skud. Morderen blev fundet og man afslørede et netværk af republikanske terrorister. Dronning Ravnsborg trådte i karakter, afskaffede kongedommet og indførte kammeratstaten, folkets stat. Hun selv blev leder med titlen som Storkammerat, men folket kaldte hende Moder Rolgornia. Alt skulle ejes af staten og staten var folket. Udviklingen skræmte mange lande, særligt Kurien og Asit Dur, der boykottede enhver handel og Kapitalen nægtede at anerkende landets valuta.

NYNUMNUR (1172)
Landet syd for Havkarmen var frugtbart og havde siden Syndfloden ligget ubeboet hen. I 1155 blev det et trækplaster for nybyggere og titusinder af borgere forlod deres gamle lande og søgte lykken i Nynumnur, som det nye land blev kaldt. Mange stridigheder opstod mellem nybyggerne og særligt spørgsmålet om en samlet stat kunne få blodet i kog. I 1172 stod et firkløver bestående af smeden Kalten, Fader Drechsler, købmand Ramling og frøken Blanka, i spidsen for kampen om en samlet stat. Striden udviklede sig til en borgerkrig mellem republikanerne og liberaterne, der ønskede bystater. Det blev en beskidt krig, men da republikanerne vandt, gennemførte de en omfattende benådning af de liberale modstandskæmpere og vedtog Valhels mest frie forfatning. Som den første stat indførte de religonsfrihed og gratis folkeskole. I 1180 blev den gamle bystat Freiborg optaget som en provins i den Nynumnurske stat.

KARNUMKRIGEN SLUTTER (1176)
Krigen mellem Storregia og Rumanoth rasede og mere end en million karnumsoldater blev fremstillet og gik til grunde under slagenes rasen. Men det var en håbløs kamp, karnumsoldaterne kunne dræbe og ødelægge men ikke indtage land eller føre krig. I 1175 opgav begge parter at bruge karnumsoldater som hovedstyrke og sendte deres rigtige hær ind i krigen. Det blev en blodig krig, der kostede hundredetusinder livet, før Rumanoth vandt og henrettede Rigskansler Hede. Sultan Turkseven satte Samindar Attaman til at lede den nye provins og Valhel så rædselslagen til mens Rumanoth etablerede sit nye rige i 1176.

DEN INTERNATIONALE ORGANISATION (1180)
Rumanoths erobring af Storregia tvang Valhels stater tættere sammen og i 1180 udviklede Diplomaternes Hus sig til en international politisk organisation med retten til at lave fælles lov på visse områder. Den først og vigtigste lov var Berg-traktaten, der krævede medlemslandenes militære alliance, hvis Rumanoth skulle angribe et af dem. Senere kom Stål- og våbenaftalen, der sikrede medlemslandene våben og materiale til deres militær. Langsomt og sikkert blev DIO et mere tæt politisk samarbejde og ud på efteråret vandt kirkerne en sejr, da Kættekonventionen blev vedtaget. Den forbød enhver form for hekseri, samarbejde med dæmoner og anden kætteri. Kætterkonventionen forpligtede magikere at registrere sig ved den lokale statsmagt og det blev forbudt ved lov at bruge magii.

HAZARDEN (1181)
Så snart den nye samindar Attaman kom til Storregia i 1176, påbegyndte han i al hemmelighed og uden sultanens viden, at tømme landet for resurser og værdier. Salte, stål, mineraler, kulturskatte og penge blev fragtet ud af landet, og til det behøvede han karnumarbejdere. Han forærede hver fabrik en gilgatomkerne, der forøgede produktionen til det firdobbelte, men i 1181 førte overproduktionen på KarnumIndustri 71 til en nedsmeltning, der dræbte tusinder og bestrålede jorden så intet længere kunne gro. Få dage efter nedsmeltede den næste karnumfabrik og inden for tre måneder nedsmeltede 57 af de 101 KarnumIndustrier. Samindar Attaman forsvandt før ulykken ramte ham selv og sultanen måtte skamfuldt undskylde sin samindars handlinger og give landet tilbage til borgerne i Storregia. Men på det tidspunkt havde de områder, som ikke blev ramt af bestrålingen, Wittgenval og det nuværende Regia, erklæret sig som selvstændige stater og det gamle Arkad lå ødelagt hen, et bestrålet og ufrugtbart land, hvor groteske bioalkymiske væsner hærgede; Hazarden.

TROLDEHAVET (1202)
Siden oprettelsen af DIO i 1180, havde jættekongen af Troldehavet vist sin interesse for projektet. Mange jætter handlede med menneskene og det var efterhånden blevet en væsentlig del af jættekongens indtægter. Ikke alle stater så positivt på jætternes tilstedeværelse, men i 1190 fik de tilladelse til at deltage som observatører. I 1202 var manglen på jern og stål så truende, at det tvang mange stater at handle med jætterne, der tilgengæld for lukrative handelsaftaler blev optaget som fuldgyldigt medlem af DIO.

FINGOLINEKSPEDITIONEN (1204)
I 1196 resulterede et samarbejde mellem Kuria Universitas og Kalmar Universitetet i en historisk ekspedition. Ledet af professor Gabriella Von Hessel drog et hold af forskere, soldater og håndværkere gennem Fingolin, for at nå kontinentets vestelige kyst, som man kun kendte fra Perills beretninger. Kun fire medlemmer af ekspeditionen vendte hjem i 1204, de ankom med skib ad samme rute, som Perill i sin tid. Med sig bragte de helt nye salte, nye metoder til fremstilling af medicin, ny teknologi herunder den endnu meget vanskelige manateknologi samt en helt ny opfattelse af himmellegemerne og verdensrummet.

DROAN VENDER TILBAGE (1208)
Lige siden tribunen Droan af Forgwaidh satte sig på Hævn (dødens trone) i år 2, havde han forgæves lokket og truet enhver han kunne, for at undslippe sin skæbne. I 1208 døde samtlige ansatte i monsterjægerfirmaet Venator og Droan tilbød dem livet igen, hvis de ville indgå den pagt, at den første af dem som døde, skulle overtage hans trone. De indgik pagten og Droan var ikke sen til at hjælpe dem på vej til dødsriget, ved at sende sine dødridder efter dem. Den første som faldt, var den monopatiske frikirkepræst Pierre Kadin, der som pagten foreskrev måtte overtage dødens trone og tribunen Droan kom endelig fri. I hast sagte Droan tilbage til Forgwaidh for at fortsætte sine ukendte planer.

SORTESKYEN (1210)
Da Ramondil Røde i 988 faldt til Nabats trone og flygtede, rejste han i al hemmelighed til Forgwaidh, hvor han brugte århundrede på at forberede en ny krig mod Valhel. Han allierede sig med onokilerne og i 1200 iværksatte han en storstilet operation, hvor hundrede onokiler besatte hundrede mennesker, der stod tæt på magten i Valhels stater. Med snilde og snuhed nedbrød Ramondil langsomt staterne indefra med korruption og splid. Da Droan vendte hjem til Forgwaidh i 1208 måtte Ramondil vige lederpladsen for ham og fungere som rådgiver. Droan var onokil og uden ånd, men efter tusind år som dødens dæmon var han forandret på alle måder. Han besad en indgående viden om mennesket og dets hang til guder og det var det han ville være; menneskenes Gud. Han overtog Ramondils planer og ændrede dem til sit nye formål, et projekt han kaldte; Den Nye Orden. Droans tilbagekomst gik først op for Valhel i 1210, da han skabte en ny Naugrund over matrespiret Forgwaidh. På få måneder spredte den sig over Kurien, Arkenval, Ottarien samt den vestlige del af Rolgornia. I 1212 var de fleste af Valhels stater splittet indefra, oprør og terror hærgede i byerne mens sorteskyen halverede afgrøderne og sulten atter spredte sig i Valhel.

DÆMONISERINGEN (1212)
Da man for syttende gang afslørede en dæmon i menneskeskikkelse, højt oppe i Asit Durs magtfulde forretningsliv, besluttede Handelsfyrsten at oprette et særligt dæmonargentur, som skulle søge, jage og afsløre dæmoner. Det blev i første omgang en del af politiet og de blev installeret på den gamle bøddelskole Justis Mortis på Lovklippen i Asit Dur. Det satte ikke bare gang i en uendelig række af dæmonafsløringer, men ADA (Anti-Dæmon-Argenturet) kunne allerede i 1212 kortlægge en verdensomspændende og velorganiseret dæmonflugt fra åndeverdenen til naturens verden. Det blev afsløret, at flugten havde stået på i årtier, at åndeverdenen langsomt skumpede og mange ånder og dæmoner søgte til naturens verden, hvor der var massere af plads. Man kaldte det Dæmoniseringen og det skræmte Valhels borgere, da de forstod, at der måske levede dæmoner blandt dem i menneskelig skikkelse. DIO tog problemet så alvorligt, at de besluttede at lave et internationalt dæmonargentur og satte den erfarne Martinus Van Hochfeld til at lede det. Desværre blev projektet skrinlagt i sidste øjeblik og Martinus vendte skuffet hjem til Asit Dur. Her købte han Justis Mortis og drev sin egen skole for dæmonjægere; Jusikarerne. Skolen blev meget populære i Valhels stater og der dukkede lignende skoler op mange steder.

ARKAD (1213)
Den unge adelsmand Bastian LaJulie rejste i 1210 fra sit hjem i Algundur til Hazarden i forsøget på atter at samle Arkad under LaJuliefamiliens kongedømme. Men Hazarden var allerede opdelt mellem forskellige røverhøvdinge, der med hård hånd styrede saltsamlerne og livet i de tørstige byer. Bastian måtte grueligt meget igennem og mange krige blev udkæmpet, før han kunne udnævne sig selv til Konge af Arkad. Men Det var ikke meget af et kongedømme, så længe landet var ødelagt af bestrålingen, men på sine rejser havde han hørt om doktor Mariannes, der måske havde fremstillet en løsning i 1183. Hun var professor fra Stezia, men blev i Hazarden for at hjælpe de nødstedte. Hun opfandt en slags bombe, Gaia, der kunne rense store dele af landet, så jorden atter kunne give næring. Med hjælp fra nære venner lykkedes det Bastain LaJulie at finde Gaia og aktivere den. Dermed kunne Arkad blomstre, selvom dens befolkning ikke var større end titusinde og Hazarden stadig lurede i udkantområderne.

MÅNELANDINGEN (1213)
Med udgangspunkt i Fingolinekspeditionens optegnelser om solsystemet og månens bane om Ur, påbegyndte seks store universiteter med økonomisk hjælp fra Krigsministeriet i Noxius, at udvikle et fartøj, er kunne føre mennesket til månen. Det var et kundskabeligt mileskridt, der lagde Noxius forrest i det teknologiske kampløb. Både Triptagon og Rumanoth arbejdede på tilsvarende projekter, men måtte afbryde dem grundet interne nationale problemer. Derfor blev Noxius den første stat til at sende et bemandet fartøj til månen. Kosmonauterne Gerhard Rådne, Luc Gaston, X og X landede på månen efter tre døgn, tre timer og halvtres minutters himmelfart og landede tilbage på Ur otte døgn, tre timer og atten minutter efter raketten blev opsendt. Det var en bedrift uden sammeligning, men hele affæren endte i en strid mellem universiteterne og militæret, der overtog måne-projektet for at udvikle nye ødelæggende våben.

NOXIUS KONGE (1214)
I 1213 var den politiske situation i Noxius så skrøbelig, at Krigsministeren kunne presse kongen til at abdisere. Kongen stod svagt, da han som søn af Bøddelkongen ikke var af kongelig blod og den republikanske ideologi havde vundet indpas blandt regeringens ministre. Konflikten endte i en borgerkrig, der også involverede Vaihain og da det stod allerværst til, blev landet angrebet af troldehorder fra nord. Det gamle kongerige stod til at falde til republikken, da den monopatiske kirke i vinteren 1213 præsenterede borgerne for en arving til den noxmanniske trone. Der skulle snart vise sig at være flere arvinger, men det blev Rikard Nox af øen Nox, der ved nederlaget i Chatol Nor viste sin vilje til opofrelse for kongerigets borgere, som folket satte sin lid til. Han truede den handlingslammede adel, han dræbte de politiske forræddere, han bistod den kommende Monomonark Luc i at rense Absolatet for onokiler og afslørede Droans rolle i hele kongerigets spild. Som det første henrettede kong Rikard fjendens lakajer men benådede de medløbere, der erkendte deres skyld. Han gjorde atter Vaihain til hovedstad i Noxius, iværksatte sytematisk nedkæmpelse af troldene, som hærgede mellem byerne og påbegyndte befrielsen af Chatol Nor.

DEN NYE ORDEN (1215)
Med Droans tilbagekomst og den sorte sky, som halverer Valhels madproduktion, er staterne presset til det yderste. Trolde og andre uhyrligheder angriber vilkårligt over alt mens hungersnød truer og staterne kæmper for at holde sig på benene efter de interne stridigheder det lykkedes Droan at iværksætte. Men det er ikke noget han holder hemmeligt. En kraftig propaganda om Den nye orden har spredt sig i Valhel, om guden Droan, der er vendt tilbage til livet for at redde mennesket fra dets egen undergang i korruption og grådighed. Skyen er kun et af Guds midler til at straffe de skyldige, men de som omvender sig til Droan vil overleve mørket og få en plads i den nye verden, der vil komme efter. Ikke få mennesker bliver lokket af denne tanke og da Droan tilmed sikrer mad til de omvendte byer, forstærkes inticimentet yderligere. I dag er Den nye orden på alles læber.
Rettet af: Jacob Jarlskov
Opdateret: 2017-12-07 16:33:51